Planklagenævnets afvisning af realitetsbehandling i sag om landzonetilladelse til fritidshus og anneks

Haderslev Kommune meddelte den 12. marts 2019 afslag på en landzonetilladelse til opførelse af et fritidshus på 40 m² og et anneks på 29 m² på ejendommen [adresse1]. Ejeren klagede den 8. april 2019 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen fokuserede især på, at kommunen ikke havde forholdt sig til Forsvarets konkrete anvendelse af en nærliggende skydebane, og at afgørelsen ikke var proportional. Planklagenævnet modtog klagen den 10. april 2019. Ejendommen, der omfatter flere matrikler, ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 15. Det ansøgte byggeri skulle placeres på [matrikel4].

Tidligere afgørelser om strandbeskyttelseslinjen

Sagen havde en forhistorie med flere afslag vedrørende byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen:

• Naturstyrelsen afslog den 17. december 2015 en ansøgning om byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen. Denne afgørelse blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 17. marts 2017. Nævnet begrundede afslaget med, at ejendommen lå i et stort set ubebygget område, og at nyopførelse ville have en negativ virkning på kystlandskabet.
• Efterfølgende indsendte ejeren et nyt projekt, der svarede til den nuværende ansøgning. Kystdirektoratet afslog den 13. oktober 2017 at genoptage sagen. Kystdirektoratet fandt ikke, at der var nye oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse, og lagde vægt på, at selvom der nu var ansøgt om to bygninger i stedet for én, ændrede det ikke ved det grundlæggende forhold, at bygningerne ikke tidligere havde været anvendt til sommerhus. Kystdirektoratet anførte, at eksisterende bygninger var lovligt bestående og kunne renoveres, men ikke anvendes til et ændret formål. Kystdirektoratets afgørelse blev ikke påklaget.

Klagerens og kommunens anbringender

Klageren anførte i sin klage, at kommunen ikke kunne lægge vægt på Kystdirektoratets afgørelse, da der siden da var sket ændrede omstændigheder, herunder tildeling af adresse, registrering i BBR og tilladelse til nedsivning af spildevand. Klageren henviste også til, at Naturstyrelsens afslag fra 2015 angiveligt åbnede mulighed for dispensation til genopførelse af eksisterende bebyggelse på omtrent samme placering, hvilket en bygning på den eksisterende sokkel, hævet 0,5 m, ville overholde.

Kommunen bemærkede, at den ikke havde lagt Kystdirektoratets afgørelse til grund for sit afslag, da klageren i så fald ville have fået afslag, fordi der ikke forelå en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle en kommunes afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1.

Vurdering af klagens aktualitet

Planklagenævnet fortolkede klagerens anbringende om ændrede omstændigheder som et argument for, at nævnet ikke kunne lægge vægt på Kystdirektoratets tidligere afgørelse. Hvis klagen derimod skulle forstås som en klage over Kystdirektoratets afslag på genoptagelse, henviste Planklagenævnet klageren til at rette henvendelse til Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er den rette klageinstans efter Naturbeskyttelsesloven.

Det ansøgte byggeri er placeret inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 15. Da Naturstyrelsen tidligere har truffet afgørelse om afslag på byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen, og denne afgørelse blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, samt Kystdirektoratet efterfølgende afslog genoptagelse af sagen uden nye oplysninger, står afslaget på dispensation ved magt. Kystdirektoratet havde i sin afgørelse om afslag på genoptagelse lagt vægt på, at der var ansøgt om to bygninger.

Afvisning af realitetsbehandling

Planklagenævnet konkluderede, at da den nødvendige dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 15 under alle omstændigheder ikke kunne opnås for det ansøgte byggeri, var klagesagen vedrørende kommunens afslag på landzonetilladelse uaktuel. På dette grundlag afviste Planklagenævnet at realitetsbehandle klagen over Haderslev Kommunes afgørelse af 12. marts 2019.

Afgørelsens endelighed og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt til indbetalerens NemKonto.