Højesterets dom om Totalkredits adgang til at forhøje bidragssatser på eksisterende realkreditlån

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom og frifandt Totalkredit A/S.

Hovedkonklusioner

• Bred adgang til ændringer: I realkreditforhold må der accepteres en bredere adgang til ensidige aftaleændringer end i andre forbrugerforhold pga. lånenes lange løbetid og den detaljerede regulering.
• Ingen tilsidesættelse: Bidragsforhøjelserne var hverken urimelige eller vilkårlige jf. Aftaleloven § 36 eller § 38 c.
• Forretningsmæssigt skøn: Domstolene skal være tilbageholdende med at tilsidesætte de finansielle institutters skøn over behovet for kapitalisering og indtjening, så længe beslutningen hviler på et sagligt grundlag.

"Højesteret finder på den anførte baggrund, at der i aftaler om realkreditlån må accepteres en bredere adgang for realkreditinstituttet til at forbeholde sig ensidigt at foretage ændringer af aftalen, end hvad der i andre tilfælde vil være foreneligt med aftalelovens regler..."

Sagsomkostninger

Statskassen blev pålagt at betale 625.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret til Totalkredit A/S, da appellanterne havde fri proces.

Forbrugerne gjorde gældende, at vilkåret var urimeligt og vildledende. De påpegede, at IRPH i modsætning til andre markedsindekser (som Euribor) allerede er baseret på ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent) og derfor inkluderer gebyrer, hvilket resulterer i et naturligt højere niveau. De argumenterede for, at banken burde have anvendt en negativ margen, som det var antydet i præamblen til et spansk tilsynscirkulære (Cirkulære nr. 5/1994) fra Banco de España, for at tilpasse renten til markedsværdien.

Banken hævdede, at vilkåret var individuelt forhandlet og lovligt, da IRPH var et officielt, offentligt tilgængeligt indeks. Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt bankens manglende oplysning om indholdet af præamblen og anvendelsen af en positiv margen udgjorde en overtrædelse af god tro og gennemsigtighedskravet i direktiv 93/13/EØF.

Afvisning af Direktiv 2005/29/EF

Domstolen afviste indledningsvis at behandle de præjudicielle spørgsmål, der vedrørte Direktiv 2005/29/EF (Urimelig Handelspraksis), da låneaftalen blev indgået i maj 2006, hvilket var før direktivets frist for gennemførelse og anvendelse (pr. 12. december 2007) i spansk ret (præmis 41-42). Vurderingen blev derfor udelukkende foretaget i lyset af direktiv 93/13/EØF.