Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes afslag på dispensation til etablering af en bådebro og fjernelse af rørskov ud for en ejendom beliggende ved Skanderborg Sø. Ejendommen ligger ved den østlige bred af Skanderborg Sø, som er beskyttet i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. Langs søbredden ud for ejendommen er der en 10-15 meter bred bræmme af rørskov, som kommunen har vurderet har været intakt indtil 1995, hvorefter der har været perioder med menneskelige indgreb og genetablering af rørskoven. Klager overtog ejendommen i november 2018 og søgte dispensation til en bådebro på 8 meter i længden og 1,5 meter i bredden, efter at have fjernet en eksisterende flydebro. Kommunen havde vejledt om, at dette var de maksimale mål, de ville give dispensation til ifølge deres administrative praksis.
Skanderborg Kommune meddelte afslag på dispensationen. Begrundelsen var, at en bådebro med tilhørende nedslåning af rørskov ikke kan anses for uvæsentlig for naturtilstanden i søen. Kommunen vurderede, at dette kunne ødelægge yngle- og rasteområder for en række dyre- og insektarter, herunder odder, som er set 700 meter fra ejendommen. Ynglende blishøne, rørsanger og isfugl er også registreret i nærheden. Kommunen henviste til, at deres standard for bådebroer forudsætter, at broen ikke nødvendiggør fældning af rørskov, hvilket ville være tilfældet her. Kommunen vurderede desuden, at etablering af broen ikke er naturforbedrende, og at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation.
Klager anførte, at der ikke er det beskyttelsesværdige dyreliv i rørskoven og søen, som kommunen henviser til, og betvivlede tilstedeværelsen af oddere. Klager fremførte desuden, at en række beboere i nærområdet har bådebroer i Skanderborg Sø, som ligner klagers påtænkte bro, hvorfor klager burde være berettiget til noget tilsvarende. Klager mente, at afgørelsen var i strid med lighedsprincippet, idet kommunen selv har fældet rørskov andre steder langs søen. Klager henviste specifikt til en bro på naboejendommen, som overstiger de maksimale mål og er opført i rørskov.
Skanderborg Kommune anførte, at naboers bådebroer ikke har indvirkning på klagers mulighed for dispensation, da en dispensationsansøgning efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2 altid er en konkret vurdering. Kommunen tilføjede, at meddelelse af dispensation med henvisning til tidligere afgørelser i nærområdet ville være at sætte skøn under regel. Kommunen oplyste desuden, at klagers oplysninger om forholdene på naboejendommen ville blive undersøgt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Skanderborg Kommunes afgørelse om afslag på dispensation til etablering af bådebro og fjernelse af rørskov. Nævnet traf afgørelse efter , jf. , jf. .
Nævnet fandt, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at formålet med det ansøgte alene havde privat, rekreativ karakter og ikke var naturforbedrende. Det blev også vægtet, at rørskoven, hvor broen påtænkes bygget, kan være yngle- og rasteplads for blandt andet odder, som er beskyttet i henhold til habitatdirektivets bilag IV. Nævnet bemærkede, at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedens, og at praksis for dispensationer fra naturbeskyttelsesloven er restriktiv.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at afgørelsen var i strid med lighedsprincippet. Nævnet understregede, at Skanderborg Kommune skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen, som indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat. Nævnet bemærkede dog, at naturbeskyttelsesloven ikke pålægger tilsynsmyndigheden pligt til at føre opsøgende tilsyn. Desuden er eventuelle dispensationer til bådebroer på naboejendomme ikke påklaget til nævnet, og hverken kommunen eller nævnet er bundet af eventuelle fejl i den administrative praksis.
Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
Sagen omhandler en klage over Stevns Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til to broer, Bro 1 og Bro 2, beliggende ved en sø på en sommerhusgrund i Strøby. Søen, der er ca. 800 m² stor, er en beskyttet naturtype i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Klager erhvervede ejendommen i 2010 og havde tidligere fået dispensation til anlæggelse af en sti rundt om søen, dog med vilkår om, at kun en mindre del (under 10 %) måtte udføres som gangbro, og at der ikke måtte ske opfyldning af søen med sten eller grus.
Klager anlagde en ca. 10 m x 1 m bro (Bro 1) parallelt med søen og en 1 m x 1 m bro (Bro 2) vinkelret ud i søen. Klager hævdede, at etableringen af Bro 1 skete i samråd med en kommunal medarbejder, som efterfølgende godkendte udførelsen. Kommunen udstedte dog påbud om fjernelse af broerne den 26. januar 2015, da de ikke var i overensstemmelse med den oprindelige dispensation. Kommunen anerkendte dog, at dialogen med den tidligere medarbejder kunne have givet klager en opfattelse af, at Bro 1 var i orden, og tilbød økonomisk kompensation for dette forhold. Bro 2 var derimod etableret uden kommunens inddragelse.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede i 2015 kommunens påbud om fjernelse af broerne, idet de var opført i strid med dispensationen. Nævnet bemærkede dog, at spørgsmålet om den tidligere medarbejders tilkendegivelser kunne inddrages i en vurdering af en eventuel lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Efterfølgende afslog Stevns Kommune en ansøgning om lovliggørende dispensation, men denne afgørelse blev hjemvist af Natur- og Miljøklagenævnet i 2016, da kommunen skulle vurdere, om dialogen med medarbejderen udgjorde en særlig omstændighed, der kunne begrunde en dispensation.
Stevns Kommune traf den 18. april 2016 igen afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til begge broer. Kommunen vurderede, at broernes placering og udformning skyggede kantzonen og dele af søen, hvilket påvirkede den biologiske mangfoldighed. Kommunen fastholdt dog, at klager kunne have været i god tro ved etablering af Bro 1 på grund af dialogen med den tidligere medarbejder, men fastholdt afslaget for Bro 2, da denne var etableret uden kommunal inddragelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Ringsted Kommunes afgørelse om, at en renovering/retablering af e...
Læs mereSagen omhandler Lemvig Kommunes dispensation til opførelse af et sommerhus, terrasse og parkeringsareal på en ejendom, d...
Læs mereForslag til Lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om maritim fysisk planlægning (Etablering af Havnaturfonden og mulighed for midlertidig dispensation fra havplanen m.v.)
