Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til dige ved regnvandsbassin i Odense

• [adresse3]: Digets fod 9,27 m fra skel, maks. højde 4,18 m. Hældning 1:3 mod øst, 1:3,5 mod sti, 1:4 fra sti til bassin. Sti 27,82 m fra skel.
• [adresse4]: Digets fod 9,92 m fra skel, maks. højde 4 m. Samme hældninger. Sti 27,96 m fra skel.
• [adresse5]: Digets fod 10,35 m fra skel, maks. højde 3,73 m. Samme hældninger. Sti 27,53 m fra skel.

Kommunens afgørelse og klagernes bemærkninger

Odense Kommune gav den 1. juli 2019 landzonetilladelse til diget efter Planloven § 35, stk. 1. Kommunen offentliggjorde ikke tilladelsen, da den anså den for at være i overensstemmelse med lokalplan nr. 6-803, jf. Planloven § 35, stk. 8. Kommunen lagde vægt på, at diget overholdt lokalplanens bestemmelse om minimum 10 meters afstand fra bygninger og vurderede, at indblikket fra stien ikke var væsentligt anderledes end fra terræn.

Klagerne anførte, at stien ikke var sænket ud for deres ejendomme, og at den tilbudte beplantning ville medføre skyggegener og direkte udsyn til deres terrasser. De klagede desuden over støj fra knallerter, scootere og cykler på stien samt fester på diget. Kommunen fastholdt, at diget var udført i overensstemmelse med lokalplanen og den givne tilladelse, og at stien var sænket i det omfang, det var muligt for driftsadgang. Kommunen oplyste, at der var afholdt nabohøring og en forudgående høringsproces i forbindelse med lokalplanen.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Odense Kommunes landzonetilladelse til etablering af et dige ved et regnvandsbassin. Nævnet har kompetence til at behandle afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål vedrørende lokalplanoverensstemmelse, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Klagepunkter uden for nævnets kompetence

Planklagenævnet kunne ikke behandle klager vedrørende færdselsmæssige forhold, herunder kørsel med motoriserede køretøjer på stiarealerne, eller støjgener fra fester på diget. Disse forhold henhører under kommunen og/eller politiet, da kommunen ikke har truffet afgørelse herom.

Overensstemmelse med lokalplanen

Nævnet fastslog, at lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Kommunen havde fejlagtigt henvist til lokalplanens § 8.6, som nævnet fandt kun gælder for det dige, der er beskyttet efter Museumsloven § 29 a. Det ansøgte dige skulle derimod vurderes efter lokalplanens § 8.2, som kræver en mindsteafstand på 10 meter fra jordvoldens fod til skel mod boliger. Da digefoden i to tilfælde var etableret i afstande på henholdsvis 9,27 m og 9,92 m fra skel, fandt nævnet, at diget ikke var fuldt ud i overensstemmelse med lokalplanens § 8.2 og derfor krævede dispensation.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Planklagenævnet vurderede, at en dispensation fra lokalplanens § 8.2 ikke ville være i strid med lokalplanens principper, og at kommunen derfor har mulighed for at dispensere efter en konkret vurdering. Nævnet bemærkede, at kommunens skønsmæssige vurdering af, om den vil give dispensation, ikke kan efterprøves af nævnet.

Vurdering af landzonetilladelsen

Da lokalplanen ikke indeholder bonusvirkning, kræver etablering af diget stadig landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre bymæssig udvikling, hvor der er planlagt for det, under hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt nabogener. Jordvolde af et vist omfang anses for ændret anvendelse og kræver landzonetilladelse.

Kommunens vurdering af landzonetilladelsen var baseret på en forkert opfattelse af lokalplanens overensstemmelse. Kommunen havde ikke tilstrækkeligt inddraget kommuneplanens udpegninger, eventuelle andre gener (f.eks. støj) eller foretaget en tilstrækkelig skønsmæssig vurdering af diget ud fra landskabelige hensyn og den særlige begrundelse for volden.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophæver Odense Kommunes afgørelse af 1. juli 2019 om landzonetilladelse til etableret dige ved regnvandsbassin på ejendommen [matrikel1], [adresse1], og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Bemærkninger til den nye behandling af sagen

Kommunen skal i den fornyede behandling:

• Vurdere, om den vil give dispensation fra lokalplanens § 8.2 om afstand fra diget til skel.
• Hvis dispensation gives, foretage en skønsmæssig vurdering af diget i henhold til planlovens landzonebestemmelser, herunder overveje vilkår for udformning og beplantning for at sikre landskabelige hensyn og beskyttelse mod urimelige nabogener.

Planklagenævnet bemærker desuden, at en landzonetilladelse til etablering af et dige, der kræver dispensation fra lokalplanen, skal offentliggøres.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.