Planklagenævnets afgørelse om lokalplanpligt for etablering af legeplads i Esbjerg

Kommunens bemærkninger

Kommunen anførte, at klagefristen var overskredet, da klagerne modtog byggetilladelsen den 3. november 2017, hvorfor fristen udløb den 1. december 2017. Kommunen præciserede, at byggetilladelsen vedrørte legepladsen, ikke en anvendelsesændring til grundskole. Kommunen mente ikke, at skiftet fra gymnasium til grundskole udgjorde en anvendelsesændring i planmæssig henseende, da begge faldt under samme kategori (skole/uddannelsesformål). Kommunen afviste, at etableringen af legepladsen isoleret set udløste lokalplanpligt på grund af dens beskedne størrelse og konstruktion.

Planklagenævnet behandlede klagen over Esbjerg Kommunes indirekte afgørelse om, at etablering af en legeplads ikke var lokalplanpligtig.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet fandt, at kommunen ved at give byggetilladelse til legepladsen havde truffet en indirekte afgørelse om, at legepladsen ikke var lokalplanpligtig. Nævnet kunne dog ikke tage stilling til spørgsmål om den naboretlige tålegrænse eller EMRK, da disse henhører under domstolene eller ikke vedrører en planvedtagelse.

Klagefristens vurdering

En klage skal indgives skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, jf. Planklagebekendtgørelsen § 2, stk. 1. For indirekte afgørelser regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen, jf. Planklagebekendtgørelsen § 2, stk. 2. Nævnet vurderede, at klagerne ikke havde partsstatus i sagen om lokalplanpligt, da deres interesse var for indirekte og usikker. Derfor var der ikke krav om individuel klagevejledning. Klagefristen begyndte at løbe den 3. november 2017, da klagerne modtog kopi af byggetilladelsen, og udløb senest den 1. december 2017. Klagen, indgivet den 28. december 2018, var derfor indgivet for sent.

Trods den overskredne klagefrist besluttede Planklagenævnet at realitetsbehandle klagen. Dette skyldtes, at nævnet fandt, at klagerne havde fået en berettiget forventning om realitetsbehandling på grund af kvitteringsbrev, høringsbrev og den lange sagsbehandlingstid, samt at hensynet til tredjemand ikke vejede tungere.

Nævnet bemærkede desuden, at kommunens videresendelse af klagen 8 måneder efter modtagelsen var en klar overskridelse af fristen i Planklagebekendtgørelsen § 3, stk. 1.

Vurdering af lokalplanpligt

Efter Planloven § 13, stk. 2 skal der tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større bygge- eller anlægsarbejder, der medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø. Planklagenævnet fandt ikke, at etableringen af legepladsen til den nye grundskole medførte en sådan væsentlig ændring i det bestående miljø, at det udløste lokalplanpligt. Nævnet lagde vægt på, at projektets omfang var beskedent. Støj fra legepladsen og legende børn, selvom den kunne være generende, udgjorde ikke i sig selv eller sammen med de fysiske ændringer en sådan ændring, der medførte lokalplanpligt, især da den skete på afgrænsede tidspunkter.

For så vidt angår ændringer i trafikken som følge af en anden brugerkreds, bemærkede nævnet, at dette ikke isoleret set var knyttet til etablering af legepladsen. Ejendommen havde hidtil været anvendt til skoleformål (ungdomsuddannelser), og en ændring fra gymnasium til grundskole blev ikke anset for en væsentlig ændring i anvendelsen, da begge falder under samme overordnede kategori (offentlige formål, undervisning). Trafikændringer udgjorde heller ikke i sig selv eller sammen med de fysiske ændringer og støj en lokalplanpligtig ændring i et eksisterende byområde.

Partshøring

Planklagenævnet fandt, at klagerne ikke var parter i sagen om lokalplanpligt, jf. afsnit om klagefrist. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre klagerne efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Esbjerg Kommunes afgørelse af 12. juni 2017 om, at etablering af legeplads på ejendommen [A1], 6700, ikke er lokalplanpligtig. Kommunens afgørelse gælder derfor. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Lokalplanen fastsatte bestemmelser om, at facader skulle udføres, så Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser ikke overskrides, og at varegård samt vareindlevering skulle afskærmes og overdækkes for at overholde støjgrænser mod naboer. Desuden skulle det dokumenteres, at indendørs og udendørs støjniveau overholdt grænseværdierne, før ny bebyggelse tages i brug. Lokalplanen aflyste desuden den tidligere lokalplan nr. 139 inden for området.

Miljøscreening

Esbjerg Kommune traf afgørelse om, at lokalplanen ikke var omfattet af krav om udarbejdelse af en miljørapport i henhold til Miljøvurderingsloven. Screeningen vurderede forskellige miljøparametre:

• Natura 2000 og bilag IV-arter: Kommunen vurderede, at planen ikke ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter som flagermus og strandtudser, da der ikke var yngle- eller rasteområder inden for planområdet.
• Trafik: En forøgelse af trafikken forventedes, primært fra en dagligvarebutik, men kommunen vurderede, at trafikafviklingen fortsat ville være acceptabel.
• Støj: Planområdet var støjbelastet fra vejtrafik og havnevirksomheder. Lokalplanen indeholdt dog bestemmelser om afbødende foranstaltninger for at sikre overholdelse af støjgrænser for både indendørs og udendørs arealer.
• Skygge- og refleksionsgener: Højhusbyggeri ville medføre skyggepåvirkning, men kommunen vurderede, at dette var uundgåeligt og ikke væsentligt nok til at udløse miljøvurderingspligt.
• Forurening: Dele af området var kortlagt som forurenet. Kommunen vurderede, at byggeprocessen ville fjerne noget af forureningen, og at der ville blive stillet krav om tilladelser og foranstaltninger i henhold til Jordforureningslovens § 8.
• Kulturmiljø og visuel påvirkning: Den tidligere administrationsbygning med middel bevaringsværdi skulle bevares. Byggeriet ville være synligt i kystlandskabet, men vurderedes ikke at påvirke kysten væsentligt grundet eksisterende høje havnerelaterede bygninger.

Klagernes Anbringender

Klagerne anførte en række punkter, herunder inhabilitet hos byrådsmedlemmer, utilstrækkelig vurdering af bilag IV-arter, støj-, skygge- og refleksionsgener, forurening, indbliksgener og vindforhold. De bestred også lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen og ældre planer, anførte usaglige hensyn, mangler i sagens grundlag og utilstrækkelig inddragelse af høringssvar. Endvidere mente klagerne, at byggeriet stred mod Planlovens § 15 a, stk. 1 vedrørende støjfølsom anvendelse på støjbelastede arealer, og at planlægningen for butikker ikke opfyldte kravene i Planlovens § 16, stk. 6.