Manglende dokumentation for lån og driftsudgifter: Skattepligt af bankindsætninger

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2016 og 2017. For indkomståret 2015 ændrede retten Skattestyrelsens afgørelse ved at omklassificere 39.000 kr. fra overskud af virksomhed til anden personlig indkomst, hvilket resulterede i en justering af de respektive beløb for dette år. Dette skyldtes, at beløbet på 39.000 kr. (vedrørende ATV-crosser) ikke var tilstrækkeligt dokumenteret som en forsikringsudbetaling, men heller ikke kunne henføres til virksomhedens omsætning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Enhver skatteyder har pligt til at selvangive sin indkomst, og Skatteforvaltningen kan anmode om oplysninger om formue og privatforbrug, jf. dagældende Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6b, stk. 1. Hvis selvangivelsen ikke er fyldestgørende, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. dagældende Skattekontrolloven § 5, stk. 3.

Når der konstateres yderligere indtægter af en vis størrelse, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse stammer fra allerede beskattede eller skattefrie midler. Dette kræver, at forklaringerne underbygges af objektive kendsgerninger, jf. SKM2008.905.HR og SKM2017.233.BR. Landsskatteretten fandt, at indsætningerne på klagerens bankkonti havde en sådan hyppighed og omfang, at bevisbyrden for, at beløbene ikke skulle beskattes, påhvilede klageren, jf. SKM2013.537.ØLR.

Udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Bevisbyrden for afholdelse, størrelse og fradragsberettigelse af en udgift påhviler som udgangspunkt den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR.

Anden personlig indkomst

Skattestyrelsen havde forhøjet klagerens anden personlige indkomst for 2015, 2016 og 2017 med henholdsvis 18.000 kr., 28.374 kr. og 24.900 kr. Landsskatteretten fandt, at klagerens forklaring om, at beløbene stammede fra private lån, ikke var understøttet af objektive konstaterbare forhold. Retten lagde vægt på, at:

• Låneforholdene ikke var dokumenteret ved underskrevne og daterede lånedokumenter med oplysninger om tilbagebetalingsvilkår, afdrag og rentebetaling, jf. SKM2011.208.HR.
• De fremlagte lånedokumenter var udarbejdet efterfølgende til brug for skattesagen og tilbagedateret, hvorfor de ikke kunne tillægges selvstændig bevismæssig betydning.
• Erklæringer fremlagt i forbindelse med sagsfremstillingen, udarbejdet til brug for skattesagen, kunne heller ikke tillægges selvstændig bevismæssig betydning, jf. SKM2016.70.BR.

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke havde dokumenteret, at beløbene stammede fra allerede beskattede eller skattefrie midler, og det var berettiget, at Skattestyrelsen havde anset bankindsætningerne for skattepligtig indkomst efter Statsskatteloven § 4.

Overskud af virksomhed

De omtvistede bankindsætninger kunne tidsmæssigt henføres til en periode, hvor klageren drev erhvervsmæssig virksomhed. Skattestyrelsen havde fastsat klagerens omsætning for 2015, 2016 og 2017 til henholdsvis 191.842 kr., 339.212 kr. og 619.353 kr. ekskl. moms.

Landsskatteretten fastholdt, at klagerens forklaring om, at en del af beløbene stammede fra lån, ikke var understøttet af objektive konstaterbare forhold. Der var tale om kontante bankindbetalinger, og låneforholdene var ikke dokumenteret på objektivt grundlag, jf. SKM2011.208.HR og SKM2016.70.BR.

Vedrørende beløbet på 39.000 kr. indsat den 26. oktober 2015, som klageren forklarede stammede fra en forsikringsudbetaling for en stjålet ATV-crosser, fandt retten, at det ikke var dokumenteret. Teksten ”Forsikring Cash” var ikke tilstrækkelig dokumentation, og der manglede yderligere bevis fra søsteren eller forsikringen. Landsskatteretten ændrede dog klassificeringen af dette beløb fra overskud af virksomhed til anden personlig indkomst.

