Stadfæstelse af momstilsvar: Manglende fradrag for købsmoms ved erhvervelse af tysk koncern

Sagen omhandlede en fællesregistrerings momstilsvar for 2017, hvor Skattestyrelsen havde forhøjet tilsvar med 11.885.186 kr. ved at nægte fradrag for købsmoms af udgifter i forbindelse med erhvervelsen af moderselskabet i en tysk koncern. Fællesregistreringen, anført af [virksomhed1] A/S, bestred afgørelsen og gjorde gældende, at erhvervelsen udgjorde økonomisk virksomhed, og at der derfor var ret til fuldt eller delvist momsfradrag. Subsidiært blev det anført, at visse af de indkøbte rådgivningsydelser var momsfritagne forhandlings- og rådgivningsydelser.

Faktiske omstændigheder

[virksomhed1] A/S er den afregnende enhed i en moms-fællesregistrering. I 2017 opkøbte [virksomhed4] ApS, som er en del af fællesregistreringen, moderselskabet [virksomhed9] GmbH i en tysk koncern. I forbindelse med opkøbet afholdt fællesregistreringen udgifter til rådgivningsydelser m.v. for i alt 48.020.974,53 kr. ekskl. moms, hvoraf 11.885.191,20 kr. i købsmoms blev fratrukket (baseret på en skønnet fradragsprocent på 99 %). [virksomhed2] A/S, også en del af fællesregistreringen, leverede IT- og managementydelser for 5.438.031 kr. til syv forskellige datterselskaber i den erhvervede [virksomhed9]-koncern, men ikke til holdingselskabet [virksomhed9] selv. De fleste indkøbte ydelser var fra andre EU-lande og indeholdt angivelsen ”reverse charge” eller var pålagt moms.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen forhøjede momstilsvaret, da de ikke anså [virksomhed4]’s erhvervelse af [virksomhed9]-koncernen for økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3, stk. 1. Begrundelsen var, at [virksomhed4] ikke selv leverede momspligtige ydelser til [virksomhed9]. Selvom [virksomhed2] leverede managementydelser til datterselskaberne, blev dette ikke anset for tilstrækkeligt, da ydelserne ikke blev leveret til holdingselskabet [virksomhed9] selv. Skattestyrelsen henviste til EU-dom, de forenede sager C-108/14 og C-109/14 og SKM2018.521.SKTST. Endvidere afviste Skattestyrelsen, at en del af de indkøbte rådgivningsydelser var momsfritagne efter Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, da leverandørerne ikke havde fuldmagt til selvstændigt at forhandle eller indgå aftaler. Skattestyrelsen lagde vægt på, at fakturaerne indeholdt ”reverse charge” og var indberettet til VIES, og at fællesregistreringen selv havde beregnet moms af ydelseskøbene.

Fællesregistreringens påstande

Fællesregistreringen nedlagde principal påstand om fuld fradragsret efter Momsloven § 37, stk. 1, idet hensigten om at levere administrationsydelser til [virksomhed9]-koncernen var til stede ved afholdelse af udgifterne. De argumenterede for, at fællesregistreringen momsretligt er én afgiftspligtig person, og at det derfor var irrelevant, om det var [virksomhed4] eller [virksomhed2], der leverede ydelserne. De bestred Skattestyrelsens anvendelse af SKM2018.521.SKTST, da denne praksisændring var offentliggjort efter den relevante periode og ikke burde have tilbagevirkende kraft til ugunst for virksomheden. Subsidiært påstod fællesregistreringen delvis fradragsret efter Momsloven § 38, stk. 2, da der blev leveret administrationsydelser til visse datterselskaber. Mere subsidiært påstod de, at visse rådgivningsydelser var momsfritagne efter Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, og at den faktiske håndtering af fakturaerne (f.eks. ”reverse charge”) ikke var afgørende for den momsmæssige kvalifikation af ydelsernes indhold.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om erhvervelsen af moderselskabet i en tysk koncern udgjorde økonomisk virksomhed i momslovens forstand, og i så fald om fællesregistreringen havde adgang til fradrag for købsmoms af indkøbte rådgivningsydelser. Derudover skulle det vurderes, om en del af ydelserne var omfattet af momsfritagelsen i Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.

Økonomisk virksomhed

Landsskatteretten henviste til praksis fra EU-Domstolen, herunder EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C-108/14 (Larentia + Minerva) og C-109/15 (Marenave), som fastslår, at den blotte besiddelse af kapitalandele ikke i sig selv er økonomisk virksomhed. Indgriben i administrationen af selskaber, hvori kapitalandele besiddes, udgør dog økonomisk virksomhed, hvis denne indgriben indebærer iværksættelse af momspligtige transaktioner.

Retten fandt, at der var to betingelser for at anse erhvervelse og besiddelse af kapitalandele for økonomisk virksomhed:

• Der skal foreligge indgriben i administrationen.
• Der skal i forlængelse heraf ske iværksættelse af momspligtige transaktioner.

Landsskatteretten fastslog, at [virksomhed4] (det selskab i fællesregistreringen, der erhvervede den tyske koncern) ikke havde iværksat momspligtige transaktioner over for det erhvervede holdingselskab, [virksomhed9]. Det forhold, at et andet selskab i fællesregistreringen, [virksomhed2], på vegne af [virksomhed4] havde leveret momspligtige ydelser til andre selskaber i den erhvervede koncern (datter-datterselskaber), kunne ikke føre til et andet resultat. Der var således ikke tale om økonomisk virksomhed i relation til erhvervelsen af [virksomhed9].

Derfor fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen med rette havde nægtet fællesregistreringen helt eller delvist fradrag for købsmoms af de indkøbte rådgivningsydelser, jf. Momsloven § 3, stk. 1, Momsloven § 37, stk. 1 og Momsloven § 38, stk. 2.

Momspligt af forhandlings- og rådgivningsydelser

Landsskatteretten vurderede herefter, om en del af de indkøbte rådgivningsydelser var omfattet af momsfritagelsen i Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.

Retten lagde vægt på følgende omstændigheder:

• De fremlagte købsfakturaer viste, at samtlige tjenesteydere havde behandlet ydelserne som momspligtige, enten ved at anføre ”reverse charge” eller ved at opkræve moms.
• Samtlige udenlandske tjenesteydere havde indberettet salget til VIES (EU listesystem).
• Fællesregistreringen havde selv afregnet moms af de udenlandske ydelseskøb.
• Fællesregistreringen havde ikke fremlagt nye oplysninger fra tjenesteyderne eller korrigerede fakturaer.

På baggrund af disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at det ikke var godtgjort, at de omhandlede ydelser var omfattet af momsfritagelsen. De fremlagte samarbejdsaftaler kunne ikke ændre dette resultat.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.