Klage over Sønderborg Kommunes lokalplan nr. 3.2-1 for bevaringsværdigt miljø ved [vejnavn1]

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Sønderborg Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 3.2-1. Dette betyder, at lokalplanen fortsat er gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål om planens hensigtsmæssighed, herunder værditab, begrænsninger i renoveringsmuligheder, eller etablering af CO2-neutrale energikilder. Spørgsmål om ekspropriation, herunder krænkelser af ejendomsretten efter Grundlovens § 73 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 1, henhører under domstolene. Nævnet foretager som hovedregel ikke besigtigelser, da sagerne behandles på skriftligt grundlag, og nævnet fandt sagen tilstrækkeligt oplyst.

Kommunens strategi om CO2-neutralitet

Nævnet fandt ikke, at kommunens intention om at blive CO2-neutral i 2029 udgjorde et bindende mål, som lokalplanen skulle være i overensstemmelse med efter planloven. Selvom kommuneplanen indeholder afsnit om CO2-mål og klimatilpasning, fandt nævnet ikke, at disse havde en sådan præcision, at de udledte konkrete krav til lokalplanlægningen. En lokalplan må ikke stride mod kommuneplanens hovedstruktur, retningslinjer eller rammebestemmelser, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 11, stk. 2, nr. 1, Planloven § 11, stk. 2, nr. 2 og Planloven § 11, stk. 2, nr. 3. Nævnet fandt ikke grundlag for at konstatere, at lokalplanen stred mod kommuneplanen på dette punkt.

Planvedtagelse efter § 14-forbud

Planklagenævnet afviste klagepunktet om, at kommunen ikke havde hjemmel til at vedtage lokalplanen for de 22 ejendomme. Kommunalbestyrelsen har en umiddelbar ret til at tilvejebringe en lokalplan, når det findes planlægningsmæssigt relevant, jf. Planloven § 13, stk. 1. Der er intet krav om, at der forinden er nedlagt et § 14-forbud, eller at lokalplanen skal være vedtaget inden for et år efter et sådant forbud.

Inddragelse af offentligheden og håndtering af indsigelser

Nævnet fandt ikke, at kommunens tilkendegivelse på informationsmødet om, at afgrænsningen var godkendt, eller behandlingen af klagerens indsigelse, medførte, at lokalplanforslaget var ugyldigt. Klagerens indsigelse blev inddraget i behandlingen af planforslaget, og kommunen er ikke forpligtet til at imødekomme indsigelser.

Officialprincippet

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at sagen var tilstrækkeligt oplyst forud for byrådets endelige vedtagelse af lokalplanen. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens redegørelse og kortbilag 2 tydeligt angav bevaringsværdien for de enkelte ejendomme, herunder at kun en del af bygningerne var vurderet bevaringsværdige.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet kunne ikke give medhold i klagepunktet om forskelsbehandling. Lighedsgrundsætningen er ikke til hinder for, at en kommune i en lokalplan kan beslutte, at den kun skal gælde for nogle af ejendommene i et område, eller at den medtager ejendomme, der ikke alle er bevaringsværdige. Der skal blot være en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse.

Afgørelsens endelighed og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

• Bestyrelsen har orienteret om lokalplanarbejdet på generalforsamlinger.
• Kommunen har lokalplankompetence efter Planlovens § 13.
• Lokalplanlægning er nødvendig for at håndtere problemstillinger om bebyggelsesprocent, spildevand og oversvømmelsesrisiko.