Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
En ejendomsejer klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Kystdirektoratets afslag på genoptagelse af en sag om lovliggørende dispensation til en strandtrappe. Trappen er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [adresse1] i Halsnæs Kommune.
Kystdirektoratet havde den 21. juni 2019 meddelt afslag på lovliggørende dispensation til trappen. Direktoratet lagde til grund, at den nuværende trappe blev opført i 2006, og at der forinden i en længere årrække ikke havde været en brugbar trappe på ejendommen.
Kystdirektoratet anvender en praksis for genopførelse, der forudsætter tidsmæssig kontinuitet, typisk ikke mere end tre år mellem nedrivning og genopførelse. Da der var forløbet mere end tre år, siden der sidst var en brugbar trappe (baseret på luftfotos fra 1995-2006 og skråfotos fra 1984-1989), blev trappen behandlet som en nyopførelse. Direktoratet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde dispensation, og vurderede, at en dispensation ville skabe uønsket præcedens. Den samfundsmæssige interesse i at håndhæve forbuddet mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen blev anset for stor, især for et synligt anlæg som en trappe.
Klager anmodede den 18. september 2019 Kystdirektoratet om at genoptage sagen. Klager anførte, at Kystdirektoratet havde begået væsentlige sagsbehandlingsfejl ved ikke at overholde officialprincippet, idet afgørelsen var truffet på et ikke fuldt oplyst grundlag. Klager henviste specifikt til en tidligere afgørelse fra det daværende Natur- og Miljøklagenævn (NMK-500-00523), som ifølge klager ikke var blevet inddraget. Klager argumenterede for, at sagen med en tilstrækkelig oplysning sandsynligvis ville have fået et andet udfald, og at det forvaltningsretlige lighedsprincip tilsiger, at ens sager skal have samme resultat.
Kystdirektoratet meddelte den 24. september 2019 afslag på genoptagelse. Begrundelsen var, at der ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger, som kunne begrunde en genoptagelse af sagen. Kystdirektoratet fastholdt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, og at deres afgørelse fulgte en fast praksis og ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på genoptagelse. Nævnet bemærkede indledningsvist, at Kystdirektoratets oprindelige afgørelse af 21. juni 2019 ikke var påklaget inden for klagefristen. Derfor kunne nævnet kun tage stilling til afslaget på genoptagelse, ikke selve spørgsmålet om dispensation.
En myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, hvis:
MFKN fandt, at der ikke var påvist fejl i sagsbehandlingen eller fremlagt nye faktiske oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.
Nævnet vurderede, at Kystdirektoratet ikke havde handlet i strid med officialprincippet ved afgørelsen af 21. juni 2019. Sagen blev anset for tilstrækkeligt belyst gennem inddragelse af relevante luft- og skråfotos samt redegørelse for det retlige grundlag og indhentning af oplysninger fra klager. Den omstændighed, at Kystdirektoratet ikke specifikt havde henvist til Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 24. april 2014, kunne ikke føre til et andet resultat, da en myndighed ikke er forpligtet til udtømmende at redegøre for konkrete enkeltsager, der danner grundlag for praksis.
MFKN fandt heller ikke grundlag for at antage, at Kystdirektoratets afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at den tidligere sag (NMK-500-00523) ikke var sammenlignelig. I den tidligere sag var der fremlagt nye faktiske oplysninger i form af et privat fotografi fra 1996 af den omhandlede trappe, hvilket skabte berettiget tvivl om sagens faktiske grundlag og kunne begrunde genoptagelse. Desuden var der i den sag afgivet en indstilling fra Naturstyrelsen, som understøttede en lovliggørende dispensation.
Afgørelsen er truffet efter naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.
Administrationsgrundlaget for søterritoriet danner grundlag for forvaltningen af havet i forhold til anlæg og aktiviteter, som er omfattet af kystbeskyttelsesloven.

Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af to tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet vedrørende en ejendom i Skæring By, Egå. Naturklagenævnet havde den 5. september 2002 og 9. juni 2004 stadfæstet Århus Amts afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 til bibeholdelse af en jordopfyldning op ad en stensætning på ejendommen. Disse afgørelser blev truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Klager havde oprindeligt anført, at jordopfyldningen og stensætningen burde bibeholdes, da ejendommen lå i et fuldt udbygget sommerhusområde, hvilket ifølge klager burde medføre en mindre restriktiv håndhævelse af strandbeskyttelsesreglerne. Klager fremhævede desuden, at stensætningen ikke var skæmmende, ikke kunne ses fra stranden, og ville beskytte mod oversvømmelser. Et væsentligt argument var også, at en plan grund var afgørende for klagers færdsel på ejendommen grundet en fremadskridende øjensygdom.
Artiklen beskriver baggrunden for projektet om kystfodring og sandressourcer, hvor klimaændringer øger presset på de danske kyster.
Danmark står foran betydelige investeringer i kystbeskyttelse for at sikre os mod klimaforandringerne, men der er stor forskel på, hvordan kommuner administrerer reglerne for bidrag til kystbeskyttelsesprojekter. En ny ekspertgruppe skal sikre transparens i reglerne.
Naturklagenævnet afviste disse argumenter med henvisning til, at strandbeskyttelseslinjen administreres lige restriktivt i sommerhusområder som andre steder, og at stensætningens synlighed fra stranden ikke var afgørende. Nævnet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.
Ejeren anmodede den 5. april 2017 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Til støtte for anmodningen blev det anført, at etableringen af et lavt stengærde alene var sket for at gøre haven handicapvenlig og forhindre klager, der er blind, i at falde ned ad skrænten. Der blev også henvist til forestående lovændringer af naturbeskyttelsesloven, som formentlig ville lempe reglerne for mindre anlæg.
En tidligere genoptagelsesanmodning af 16. september 2016, hvor klager gjorde gældende, at Naturklagenævnet ikke havde taget stilling til ejerens svære syns- og hørehandicap, blev afvist grundet manglende gebyrindbetaling.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afslag på genoptagelse af en sag vedrørende skr...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 8. juli 2016. Afgørelsen vedrør...
Læs mere