Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af realitetsbehandling af klage vedrørende minivådområde i Lemvig Kommune

Sagen omhandler Lemvig Kommunes afgørelse af 10. december 2019, hvor kommunen fastslog, at etablering af et minivådområde på en adresse i kommunen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Projektet, der omfatter et 1,46 hektar stort minivådområde med 0,89 hektar vandspejl, er planlagt på en nuværende dyrket mark i et landzoneområde. Det vil modtage drænvand fra et 85 hektar stort område og udlede til Veserne mod Limfjorden. Kommunen vurderede, at vådområdet kunne indpasses i landskabet uden væsentlige negative påvirkninger på historiske, kulturelle, arkæologiske, æstetiske og geologiske landskabstræk.

Klagepunkter fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 8. januar 2020 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen fokuserede på flere punkter:

• Placeringen af minivådområdet blev anset for uhensigtsmæssig, og klager mente, at alternative placeringsmuligheder ikke var inddraget i screeningsafgørelsen.
• Etableringen ville forstyrre de landskabelige forhold.
• Lemvig Kommune burde have truffet afgørelse om udledningstilladelse i forbindelse med screeningsafgørelsen.

Det bemærkes, at klager også havde anført klagepunkter over en dispensation fra sø- og å-beskyttelseslinjen, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet ville behandle i en særskilt afgørelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Lemvig Kommunes afgørelse. Afgørelsen blev truffet i henhold til Miljøvurderingslovens § 49, stk. 1, som begrænser nævnets kompetence til retlige spørgsmål.

Nævnets vurdering af klagepunkterne

Nævnet fastslog, at klagen ikke indeholdt retlige spørgsmål, som nævnet kunne tage stilling til. Retlige spørgsmål omfatter lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger. Derimod omfatter skønsmæssige spørgsmål myndighedernes konkrete vurdering og afvejning af hensyn, hvilket nævnet ikke kan prøve.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Der er ikke et retligt krav om, at sagens oplysningsgrundlag skal indeholde alternative placeringsmuligheder ved en screeningsafgørelse for miljøvurderingspligt.
• Lemvig Kommunes vurdering af, om projektet i væsentlig grad påvirker landskabet negativt, er en skønsmæssig vurdering. Denne type vurdering falder uden for nævnets kompetence i henhold til Miljøvurderingslovens § 49, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet præciserede desuden, at en screeningsafgørelse for miljøvurderingspligt ikke er en tilladelse eller godkendelse i sig selv, men en forudsætning for at påbegynde et projekt lovligt. Den erstatter ikke eventuelle byggetilladelser, miljøgodkendelser eller andre tilladelser. Det er heller ikke et krav efter miljøvurderingsloven, at der træffes afgørelser efter anden lovgivning i forbindelse med en screeningsafgørelse.

Gebyr og endelighed

Som følge af afvisningen af realitetsbehandling tilbagebetales det indbetalte klagegebyr i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Miljøvurderingslovens § 54, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.