Vedrørende beløbet på 50.300 kr. indsat den 7. august 2017, som klageren forklarede vedrørte salg af en vandscooter, fandt retten, at klagerens forklaring, den selvudfærdigede erklæring, billeder og SMS-korrespondance ikke godtgjorde, at beløbet stammede fra salget af vandscooteren. Korrespondancen indikerede desuden, at klageren allerede havde modtaget 30.000 kr., som køberen ønskede tilbage. Retten henviste til SKM2013.748.VLR og fandt, at forklaringen om salg af privat indbo ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger.

Klagerens påstand om, at vandpibecaféen var en frivillig forening og dermed skattefri, blev afvist. Retten bemærkede, at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at caféen reelt blev drevet som en forening, og klageren havde bevisbyrden herfor. De fremlagte bemærkninger og medlemskartoteket var ikke bestyrket af objektive kendsgerninger.

Samlet set fandt retten, at klageren ikke havde dokumenteret, at beløbene stammede fra allerede beskattede eller skattefrie midler, og det var berettiget, at Skattestyrelsen havde anset beløbene for skattepligtig indkomst efter Statsskatteloven § 4.

Udgifter til virksomheden

Skattestyrelsen havde godkendt fradrag for husleje og internet for 2015-2017. Klageren havde anmodet om yderligere skønsmæssigt fradrag for varekøb og fradrag for elregninger.

• Elregninger: En faktura fra [virksomhed2] var sendt til klagerens private adresse og ikke stilet til [virksomhed1] med CVR-nr. Andre bilag for elregninger for 2016 og 2017 var påført et andet CVR-nr. ([...3]), som ikke tilhørte klagerens vandpibecafé. Retten fandt derfor, at det ikke var dokumenteret, at udgifterne var fradragsberettigede erhvervsmæssige udgifter.
• Varekøb: Retten fandt ikke grundlag for at indrømme yderligere skønsmæssigt fradrag for varekøb, da klageren ikke kunne fremskaffe bilag, og der ikke var noget, der indikerede, at der var afholdt sådanne udgifter.

Landsskatteretten fandt samlet set, at der ikke var grundlag for at godkende yderligere fradrag.

Landsskatterettens endelige afgørelse

På baggrund af ovenstående ændrede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2015 med 39.000 kr. vedrørende anden personlig indkomst og -31.200 kr. vedrørende overskud af virksomhed. Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2016 og 2017 blev stadfæstet.

Klageren forklarede, at indsætningerne var private lån, ydet af nære venner på grund af klagerens længerevarende sygdom og hospitalsindlæggelser, som havde påvirket hans evne til at drive virksomhed optimalt. Han oplyste, at der ikke var oprettet formelle lånedokumenter, aftalt renter eller faste tilbagebetalingsvilkår, men at aftalerne var mundtlige. Klageren fremlagde dog e-mail-erklæringer fra flere af långiverne, der bekræftede låneforholdene, samt dokumentation for delvise tilbagebetalinger via MobilePay fra sin private konto.

For så vidt angår indsætningerne fra én specifik person (person9) på 47.937 kr. i 2019, forklarede klageren, at disse vedrørte honorar for juridisk bistand ydet under en "no cure no pay"-aftale. Klageren mente, at retserhvervelsen først skete i 2021, da sagen blev afsluttet med et positivt resultat for klienten.

Skattestyrelsen fastholdt forhøjelsen med henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret låneforholdene tilstrækkeligt. De lagde vægt på manglen på formelle lånedokumenter, renteaftaler og tilbagebetalingsplaner. Erklæringerne fra långiverne blev anset for at være indhentet til brug for skattesagen og tillagdes derfor ikke selvstændig bevismæssig værdi. Skattestyrelsen anførte desuden, at klagerens bogføring var mangelfuld, og at tilbagebetalingerne ikke var konsistent bogført eller afstemt med de oprindelige indsætninger. For honoraret fra person9 fastholdt Skattestyrelsen, at retserhvervelsen skete i 2019, da beløbet var til disposition, og at honorarkravet var afregningsmodent.

Klageren nedlagde subsidiært påstand om fradrag for de beløb, han havde tilbagebetalt, hvis indsætningerne blev anset for skattepligtig omsætning.