Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt vedrørende udstykning i Furesø Kommune

Furesø Kommune traf den 11. september 2019 afgørelse om dispensation fra partiel byplanvedtægt nr. 14, Lindegårds- og Gedevasekvarteret, til udstykning af en grund fra ejendommen [adresse1]. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af en række naboer, der navnlig gjorde gældende, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere fra byplanvedtægten. Klagen blev modtaget af Planklagenævnet den 10. december 2019. Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt kommunen lovligt kunne dispensere fra byplanvedtægtens bestemmelser om facadelængde for udstykning af grunde. Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen [adresse1] er omfattet af partiel byplanvedtægt nr. 14, Lindegårds- og Gedevasekvarteret, vedtaget i 1966. Byplanvedtægten indeholder ingen redegørelse eller formålsbestemmelse. Byplanvedtægtens § 4 fastsætter, at ingen grund må udstykkes med en mindre størrelse end 800 m² eller en mindre facadelængde end 20,0 meter.

Tidligere ansøgning og afslag

Furesø Kommune modtog den 13. december 2011 en ansøgning om dispensation fra byplanvedtægtens § 4 vedrørende facadelængde til udstykning af en koteletgrund på ca. 1.200 m². Kommunen afslog ansøgningen den 10. januar 2012 med den begrundelse, at bestemmelserne om mindste grundstørrelse og facadelængde var afgørende for den karakter, byplanen søgte at skabe. Afslaget blev stadfæstet af Natur- og Miljøklagenævnet den 22. februar 2012, som udtalte, at kommunens skøn ikke kunne efterprøves, jf. Planloven § 19, stk. 1.

Ny ansøgning og kommunens dispensation

Den 31. januar 2019 modtog kommunen en ny ansøgning om dispensation fra byplanvedtægtens § 4 til udstykning af en koteletgrund på 1.247 m². Ansøgningen, der ikke adskilte sig fra den tidligere, blev forelagt Udvalg for byudvikling og bolig, som den 5. september 2019 besluttede at imødekomme den. Kommunen begrundede dispensationen med, at den udstykkede grund ikke ville skille sig ud i nærområdet, og at der ikke var flere tilsvarende store grunde i området, hvilket begrænsede præcedensvirkningen. Den ansøgte udstykning ville medføre en facadelængde på ca. 7,5 m, hvilket krævede dispensation fra byplanvedtægten, men grundstørrelsen på 1.247 m² overholdt kravet om mindst 800 m².

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at kommunens dispensation var i strid med byplanvedtægtens formål. Det blev fremhævet, at kommunens tidligere afslag fra 2012, baseret på en vurdering af byplanvedtægtens formål, burde være bindende. Klageren mente, at den nye afgørelse var truffet i modstrid med byplanvedtægtens formål og dermed led af en retlig mangel i strid med Planloven § 19.

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at den havde fornøden hjemmel til at dispensere fra byplanvedtægtens § 4, jf. Planloven § 19, stk. 1. Kommunen anførte, at § 4 er en detaljeret bebyggelsesregulerende bestemmelse, der er omfattet af dispensationsadgangen. Kommunen bemærkede desuden, at den tidligere afgørelse fra 2012 ikke henviste til, at det ansøgte ville være i strid med principperne i Planloven § 19, stk. 1, men alene inddrog byplanvedtægtens hensigt i den skønsmæssige vurdering.

Planklagenævnet har kompetence til at prøve retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Det er et retligt spørgsmål, om kommunen har haft hjemmel til at give dispensation fra byplanvedtægten.

Krav om dispensation

Byplanvedtægtens § 4 fastsætter, at udstykning ikke må foretages for en grund med en mindre facadelængde end 20 m. Da den ansøgte udstykning ville medføre en facadelængde på ca. 7,5 m, fandt Planklagenævnet, at dette ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægten, og forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19. Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18, og det samme gælder for byplanvedtægter.

Mulighed for dispensation og principper i byplanvedtægten

En kommune kan dispensere fra en byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med vedtægtens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en plan omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser, den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. De omfatter derimod som hovedregel ikke de bestemmelser, der mere detaljeret regulerer bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

Planklagenævnet vurderede, at bestemmelsen i byplanvedtægtens § 4 er en bebyggelsesregulerende bestemmelse. Da byplanvedtægten hverken indeholder en redegørelse eller en formålsbestemmelse, og da bestemmelsen om grundstørrelser og facadelængde ikke er af en sådan karakter, at den kan anses for at være en del af byplanvedtægtens principper, fandt nævnet, at det ikke var i strid med principperne i byplanvedtægten at dispensere fra § 4. Kommunen havde således mulighed for at dispensere efter en konkret vurdering. Nævnet bemærkede desuden, at kommunens tidligere afgørelse fra 2012 alene inddrog byplanvedtægtens formål i dens skønsmæssige vurdering af, om den ønskede at dispensere, og ikke vurderede, at en dispensation ville være i strid med principperne.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Furesø Kommunes afgørelse af 11. september 2019 om dispensation fra byplanvedtægt nr. 14 til udstykning af en grund på ejendommen [adresse1]. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.