Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til hal i Frederikssund Kommune

Landskabelige betragtninger

Klageren argumenterede for, at fårehold naturligt hører til i landzonen, og at hallen ville blive placeret hensigtsmæssigt, omkranset af træer, så den ville være vanskelig at se fra det omkringliggende landskab. Hallen ville fremstå som en naturlig del af det samlede areal, og området var allerede præget af landbrugsdrift. Kommunen anerkendte, at landskabet havde været ændret, men vurderede, at opførelse af et maskinhus uden tilknytning til øvrige landbrugsbygninger på en ikke-landbrugsejendom ville påvirke landskabet unødvendigt.

Planklagenævnet ophæver Frederikssund Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst, og at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Nævnet bemærkede, at kommunen ikke tilstrækkeligt havde afklaret, om hallen var omfattet af husdyrbruglovgivningen eller planloven, da ansøgningen nævnte stald og foderopbevaring, og der var et erhvervsmæssigt fårehold. Generelt gælder, at forhold omfattet af husdyrbrugloven, herunder anmeldeordninger i Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug, ikke er omfattet af planloven. Dog finder husdyrbrugloven ikke anvendelse på ejendomme uden erhvervsmæssigt dyrehold, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af dyrehold og om opbevaring og anvendelse af gødning § 1, stk. 2. Et fårehold på 10 moderfår med lam anses for erhvervsmæssigt dyrehold, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 7, stk. 2, nr. 3, litra f.

Kommunens vurdering af, at hallen ikke kunne være erhvervsmæssig nødvendig, fordi den ønskes opført på en ejendom, der ikke er en landbrugsejendom, var ikke afgørende for anvendelsen af Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3. Nævnet understregede, at erhvervsmæssig nødvendighed kan vurderes i forhold til en landbrugsbedrift, som defineret i Landbrugsloven § 2, stk. 3, hvis ejendommene drives sammen. Det er ikke et krav, at byggeriet opføres på en ejendom noteret som landbrugsejendom i Matriklen.

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde overholdt officialprincippet, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Det var uklart, i hvilket omfang stalden og foderopbevaringen ville finde sted, hvor mange får der var på den konkrete ejendom, og om ejendommen indgik i en landbrugsbedrift. Desuden var det uklart, i hvilket omfang den øvrige anvendelse af bygningen havde tilknytning til landbrugsmæssige aktiviteter i en landbrugsbedrift.

Hjemvisning og bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet ophæver afgørelsen og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Nævnet finder det mest hensigtsmæssigt, at kommunen som førsteinstans foretager den nødvendige sagsoplysning og vurdering.

Ved den fornyede behandling skal kommunen:

• Afklare, om hallen er omfattet af husdyrbruglovens eller planlovens regler, baseret på oplysninger om staldindretning, foderopbevaring og erhvervsmæssigt fårehold.
• Hvis hallen er omfattet af planloven, afklare om den indgår i en landbrugsbedrift, jf. Landbrugsloven § 2, stk. 3.
• Hvis der er tale om en landbrugsbedrift, afklare om hallen er erhvervsmæssig nødvendig for bedriften, jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, og om placeringen er driftsmæssigt nødvendig. Dette inkluderer en vurdering af, om værkstedet og carporten indgår som et naturligt led i den landbrugsmæssige drift.
• Hvis hallen er erhvervsmæssig nødvendig, vurdere om den opføres uden tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer, jf. Planlovens § 36, stk. 2. Hvis ja, skal kommunen vurdere, om der skal gives en placerings- og udformningstilladelse efter samme paragraf.
• Hvis hallen ikke er erhvervsmæssig nødvendig, vurdere om der kan gives en landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, idet hallens formål skal inddrages.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Tidligere afgørelser

• Natur- og Miljøklagenævnet havde tidligere stadfæstet kommunens afslag på lovliggørelse af staldbygningen.
• Nævnet hjemviste dog en senere afgørelse, hvor kommunen skulle vurdere, om stalden var erhvervsmæssigt nødvendig efter en anmeldt udvidelse af dyreholdet.

Kommunens argumentation

• Kommunen fandt, at stalden ikke var erhvervsmæssigt nødvendig og henviste til alternative placeringsmuligheder på ejendommen.
• Kommunen anførte, at staldens placering på den anden side af vejen brød nyt land og ikke overholdt afstandskrav.

Klagerens argumentation

• Klager anførte, at stalden var erhvervsmæssig nødvendig for landbrugsproduktionen og lå bedst placeret i forhold til naboer og dyr.
• Klager henviste til, at det ansøgte dyrehold var erhvervsmæssigt nødvendigt ifølge bekendtgørelse og at ejendommen drives forsvarligt under hensyn til de erhvervsmæssige jordbrugsmæssige udnyttelsesmuligheder til natur og miljø og til bevarelse af de landskabelige værdier.