Gensidig tillid i skattesager: Bistandssøgt medlemsstat må ikke revurdere behovet for retsbevarende foranstaltninger

Sagen vedrører fortolkningen af artikel 16 i Rådets direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af skattefordringer. Kernespørgsmålet var, i hvilket omfang domstolene i den bistandssøgte medlemsstat (Estland) har kompetence til at efterprøve de materielle betingelser for at træffe retsbevarende foranstaltninger (udlæg), når disse foranstaltninger er anmodet om af en anden medlemsstat (Finland), og anmodningen er baseret på en retsafgørelse fra den bistandssøgende stat, der fastslår behovet for foranstaltningerne.

Sagen opstod, da den finske skatte- og afgiftsmyndighed anmodede Estlands skatte- og toldmyndighed (MTA) om at træffe udlæg over aktiver tilhørende selskabet Heavyinstall OÜ for at sikre en finsk skattefordring. Anmodningen var vedlagt en foreløbig finsk retsafgørelse om udlæg, der begrundede foranstaltningerne med risikoen for, at selskabet ville skjule sine aktiver.

Tvist i Estland

De estiske domstole afviste i første omgang MTA's anmodning om udlæg. De estiske retter argumenterede for, at de i henhold til deres nationale lovgivning (MKS § 1361) havde ret til selvstændigt at vurdere, om de materielle betingelser (risiko for fuldbyrdelsesvanskeligheder på grund af den betalingspligtiges handlinger) var opfyldt. De konkluderede, at dette ikke var tilstrækkeligt bevist efter estisk ret.

Estlands øverste domstol (Riigikohus) forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at afklare, om principperne om gensidig tillid og anerkendelse forpligtede de estiske retter til at acceptere den finske retsafgørelses vurdering af nødvendigheden af de retsbevarende foranstaltninger.

Domstolen fastslog, at artikel 16 i direktiv 2010/24 skal fortolkes således, at retterne i den bistandssøgte medlemsstat er bundet af den vurdering af de faktiske og retlige betingelser for retsbevarende foranstaltninger, som er foretaget af myndighederne i den bistandssøgende medlemsstat, når denne vurdering fremgår af det ledsagende dokument.

Domstolens begrundelse

Domstolen baserede sin afgørelse på en kombination af ordlyds-, kontekstuel og teleologisk fortolkning af direktivet:

• Ordlyd og Gensidig Anerkendelse (Artikel 16): Dokumentet, der hjemler ret til retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende stat, må ikke “anerkendes, suppleres eller erstattes” af en tilsvarende akt i den bistandssøgte medlemsstat. Dette indikerer, at den materielle analyse, der ligger til grund for foranstaltningen, ikke må revideres.
• Kompetencefordeling (Artikel 14 og 17): Direktivet adskiller klart kompetencerne. Tvister vedrørende selve fordringen eller den oprindelige akt (herunder behovet for at sikre fordringen) henhører under den bistandssøgende medlemsstat (Finland). Den bistandssøgte medlemsstats kompetence er begrænset til at vurdere tvister vedrørende de , der træffes i den pågældende stat, samt procedurens overholdelse af national lovgivning, men ikke de materielle betingelser.