Landsskatteretten: Beskatning af fri bil ved splitleasing – Mangelfuld dokumentation og fejlregistreringer

Sagen omhandler en hovedanpartshaver og direktør, der blev beskattet af fri bil i indkomstårene 2014-2017 som følge af splitleasingaftaler indgået af hans selskab. Skattestyrelsen forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med værdien af fri bil, da de mente, at betingelserne for at undgå beskatning af fri bil ikke var opfyldt. Klageren bestred afgørelsen og henviste blandt andet til en tidligere korrespondance med SKAT Motor, der angiveligt gav et bindende tilsagn om kontraktformen, samt at de førte kørselsregnskaber var tilstrækkelige.

Klageren havde splitleaset to luksusbiler, en Maserati Quattroporte og en Aston Martin Rapide, via sit selskab. Bilerne var udstyret med GPS-trackere (Uniqtracking), hvor klageren selv skulle angive, om kørslen var privat eller erhvervsmæssig. Skattestyrelsen fandt en række uregelmæssigheder i både leasingaftalerne og kørselsregnskaberne.

Skattestyrelsens hovedargumenter

Skattestyrelsen anførte, at leasingaftalerne ikke opfyldte kravene til "vandtætte skotter", da der ikke var indgået separate aftaler mellem leasingselskabet, selskabet og klageren. Desuden havde klageren ikke betalt sin andel af de variable ydelser (reparation, vedligeholdelse, grøn ejerafgift, forsikring) direkte til leasingselskabet, og regulering af leasingydelsen blev først foretaget efter regnskabsårets udløb. Skattestyrelsen henviste til praksis som SKM2001.255.LR.

Vedrørende kørselsregnskaberne fandt Skattestyrelsen, at de ikke opfyldte kravene i Juridisk Vejledning 2018 afsnit C.A.4.3.3.3.3.3. (nu Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 2), da formålet med kørslen ofte var mangelfuldt udfyldt. Der var også uoverensstemmelser mellem kørebøger og værkstedsregninger vedrørende kilometerstand. Endvidere var kørsel mellem klagerens bopæl og faste arbejdssted hos [finans1] fejlagtigt markeret som erhvervsmæssig, hvilket i skattemæssig forstand er privat kørsel, jf. Ligningsloven § 9 B.

Skattestyrelsen afviste klagerens argument om et bindende tilsagn fra SKAT Motor, da dette alene vedrørte registreringsafgifter og ikke beskatning af fri bil.

Klagerens hovedargumenter

Klageren fastholdt, at SKAT Motor's svar om, at det var underordnet, om splitleasing blev udfærdiget på én eller to kontrakter, var et bindende tilsagn. Klageren bestred, at et internt telefonnotat kunne tilsidesætte dette. Klageren anførte, at hans andel af variable udgifter var bogført på selskabets mellemregningskonto, hvilket var tilstrækkeligt. Han mente også, at en årlig regulering af leasingydelsen var tilstrækkelig, da lovgivningen ikke udtrykkeligt krævede hyppigere regulering.

Klageren fremlagde berigtigede kørselsregnskaber med uddybende kommentarer og forklarede, at manglende kommentarer ofte skyldtes mellemstops af privat karakter, som ikke påvirkede den erhvervsmæssige kørsel. Han argumenterede for, at kørsel mellem hans hjemmeadresse (selskabets adresse) og kontorfaciliteterne hos [finans1] var erhvervsmæssig, når den havde et konkret forretningsmæssigt formål. Klageren kritiserede desuden, at Skattestyrelsen lagde vægt på afgørelser (f.eks. SKM2019.244.SKTST, SKM2018.212.SR, SKM2017.729.SR), der var afsagt efter de omhandlede indkomstår, og derfor ikke kunne danne grundlag for retroaktiv beskatning.

Skattestyrelsens beregning af fri bil

Skattestyrelsen beregnede værdien af fri bil for klageren for de fire indkomstår som personlig indkomst, jf. Personskatteloven § 3, stk. 1. Beregningerne var baseret på bilernes handelsværdi og de gældende satser i Ligningsloven § 16, stk. 4, reduceret med dokumenteret egenbetaling. Den forlængede ligningsfrist i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5 blev anvendt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af fri bil for indkomstårene 2014-2017. Afgørelsen bygger på en række forhold vedrørende splitleasingaftalerne og de førte kørselsregnskaber.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Manglende opfyldelse af betingelser for splitleasing: Ingen af de indgåede splitleasingaftaler opfyldte de administrative betingelser for at undgå beskatning af fri bil. Dette skyldtes især, at der ikke var indgået separate leasingaftaler mellem parterne (selskabet og klageren) hos [virksomhed2] A/S, hvilket betød, at der ikke var "vandtætte skotter" mellem aftalerne.
• Utilstrækkelige kørselsregnskaber: De fremlagte kørebøger opfyldte ikke kravene til kørselsregnskaber for erhvervsmæssig kørsel, som beskrevet i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 2. Især var det erhvervsmæssige formål med størstedelen af kørslerne ikke angivet, hvilket gjorde det umuligt at fastslå formålet. Efterrationaliserede registreringer med egne forkortelser uden understøttende bilag blev ikke tillagt vægt.
• Fejlregistreringer: Skattestyrelsen påviste gentagne fejlregistreringer, herunder 444 dage med erhvervsmæssig kørsel til klagerens faste arbejdssted. Kørsel mellem bopæl og fast arbejdssted er privat kørsel, jf. Ligningsloven § 9 B. Desuden blev stop på vejen for private formål (f.eks. fitness, indkøb) anset for privat kørsel, som burde have været registreret korrekt.
• Betaling af variable ydelser: Klageren havde ikke betalt sin del af de variable ydelser (reparation, vedligeholdelse, grøn ejerafgift og forsikring) direkte til leasingselskabet. Dette er en grundlæggende forudsætning for splitleasing, jf. praksis som SKM2001.255.LR, SKM2017.729.SR og SKM2018.212.SR.
• Afregningsfrekvens: Slutafregning én gang årligt ved leasingperiodens afslutning blev ikke anset for tilstrækkelig. Reguleringer skal foretages løbende og følge den almindelige afregningsperiode, typisk månedligt.
• Ingen bindende tilsagn: Landsskatteretten fandt ikke, at en medarbejders udtalelse fra daværende SKAT Motor om kontraktformalia vedrørende registreringsafgift udgjorde et bindende tilsagn om den skattemæssige behandling af fri bil.

Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens beregninger af den skattepligtige værdi af fri bil for de pågældende indkomstår.