Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til jordpåfyldning og terrænregulering

Kommunens afgørelse af 2019

Holbæk Kommune fastholdt sit afslag den 23. december 2019. Kommunen vurderede, at jordpåfyldningen og terrænreguleringen krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1, da det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at den ansøgte mængde jord var nødvendig for at opnå en god landbrugsmæssig dyrkningsgrad. Kommunen bemærkede, at en del af delområde 22.3 var omfattet af Planloven § 36, stk. 1, nr. 5 vedrørende ibrugtagning af arealer til landbrugsdrift, men at yderligere jordpåfyldning ud over det nødvendige krævede tilladelse.

Kommunen begrundede afslaget med, at en terrænregulering på op til 2 meter ville have en negativ påvirkning af landskabet, udviske naturlige former og skabe visuelle barrierer. Desuden ville det medføre væsentlige gener for naboer og trafik. Kommunen henviste til sin restriktive praksis for deponi på landbrugsarealer og hensynet til præcedens. Kommunen tillagde ikke argumenterne om reduceret forbrug af diesel, såsæd og gødning større vægt end hensynet til landskabet.

Klagen til Planklagenævnet

Ansøgeren klagede den 20. januar 2020 til Planklagenævnet. Klageren anførte, at terrænreguleringen var landbrugsmæssigt nødvendig og derfor ikke krævede landzonetilladelse. Klageren kritiserede kommunens manglende landbrugsfaglige vurdering og henviste til tidligere afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet, hvor lignende terrænreguleringer ikke krævede tilladelse. Klageren mente, at kommunens afgørelse var standardiseret og udtryk for forskelsbehandling, især sammenlignet med en tilladelse til en støjvold i en lokalplanlagt område.

Planklagenævnet stadfæstede Holbæk Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til jordpåfyldning og terrænregulering på ejendommen A1, 4300 Holbæk.

Planklagenævnets kompetence og sagsbehandling

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde handlet i strid med officialprincippet, da den havde anmodet om supplerende oplysninger og anvendt luftfotos, hvilket var tilstrækkeligt til at oplyse sagen. Nævnet afviste også klagerens anbringende om usaglig forskelsbehandling, da de sammenlignede sager enten vedrørte etablering af en støjvold under en lokalplan eller var truffet under en tidligere praksis, som Planklagenævnet siden har ændret (PKNO nr. 4/2018).

Vurdering af landbrugsmæssig nødvendighed

Planklagenævnet understregede, at terrænregulering er umiddelbart tilladt uden landzonetilladelse, hvis den er nødvendig for forbedring af den landbrugsmæssige drift. Hvis den overstiger dette, anses den for ændret anvendelse til deponi og kræver tilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Ansøgeren skal sandsynliggøre nødvendigheden. Nævnet bemærkede, at landskabelige, naturmæssige, trafikale og nabohensyn ikke indgår i vurderingen af, om en tilladelse er påkrævet.

For alle tre delområder (22.1, 22.2 og 22.3) fandt Planklagenævnet, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at projektet i sin helhed, herunder omfanget af det ansøgte areal og den ønskede højde, var nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift. Klagerens oplysninger blev anset for at være for generelle. Nævnet lagde vægt på, at luftfotos alene ikke er tilstrækkelige, men at konkrete beregninger (nivellement) af lunkernes/lavningernes størrelse og den nødvendige jordmængde ville have understøttet behovet. Da nødvendigheden ikke var sandsynliggjort, blev projekterne karakteriseret som ændret anvendelse til opbevaring af overskudsjord, hvilket kræver landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

For delområde 22.3, hvor en del af arealet ikke tidligere havde været anvendt til landbrug, bemærkede nævnet, at ibrugtagning af et areal til landbrug ikke kræver landzonetilladelse, jf. Planloven § 36, stk. 1, nr. 5. Dog kræver terrænregulering ud over det nødvendige for landbrugsdriften stadig en landzonetilladelse.

Afslag på landzonetilladelse

Planklagenævnet fandt grundlag for at stadfæste kommunens afslag på landzonetilladelse for alle tre delområder. Nævnet lagde vægt på:

• At projektet primært blev anset for opbevaring af overskudsjord, der oversteg det nødvendige for landbrugsdriften.
• At en terrænregulering med op til 2 meter ville have en negativ påvirkning af det let bølgede landskab og medføre en uhensigtsmæssig omformning, hvilket strider mod kommuneplanens retningslinjer (4.1.2) om tilpasning til landskabet og bevaring af landskabsoplevelsen.
• Hensynet til landzonebestemmelsernes landskabsbeskyttende formål.
• At terrænreguleringen ikke var begrundet i driften af det primære erhverv.
• Hensynet til præcedens.
• At de oplyste gener og udfordringer med vandlidende områder ikke kunne tillægges større vægt end de landskabelige værdier i området.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 2.

Kommunens vurdering

Kommunen lagde vægt på den dokumenterede støjmæssige begrundelse og vurderede, at projektet ikke stred mod kommuneplanens retningslinjer, herunder for landskabskarakterområdet A2. Kommunen bemærkede, at området allerede er præget af råstofindvinding, og at jordvolden ikke ville påvirke kulturhistoriske bevaringsværdier eller værdifuldt landbrugsareal. Kommunen vurderede desuden, at anlægsarbejdet ikke ville medføre urimelige gener for naboer, og at den færdige vold ikke ville øge støjgenerne for dem.

Klagerens indsigelser

En beboer, der bor ca. 55 meter fra den planlagte jordvold, klagede til Planklagenævnet. Klageren anførte, at kommunen ikke havde inddraget alternative forslag til jordvoldens udformning, herunder en kortere vold drejet ind mellem den eksisterende sø og ansøgerens bygninger. Klageren frygtede desuden forringelse af udsigten over søen og øgede støjgener fra A1 som følge af støjreflektion fra volden, samt gener under anlægsarbejdet.

Ansøgerens bemærkninger til klagen

Ansøgeren bestred klagerens klageberettigelse med henvisning til, at klageren ikke var umiddelbar nabo, og at klagerens grund lå lavere end A1, hvilket allerede spærrede for udsigten til anlægsområdet. Ansøgeren mente ikke, at projektet ville ændre udsigt, støjforhold eller ejendomsværdi for klageren.