Nægtet momsfradrag for fakturaer fra underleverandør grundet manglende dokumentation og mistanke om fiktive fakturaer

Sagen omhandler Skattestyrelsens nægtelse af fradrag for købsmoms på i alt 125.890 kr. for 3. kvartal 2017 for udgifter til underleverandøren [virksomhed1] ApS. Virksomheden, [virksomhed2] (tidligere [virksomhed3]), er en enkeltmandsvirksomhed inden for kombinerede serviceydelser, vejgodstransport og rengøring, og havde ingen ansatte i den påklagede periode.

Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at fakturaerne fra [virksomhed1] ApS var fiktive og en del af et større hvidvask- og svigs-setup. Dette var baseret på oplysninger fra politiet, herunder en Whatsapp-korrespondance, der indikerede, at virksomhedsindehaveren bestilte indholdet af fakturaerne. Skattestyrelsen mente, at virksomheden ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at fakturaerne dækkede over reelle ydelser, og henviste til SKM2009.325.ØLR og Sag 342/87, Genius Holding BV.

Klagerens argumenter

Virksomhedens tidligere repræsentant påstod, at momstilsvaret skulle nedsættes, da betingelserne for momsfradrag var opfyldt. Det blev anført, at:

• Virksomheden var fast leverandør af arbejdskraft til [virksomhed5] A/S, der udbringer aviser for [virksomhed6], og det var sædvanlig praksis i branchen at anvende underleverandører til at håndtere den store mængde ordrer.
• Virksomhedsindehaveren selv deltog i arbejdet og holdt styr på underleverandørernes leverede timer, hvilket var grundlaget for faktureringen.
• Fakturaerne fra [virksomhed1] ApS opfyldte de formelle krav i Momsbekendtgørelsen § 58 og var bogført i virksomhedens regnskab samt betalt via bankoverførsler.
• Hvis udgifterne til underleverandørerne ikke var reelle, ville virksomhedens overskud være urealistisk højt, baseret alene på virksomhedsindehaverens personlige arbejdsbyrde.

Fakturaoversigt

De nægtede fradrag vedrørte følgende fakturaer fra [virksomhed1] ApS:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om Skattestyrelsen med rette havde nægtet virksomheden fradrag for købsmoms på i alt 125.890 kr. for 3. kvartal 2017 vedrørende udgifter til underleverandøren [virksomhed1] ApS.

Retten henviste til Momsloven § 37, Momsbekendtgørelsen § 82 og Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, samt Momssystemdirektivets artikel 167, 168, 178 og 179. Det blev understreget, at fradragsretten indtræder, når der er sket levering af ydelser, og den afgiftspligtige er i besiddelse af en faktura. Bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag er opfyldt, påhviler virksomheden, jf. også C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH).

Landsskatteretten fandt, at:

• Der på baggrund af de fremlagte fakturaer ikke kunne anses at være sket levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person. Fakturaerne angav ikke tilstrækkeligt omfang og art af de leverede ydelser, idet der manglede oplysninger om beskrivelse af arbejdsopgaver, hvor og hvornår arbejdet var udført, samt hvem der havde udført arbejdet.
• Den fremlagte underleverandørkontrakt var en generel standardkontrakt, der ikke nærmere beskrev opgaver eller pris. De underliggende registreringer til fakturaerne manglede ligeledes detaljer om tidsrum, udførende personale og sted for arbejdet.
• Skattestyrelsens oplysninger fra politiet, herunder en detaljeret afhøringsrapport og en tillægsrapport, indikerede, at [virksomhed1] var involveret i svig med fiktive fakturaer. Whatsapp-korrespondance mellem virksomhedsindehaverens telefonnummer og en person tiltalt for at udstede fiktive fakturaer understøttede dette.
• Virksomhedsindehaverens forklaring under vidneansvar, hvor han ikke kunne huske korrespondancerne eller kende de involverede personer, blev tillagt vægt.
• Virksomheden ikke havde dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold til Momsloven § 37 var opfyldt, og at der var foretaget momspligtige leverancer.
• Fakturaerne ikke opfyldte de indholdsmæssige krav i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1 grundet den sparsomme angivelse af ydelsernes art og omfang samt manglen på støttebilag.
• Det forhold, at fakturaerne var betalt ved elektroniske pengeoverførsler, ikke i sig selv udgjorde tilstrækkelig dokumentation for, at levering havde fundet sted.

Landsskatteretten henviste desuden til SKM2017.210.BR, SKM2018.539.LSR og SKM2018.613.LSR.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.