Mangelfuldt kørselsregnskab ved splitleasing udløste beskatning af fri bil og maskeret udbytte

De øvrige udgifter, som Skattestyrelsen havde anset for private, blev fastholdt som maskeret udbytte, da klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Som følge heraf blev Skattestyrelsens forhøjelse for maskeret udbytte nedsat for indkomstårene 2014, 2016 og 2017. Forhøjelserne var rettidige i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5, da der var tale om kontrollerede transaktioner.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse om maskeret udbytte som følger:

Skattestyrelsens hovedargumenter

Skattestyrelsen anførte, at leasingaftalerne ikke opfyldte kravene til "vandtætte skotter", da der ikke var indgået separate aftaler mellem leasingselskabet, selskabet og klageren. Desuden havde klageren ikke betalt sin andel af de variable ydelser (reparation, vedligeholdelse, grøn ejerafgift, forsikring) direkte til leasingselskabet, og regulering af leasingydelsen blev først foretaget efter regnskabsårets udløb. Skattestyrelsen henviste til praksis som SKM2001.255.LR.

Vedrørende kørselsregnskaberne fandt Skattestyrelsen, at de ikke opfyldte kravene i Juridisk Vejledning 2018 afsnit C.A.4.3.3.3.3.3. (nu Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 2), da formålet med kørslen ofte var mangelfuldt udfyldt. Der var også uoverensstemmelser mellem kørebøger og værkstedsregninger vedrørende kilometerstand. Endvidere var kørsel mellem klagerens bopæl og faste arbejdssted hos [finans1] fejlagtigt markeret som erhvervsmæssig, hvilket i skattemæssig forstand er privat kørsel, jf. Ligningsloven § 9 B.

Skattestyrelsen afviste klagerens argument om et bindende tilsagn fra SKAT Motor, da dette alene vedrørte registreringsafgifter og ikke beskatning af fri bil.

Klagerens hovedargumenter

Klageren fastholdt, at SKAT Motor's svar om, at det var underordnet, om splitleasing blev udfærdiget på én eller to kontrakter, var et bindende tilsagn. Klageren bestred, at et internt telefonnotat kunne tilsidesætte dette. Klageren anførte, at hans andel af variable udgifter var bogført på selskabets mellemregningskonto, hvilket var tilstrækkeligt. Han mente også, at en årlig regulering af leasingydelsen var tilstrækkelig, da lovgivningen ikke udtrykkeligt krævede hyppigere regulering.

Klageren fremlagde berigtigede kørselsregnskaber med uddybende kommentarer og forklarede, at manglende kommentarer ofte skyldtes mellemstops af privat karakter, som ikke påvirkede den erhvervsmæssige kørsel. Han argumenterede for, at kørsel mellem hans hjemmeadresse (selskabets adresse) og kontorfaciliteterne hos [finans1] var erhvervsmæssig, når den havde et konkret forretningsmæssigt formål. Klageren kritiserede desuden, at Skattestyrelsen lagde vægt på afgørelser (f.eks. SKM2019.244.SKTST, SKM2018.212.SR, SKM2017.729.SR), der var afsagt efter de omhandlede indkomstår, og derfor ikke kunne danne grundlag for retroaktiv beskatning.

Skattestyrelsens beregning af fri bil

Skattestyrelsen beregnede værdien af fri bil for klageren for de fire indkomstår som personlig indkomst, jf. Personskatteloven § 3, stk. 1. Beregningerne var baseret på bilernes handelsværdi og de gældende satser i Ligningsloven § 16, stk. 4, reduceret med dokumenteret egenbetaling. Den forlængede ligningsfrist i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5 blev anvendt.