Afvisning af klage over afslag på forhøjet boligstøtte til borger med handicap

Påstande om diskrimination og ulighed

Klager har anført, at de gentagne afslag er udtryk for uværdig diskrimination og ulighed. Klager peger på, at der findes 98 forskellige kommunale fortolkninger af, hvornår man er berettiget til støtte, og at kommunen bevidst bevilgede et alternativt hjælpemiddel for at undgå at udbetale den højeste boligstøtte. Klager føler sig stillet dårligere end jævnaldrende og mener ikke, at myndighederne i tilstrækkelig grad har inddraget de lægefaglige journaler i deres vurdering.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om ikke at behandle klagen på grund af manglende kompetence over for de rejste spørgsmål.

Afvisning af spørgsmålet om aldersdiskrimination

Nævnet fastslog, at deres kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder er begrænset til arbejdsmarkedet i medfør af Forskelsbehandlingsloven. Da denne sag vedrører tildeling af boligstøtte, hvilket falder uden for arbejdsmarkedets område, har nævnet ikke hjemmel til at tage stilling til dette klagepunkt jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Kompetencebegrænsning vedrørende handicapdiskrimination

I forhold til klagen over handicapdiskrimination henviste nævnet til, at de efter Handicapdiskriminationsloven ikke kan tage stilling til det materielle indhold i afgørelser truffet af andre offentlige forvaltningsmyndigheder. Nævnets rolle er ikke at efterprøve anvendelsen eller fortolkningen af regler i anden lovgivning, såsom Boligstøtteloven.

Nævnets konklusion

Da klagen reelt handlede om en uenighed om fortolkningen af, hvorvidt klager opfyldte de specifikke betingelser for forhøjet boligstøtte, faldt sagen uden for nævnets anvendelsesområde. Nævnet afviste derfor at behandle sagen i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2, idet tvisten retteligt hører under de sociale klageinstanser, som klager allerede havde været i kontakt med.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet og gjorde gældende, at afslagene udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. Klageren argumenterede for:

• At han opfylder handicapbegrebet i overensstemmelse med EU-retten og FN's handicapkonvention.
• At afgørelser om fleksjob er tæt knyttet til beskæftigelse og anvisning af arbejde.
• At jobcentrenes opgave med at visitere til fleksjob må betragtes som vejledningsvirksomhed og anvisning af beskæftigelse i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3's forstand.

Oversigt over klagerens helbredsmæssige forhold