Stadfæstelse af afgørelse om støj fra privatskole - Miljøbeskyttelsesloven

Sagen omhandler en klage fra omboende over støjgener fra en privatskole beliggende på [adresse1]. Skolen, der blev etableret i 2017, har en tilknyttet skolefritidsordning (SFO), som benytter de samme udendørsfaciliteter som skolen.

Esbjerg Kommune traf den 9. januar 2019 afgørelse om ikke at meddele påbud vedrørende støj fra skolen. Kommunen vurderede, at der ikke var hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at gribe ind, da privatskolens aktiviteter faldt uden for begrebet "erhvervsvirksomheder" i Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1 og ikke kunne reguleres som fritidsaktiviteter under Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3. Kommunen anså desuden støj fra SFO'en som en integreret del af skoleaktiviteterne og uorganiserede aktiviteter uden for åbningstid som ikke-regulerbare.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 4. februar 2019 med flere anbringender:

• Virksomhedsbegrebet: Klageren mente, at skolen var omfattet af virksomhedsbegrebet i Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1, og at kommunen derfor havde hjemmel til at påbyde støjdæmpende foranstaltninger. Det blev fremhævet, at virksomhedsbegrebet skulle fortolkes bredt, og at det ikke var et krav, at skolen blev drevet på forretningsmæssig basis. Der blev henvist til praksis fra andre kommuner, der havde meddelt påbud til skoler.
• Skolefritidsordningen (SFO): Klageren anførte, at SFO'ens drift måtte sidestilles med fritidsklubber eller lignende fritidsaktiviteter under Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, da aktiviteterne var organiserede og der blev betalt særskilt for en plads.
• Aktiviteter uden for åbningstid: Klageren mente, at aktiviteter uden for skolens og SFO'ens åbningstid også var omfattet af Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, da legepladsen var beliggende på privat grund og tilgængelig døgnet rundt, samt at skolen tillod private arrangementer.
• Sundhedsmæssige gener og naboretlig tålegrænse: Klageren fremsendte supplerende materiale, herunder lydoptagelser, og henviste til WHO's guidelines om vejstøj og de helbredsmæssige gener, der opstod. Det blev anført, at den naboretlige tålegrænse for støj var overskredet, og at kommunen som tilsynsmyndighed var forpligtet til at inddrage dette hensyn.
• Manglende lovgivning: Klageren påpegede, at hvis støj fra skoler ikke kunne reguleres af miljøbeskyttelsesloven eller anden lovgivning, var der et hul i den danske lovgivning. Der blev henvist til om retten til "peaceful enjoyment of possessions".