Afslag på tilladelse til erstatningsboring på grund af uoverensstemmelse med vandforsyningsplan

Sagen vedrører en anmodning om genoptagelse af en klagesag, efter Miljø- og Fødevareklagenævnet i første omgang afviste at realitetsbehandle en klage over Vesthimmerlands Kommunes påbud om sløjfning af en erstatningsboring. Klager præciserede, at klagen reelt omhandlede kommunens afslag på en lovliggørende tilladelse til boringen, ikke selve påbuddet om sløjfning. På den baggrund besluttede nævnet at genoptage sagen.

Vesthimmerlands Kommunes afgørelse

Vesthimmerlands Kommune meddelte den 25. juni 2018 påbud om sløjfning af en drikkevandsboring, der var etableret uden forudgående tilladelse. Kommunen vurderede, at boringen var ulovligt etableret, da betingelserne for at etablere en erstatningsboring uden tilladelse i en tvangssituation efter Vandforsyningsloven § 21, stk. 2 ikke var opfyldt, idet der var etableret en midlertidig vandforsyning. Kommunen afslog samtidig at give en lovliggørende tilladelse med henvisning til kommunens vandforsyningsplan, som fastlægger, at der ikke gives tilladelse til nye boringer med drikkevandskvalitet inden for almene vandværkers forsyningsområder.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at:

• De lovmæssige betingelser for at etablere en erstatningsboring var opfyldt.
• Det ulovlige forhold var af underordnet betydning, da indvindingsmængden ikke blev ændret.
• Den økonomiske beregning for tilslutning til det lokale vandværk var mangelfuld.

Miljø- og Fødevareklagenævnet genoptog sagen, men gav ikke klageren medhold i klagen over Vesthimmerlands Kommunes afslag på at lovliggøre den etablerede erstatningsboring. Afgørelsen erstattede nævnets tidligere afvisning af sagen.

Nævnets vurdering af sagen

Nævnet bemærkede indledningsvist, at et påbud om sløjfning af et vandforsyningsanlæg ikke kan påklages, jf. Vandforsyningsloven § 76, nr. 3. Nævnet fandt dog, at kommunens afslag på tilladelse til boringen var en afgørelse, der kunne påklages.

Nævnet vurderede, at kommunens afslag var i overensstemmelse med Vandforsyningsloven § 21. Kommunen har pligt til at udarbejde en vandforsyningsplan, jf. Vandforsyningsloven § 14, stk. 1, og nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beslutning, som var truffet i overensstemmelse med denne plan. Planens retningslinjer skal følges, medmindre væsentlige hensyn taler imod. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at anfægte kommunens vurdering af, at tilslutning til det almene vandværk kunne ske på økonomisk rimelige vilkår.