Dispensation til raftehegn, plantestøtter, sti og drivhus inden for strandbeskyttelseslinjen

Kystdirektoratet bemærkede i sit svar, at et tidligere grisehus ikke havde væsentlig betydning, da retten til genopførelse var fortabt på grund af manglende tidsmæssig kontinuitet, og at der allerede var dispenseret til et skur, hvorfor yderligere anlæg ikke kunne dispenseres efter samme bestemmelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Kystdirektoratets afgørelse delvist og stadfæstede den for de øvrige forhold. Nævnet lagde vægt på formålet med Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 om at friholde kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand, og den restriktive praksis for dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Vurdering af Lovligt Etableret Have

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at hele matriklen bestod af lovligt etableret have.

Raftehegn, Plantestøtter og Drivhus

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at raftehegn, plantestøtter og drivhus ikke kunne sidestilles med de mindre anlæg, der er nævnt i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 eller Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1. Dette skyldtes, at drivhuset var placeret længere end 15 m fra beboelsen og oversteg 10 m² i areal, og at bestemmelserne om undtagelser skal fortolkes indskrænkende. Derfor skulle forholdene vurderes efter den restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation til raftehegn, plantestøtter og drivhus. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis og risikoen for uønsket præcedensvirkning. For drivhuset blev det særligt fremhævet, at det var et fritstående anlæg af betydelig størrelse, der ville fremstå synligt i kystlandskabet, og at der allerede var opført et skur på ejendommen. Det tidligere grisehus' eksistens kunne ikke føre til et andet resultat, da der ikke var tidsmæssig kontinuitet.

Granitbelagt Sti

Nævnet vurderede, at den del af stien, der var beliggende inden for 15 m fra beboelsen, ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3, da den udgjorde et mindre anlæg i en lovligt etableret have og i tilknytning til beboelsen.

Den del af stien, der lå længere væk, blev anset for omfattet af den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1. Nævnet fandt, at der ikke var landskabelige forhold, der talte afgørende imod stien, og meddelte derfor dispensation til denne del.

Natura 2000 Vurdering

Nævnet fandt, at stien, hverken alene eller i forbindelse med andre planer, ville påvirke Natura 2000-område nr. 239 væsentligt, primært på grund af stiens afstand til området og den begrænsede terrænændring. Ligeledes ville det ansøgte ikke medføre beskadigelse af plantearter eller yngle-/rasteområder for dyrearter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.

Afgørelse og Gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Kystdirektoratets afgørelse til en dispensation for den del af stien, der var beliggende længere end 15 m fra beboelsen, og stadfæstede afgørelsen for de øvrige forhold. Afslaget på dispensation for den del af stien, der var tættere end 15 m fra beboelsen, blev ophævet som overflødigt. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Klagepunkter

• Klager anførte, at hendes mor var i god tro ved opførelsen.
• Klager anførte, at Naturstyrelsen havde angivet forkert størrelse på udhuset.
• Klager henviste til andre sager, hvor der var meddelt dispensation.