Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 1-139, dobbelthuse ved [vejnavn1], Allerød Kommune

Kommunens bemærkninger

Allerød Kommune anførte, at klagen omhandlede et område uden for lokalplan nr. 1-139's område og derfor burde afvises. Kommunen vurderede, at vejadgang ville være mulig i princippet efter lokalplanens § 5.1, og at lokalplanområdet allerede har vejadgang via et privat fællesvejsareal ejet af klageren. Kommunen gjorde gældende, at lokalplanens vejudlæg ikke forhindrer anlæggelse af det nødvendige antal parkeringspladser på klagerens areal, og at kommunen om nødvendigt ville anvende reglerne i lov om private fællesveje til at effektuere lokalplanen. Kommunen bemærkede endvidere, at lokalplanen ikke regulerer vejadgangens præcise placering eller udformning.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Allerød Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 1-139, dobbelthuse ved [vejnavn1].

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmål om lokalplanens indhold eller hensigtsmæssighed, herunder tilkørselsforholdenes unødvendighed eller alternative muligheder, er ikke retlige spørgsmål og falder derfor uden for nævnets kompetence.

Lokalplanens overensstemmelse med ældre lokalplaner

Klageren gjorde gældende, at lokalplan nr. 1-139 var ugyldig, da den stred mod bestemmelser i lokalplan nr. 1-126. Planklagenævnet fastslog, at der ikke i planloven er et krav om, at en ny lokalplan skal være i overensstemmelse med en ældre lokalplan eller andre fortsat gældende lokalplaner. En lokalplan skal derimod være i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. På dette grundlag fandt nævnet ikke, at lokalplan nr. 1-139 var ugyldig.

Planklagenævnet bemærkede desuden, at en lokalplan kun regulerer forholdene inden for sit eget område. Forholdene på klagerens ejendom reguleres således ikke af lokalplan nr. 1-139, men af lokalplan nr. 1-126 og eventuelt vejlovgivningen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Den vedtagne lokalplan og klagepunkter

Lokalplan nr. 318 fastsatte i § 6.1 et differentieret krav til parkeringspladser: ½ parkeringsplads pr. bolig for boliger op til 40 m² og 1 parkeringsplads pr. bolig for boliger over 40 m². Dette resulterede i et krav om i alt ni parkeringspladser, hvilket ifølge lokalplanens redegørelse var mindre end de 18 pladser, der ville kræves efter kommuneplanens generelle ramme. Kommunen begrundede det lavere krav med boligernes størrelse, forventede målgruppe (unge under uddannelse) og den centrale beliggenhed.

Klagerne anførte, at:

• Bebyggelsesprocenten på 125 % overskred den oprindelige ramme for området.
• De planlagte parkeringspladser ikke var i overensstemmelse med kommuneplanens krav, og at der allerede var for få parkeringspladser ved det eksisterende byggeri.
• Der ikke var sket partshøring af berørte naboer.
• Lokalplanen medførte ulige behandling i forhold til lighedsgrundsætningen, da en anden grundejer tidligere havde fået afslag på frasalg af grund på grund af overskridelse af bebyggelsesprocenten.