Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation og landzonetilladelse i Tårnby Kommune

Tårnby Kommune afslog den 21. februar 2019 en ansøgning om lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 68, Skovplantningsområde ved Kongelunden, samt landzonetilladelse til bebyggelse på ejendommen [adresse1], [matrikel1]. Afslaget omhandlede et enfamiliehus til beboelse, en garage/udhus, en entreprenørplads, lysmaster og en rundbuehal, som var opført uden tilladelse.

Ejendommen er beliggende i landzone og omfattet af lokalplan nr. 68, vedtaget i 1990. Lokalplanens formål er at sikre, at området kan tilplantes som skov og anvendes til offentlige formål, herunder skov, skovlysninger, søer, vandløb og engarealer. Ny bebyggelse er primært forbeholdt skovdrift eller lignende formål som spejderhytter og friluftsgårde. Større lysmaster kræver særlig tilladelse.

Forløbet før kommunens afgørelse

Sagen har en længere forhistorie. Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde den 26. september 2013, at opførelse af et sommerhus på ejendommen var i strid med lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelser. Kommunen havde siden 1991 givet afslag på ny bebyggelse på ejendommen, og i 2004 blev resterne af bygningerne vurderet som en ruin. Den 30. november 2015 tinglyste kommunen et påbud om lovliggørelse på ejendommen.

I 2018 varslede Tårnby Kommune et påbud om lovliggørelse af bebyggelse og anvendelse, da klageren havde erhvervet ejendommen. Kommunen konstaterede, at der var opført en række bebyggelser i strid med lokalplanen, Fingerplan 2017 og Støjcirkulæret, samt overtrædelser af planloven og naturbeskyttelsesloven. Klageren indsendte herefter en ansøgning om lovliggørende byggetilladelse og de nødvendige dispensationer.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at den opførte bebyggelse var i strid med lokalplanens §§ 1, 3, 7.1, 9.1 og 10. Desuden stred den mod Fingerplan 2017 § 23, stk. 1, pkt. 2, og Støjcirkulæret § 18, stk. 1. Kommunen henviste også til Planlovens § 35, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1. Kommunen anførte, at der kun kan dispenseres fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19.

Klagerens argumenter

Klageren klagede over kommunens afgørelse og anførte, at den var truffet uden at overveje argumenter for retlig lovliggørelse, og at den stred mod lighedsgrundsætningen og proportionalitetsprincippet.

Klageren fremhævede følgende punkter:

• Værdispild: Fysisk lovliggørelse ved nedrivning af enfamiliehuset ville medføre et betydeligt samfundsmæssigt værdispild og et stort økonomisk tab for klageren (anslået 200.000 kr. til nedrivning og et værditab på 1,5-2 mio. kr. for huset). Klageren mente ikke at skulle straffes for tidligere ejers manglende overholdelse af lokalplanen, især da et påbud var tinglyst før klagerens køb.
• Mulighed for dispensation: Klageren argumenterede for, at området før lokalplanen blev anvendt til andet end offentlige formål, og at der allerede findes mange private bygninger i området, herunder ejendomme med landbrugspligt. Klageren anførte, at kommunen selv fraviger lokalplanens formål ved ikke at foretage skovrejsning eller opkøb af ejendomme, og at det derfor burde være muligt at dispensere til fordel for individuelle borgere.
• Lighedsgrundsætningen: Klageren henviste til en slamsugerforretning på [adresse2] og en lovliggørende byggetilladelse på [adresse3] som eksempler på, at kommunen tidligere havde givet dispensationer til erhvervsvirksomhed og byggeri i strid med principperne for områdets anvendelse. Klageren mente, at dette burde medføre dispensation på egen ejendom.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Tårnby Kommunes afslag på lovliggørende dispensation og landzonetilladelse. Nævnets afgørelse er endelig.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 og Planlovens § 35, stk. 1. Dette inkluderer spørgsmål om hjemmel til afslag på dispensation og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen og proportionalitetsprincippet. Nævnet kan dog ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål om værdiforringelse af ejendommen.

Krav om dispensation

Planklagenævnet fandt, at den ansøgte bebyggelse – et enfamiliehus til beboelse, garage/udhus, entreprenørplads, lysmaster og rundbuehal – ikke var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Specifikt stred det mod lokalplanens § 3.1 om anvendelse til offentlige formål og § 7.1 om ny bebyggelse til skovområdets drift. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planlovens § 19.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Planens principper omfatter formålsbestemmelsen og anvendelsesbestemmelserne. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Dispensation fra en anvendelsesbestemmelse kan kun gives i ganske særlige tilfælde, hvor anvendelsen ligger meget tæt på det umiddelbart tilladte. Planklagenævnet vurderede, at den ansøgte anvendelse af ejendommen ikke lå tæt på det tilladte i lokalplanens § 3.1, og kommunen havde derfor ikke hjemmel til at give dispensation.

Værdispild og proportionalitet

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunens afgørelse var i strid med proportionalitetsprincippet. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om bagatelagtige forhold, og at byggeriet var opført uden forudgående tilladelse. Kommunen havde gentagne gange givet afslag på byggeri på ejendommen, og et påbud om lovliggørelse var tinglyst den 30. november 2015. Nævnet vurderede, at hensynet til retshåndhævelsen vejede tungere end ansøgerens økonomiske interesser, og at der var betydelig præcedensvirkning.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunens afslag på lovliggørende dispensation var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at de ejendomme, klageren henviste til ([adresse2] og [adresse3]), var omfattet af andre lokalplaner og derfor ikke var sammenlignelige. Kommunen havde desuden oplyst, at anvendelsen på [adresse2] var lovliggjort med vilkår om nedrivning af bygninger i transportkorridoren og nedlæggelse af boligen.

Landzonebestemmelserne

Da opførelsen af det ansøgte var i strid med lokalplanen, og da det ikke var muligt at dispensere hertil, fandt nævnet ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 35, stk. 1.