Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt og håndhævelse af servitut vedrørende konvertering af enfamiliehus til tofamiliehus

Frederiksberg Kommune traf den 22. februar 2019 afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 27 og afslag på fravigelse af en tinglyst servitut. Afgørelsen vedrørte en ansøgning om at konvertere et enfamiliehus på [adresse1] til et tofamiliehus. Ejendommens ejer klagede over afgørelsen til Planklagenævnet den 25. marts 2019, med hovedargumentet at kommunens afgørelse ikke var begrundet i planlægningsmæssigt relevante hensyn. Kommunen fastholdt sin afgørelse og mente, at klagen burde afvises.

Ejendommen og gældende bestemmelser

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 27, forskellige områder i den vestlige del af Frederiksberg Kommune. Byplanvedtægtens § 3, stk. 1, fastsætter, at bebyggelse skal være i overensstemmelse med områdernes hidtidige karakter og påhvilende servitutter. Byplanvedtægtens § 3, stk. 3, tillader indretning af op til to lejligheder i hver bebyggelse, dog kun én, hvis påhvilende servitutter foreskriver dette.

Ejendommen er desuden omfattet af en servitut af 25. september 1943, som i punkt 2 c fastslår, at der på hver parcel kun må opføres én beboelsesbygning, der kun må indeholde én lejlighed med bolig for én familie.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede sit afslag med, at en konvertering til tofamiliehus ville være i strid med både byplanvedtægtens § 3, stk. 1 og 3, samt servituttens punkt 2 c. Kommunen lagde vægt på, at en enslydende servitut er tinglyst på ca. 40 andre ejendomme i området, og at kommunen ønsker at fastholde områdets hidtidige karakter. Selvom konverteringen ikke ville medføre ydre fysiske ændringer, vurderede kommunen, at den ville medføre en øget personbelastning samt øget trafik og parkering, hvilket ville ændre ejendommens og områdets karakter.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at kommunens begrundelse var utilstrækkelig og ubegrundet. Klageren anførte, at en konvertering ikke ville ændre områdets karakter, da husets omfang og fysiske ydre ikke ændres. Det blev også fremført, at servitutten var forældet, da den blev tinglyst for over 70 år siden, og at området reelt indeholder mange ejendomme med mere end én lejlighed. Klageren mente, at det var urimeligt at opretholde servitutten, da den er mere restriktiv end byplanvedtægten, som tillader op til to lejligheder.

Planklagenævnet behandlede klagen over Frederiksberg Kommunes afgørelse, idet nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt

Planklagenævnet fandt, at det er umiddelbart tilladt efter byplanvedtægt nr. 27 at konvertere det omhandlede enfamiliehus til et tofamiliehus. Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 3, stk. 1 og 3, ikke forbyder indretning af to boliger på hver ejendom. Nævnet præciserede, at en servitut ikke bliver en del af en byplanvedtægt, selvom den henvises til, da servituttens indhold ikke har været undergivet den nødvendige offentlighedsfase. En servitut kan derfor ikke håndhæves med hjemmel i en byplanvedtægt og . På denne baggrund ophævede Planklagenævnet den del af Frederiksberg Kommunes afgørelse, der vedrørte afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 27, da dispensationen blev anset for ufornøden.