Miljøvurderingsloven § 25

Med den foreslåede stk. 1 fastslås det indledningsvist, at der skal træffes afgørelse. Myndigheden kan således ikke undlade at træffe afgørelse, når sagen er oplyst/opdateret til det niveau, hvorefter der kan træffes afgørelse. Det medfører, at myndigheden skal påse, at navnlig miljøkonsekvensrapporten er opdateret og tidssvarende, såfremt den tidsmæssige udstrækning fra bygherrens fremlæggelse af rapporten til myndighedens afgørelse har været lang og/eller præget af ændrede forudsætninger, fornyede høringer mv. Myndighedens afgørelse baseres på bygherrens ansøgning, miljøkonsekvensrapporten, eventuelle supplerende oplysninger samt resultatet af de høringer, der er foretaget, samt miljø- og fødevareministerens samtykke efter dette lovforslags § 38, såfremt projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat. Afgørelsen, som myndigheden skal træffes, er i lighed med gældende ret i dag mere end blot en konstatering af de nødvendige undersøgelser og beskrivelser af projektet. Myndigheden skal foretage sin egen selvstændige vurdering af miljøkonsekvensrapportens beskrivelse af projektet, jf. således EU-Domstolens praksis C-50/09 og C-508/03 og VVM-direktivets artikel 3.

Dette er en videreførelse af den gældende implementering i bl.a. VVM-bekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Myndigheden skal besidde ekspertise som forudsætning for at kunne behandle den af bygherren udarbejdede miljøkonsekvensrapport. Den kompetente myndighed skal således have eller efter behov have adgang til tilstrækkelig ekspertise på det for projektet relevante område med henblik på at sikre, at miljøkonsekvensrapporten er fuldstændig og af god/høj kvalitet. Den nærmere tilrettelæggelse og gennemførelse af kravene vil være op til de relevante myndigheder inden for de respektive ressortområder.

Dette fremgår af 2014 VVM-direktivet artikel 5, stk. 3, litra b), og betragtning 33, der skal ses som pendanten til kravet om bygherrens sagkyndige bistand i 2014 VVM-direktivets artikel 5, stk. 3, litra a), og dette lovforslags § 20, stk. 6.

Med den foreslåede stk. 2 fastslås det, at afgørelser efter stk. 1 skal træffes inden for en rimelig tidsfrist. Der foreligger ikke fortolkningsbidrag til afgrænsningen af ’rimelig tidsfrist’, men hensynet til bygherrens økonomiske og erhvervsmæssige situation må indgå med betydelig vægt. Udsættelse af myndighedens afgørelse kan ske, hvor det ikke kan lægges myndigheden til last som f.eks. at høringen har vist behovet for yderligere undersøgelser, belysning af andre alternativer. En myndighed vil dog kunne træffe afgørelse om ikke at tillade projektet, hvis myndigheden ikke, trods gentagne opfordringer, får de ønskede oplysninger mv. Kravene til begrundelsen for, at afgørelsen eventuelt trækker ud, skærpes, jo længere tid der går. Dette og det foreslåede krav om at orientere bygherren om baggrunden for udsættelsen ses at følge af almindelige regler for sagsbehandlingen inden for forvaltningsretten.

Bestemmelsen er en implementering af 2014 VVM direktivets artikel 8 a, stk. 5. Bestemmelsen er ny i VVM-direktivet, og den gældende danske implementering indeholder ikke bestemmelser om tidsfrister for myndigheden til at træffe afgørelse. Det vil være op til klagenævnet og domstolene at tages stilling til, hvad nærmere ligger i ’rimelig tidsfrist’.