Stadfæstelse af afslag på dispensation til ophævelse af fredskovspligt og udstykning af boligparcel

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Miljøstyrelsens afgørelse af 31. oktober 2019, som afviste en ansøgning om ophævelse af fredskovspligt og udstykning af en boligparcel på matrikel [matrikel1], beliggende [adresse1] i Norddjurs Kommune. Ejendommen er en skovejendom på ca. 64,5 ha, hvoraf ca. 64 ha er fredskovspligtig, og boligen samt driftsbygningerne ligger inden for det fredskovspligtige areal.

Miljøstyrelsen havde tidligere konstateret, at der var foretaget to ulovlige tilbygninger til eksisterende driftsbygninger på henholdsvis 45 m² og 216 m² uden forudgående tilladelse efter skovloven. Klager ansøgte herefter om ophævelse af fredskovspligten på bygningsparcellen for at lovliggøre byggeriet.

Miljøstyrelsens begrundelse for afslag

Miljøstyrelsen begrundede afslaget med, at praksis for ophævelse af fredskovspligt er restriktiv og kun gives, når særlige grunde taler for det, og hvis der ikke kan findes en placering uden for fredskov, samt hvis overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven. Boligparcellen støder ikke direkte op til offentlig vej, og adgangsvejen ligger inde i fredskoven, hvilket ville skabe en enklave i skoven. Selvom fredskoven er af begrænset størrelse, har klager tidligere oplyst, at boligen og driftsbygningerne er nødvendige for skovens drift. Miljøstyrelsen vurderede desuden, at arealet er velegnet til bæredygtig skovdrift og indgår som en naturlig helhed i landskabet.

Miljøstyrelsen henviste til Skovlovens § 12, som forbyder udstykning eller formindskelse af sammenhængende fredskovspligtige arealer, medmindre der gives dispensation efter Skovlovens § 38 på baggrund af særlige grunde. Praksis for udstykning er den samme som for ophævelse af fredskovspligt.

Klagerens anbringender

Klageren, repræsenteret ved advokat, anførte, at:

• Den 45 m² store tilbygning er driftsmæssigt nødvendig for skovdriften, herunder til møder og salgsjagter.
• Den 216 m² store tilbygning blev opført med kommunal byggetilladelse fra Norddjurs Kommune i 2010, hvilket klager henholdt sig til og dermed var i god tro.
• Begge tilbygninger er driftsmæssigt nødvendige for selskabets samlede skovdrift på ca. 200 ha, som inkluderer egen skovning og genplantning, hvilket kræver en større maskinpark.
• Betingelserne for ophævelse af fredskovspligt og udstykning er opfyldt.
• Der er meddelt tilladelse til tilsvarende byggeri på en naboejendom, [adresse1], som også er fredskovspligtig.

Miljøstyrelsens bemærkninger til klagen

Miljøstyrelsen afviste sammenligningen med naboejendommen [adresse1], da denne er en sikret institution ejet af Region Midtjylland, hvor en del af arealet ikke er fredskovspligtigt, og bygningsparcellen støder op til offentlig vej. Tilladelsen til byggeri på naboejendommen var begrundet i et overordnet samfundsmæssigt formål. Miljøstyrelsen fastholdt, at en kommunal byggetilladelse ikke fritager ejeren fra at indhente de nødvendige tilladelser efter skovloven. Der forelå ingen udtalelse fra skovlovsmyndigheden vedrørende den kommunale byggetilladelse. Miljøstyrelsen vurderede, at klager ikke var i god tro, og at der ikke var særlige forhold, der talte for at inddrage værdispildsbetragtninger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af fredskovspligt og udstykning af boligparcel. Nævnet bemærkede indledningsvist, at klagepunkter vedrørende Miljøstyrelsens tidligere afgørelse om lovliggørende dispensation for tilbygningerne ikke kunne prøves i denne sag, da den konkrete afgørelse omhandlede ansøgningen om ophævelse af fredskovspligt og udstykning af boligparcellen.

Nævnet henviste til Skovlovens § 6, stk. 1, som fastslår, at fredskovspligten kun kan ophæves, når særlige grunde taler for det, og praksis er restriktiv. Dispensation gives kun, hvis det ansøgte ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven. Ligeledes er praksis for udstykning af fredskovspligtige arealer efter Skovlovens § 12, jf. Skovlovens § 38, restriktiv.

Nævnet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation til ophævelse af fredskovspligten eller udstykning af bygningsparcellen. Nævnet lagde vægt på, at betingelserne for ophævelse eller udstykning efter gældende praksis ikke var opfyldt, da bygningsparcellen anvendes i forbindelse med skovens drift. Der var heller ikke fremkommet oplysninger, der kunne tale for, at hensynet til klager vejede tungere end hensynet til at bevare fredskoven.

Det forhold, at klager havde opnået en kommunal byggetilladelse til den største tilbygning, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet understregede, at det er klagers ansvar at sikre, at alle nødvendige tilladelser er indhentet. Endvidere fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at byggeriet på naboejendommen ikke var sammenligneligt med den konkrete sag.

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Skovlovens § 64. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Domstolsprøvelse

Afgørelsen blev stadfæstet ved dom af 10. november 2021 fra Retten i Randers (BS-36037/2020-RAN) og yderligere stadfæstet ved Vestre Landsrets dom af 13. februar 2023 (BS-44846/2021-VLR).