Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Planklagenævnet behandlede en anmodning om genoptagelse af en sag vedrørende Vejle Kommunes påbud om lovliggørelse af en LED/digital skærm på en ejendom. Sagen havde et komplekst forløb med flere tidligere afgørelser og klager.
Oprindeligt gav Vejle Kommune den 16. juni 2017 påbud om lovliggørelse af skærmen til ejendommens ejer. Efterfølgende afslog kommunen den 14. august 2017 ejerens ansøgning om dispensation fra lokalplanen og fastholdt påbuddet. Den 13. september 2017 afslog kommunen også en ansøgning om dispensation fra lokalplanen over for ejendommens bruger. Den 22. september 2017 udstedte kommunen et nyt påbud om lovliggørelse af skiltningen til brugeren.
Klageren indbragte den 2. oktober 2017 en klage til Planklagenævnet over afgørelserne af 14. august og 13. september 2017. Nævnet informerede klagerens advokat den 10. oktober 2017 om, at der skulle oprettes selvstændige klager for hver afgørelse. Klagerens repræsentant anmodede herefter kommunen om at bekræfte, at det alene var nødvendigt at påklage påbuddet af 22. september 2017, hvilket kommunen bekræftede. Brugeren påklagede den 18. oktober 2017 kommunens påbud af 22. september 2017, hvor det udtrykkeligt fremgik, at klagen kun vedrørte dette påbud.
Den 1. marts 2018 ophævede Planklagenævnet kommunens afgørelse af 22. september 2017 om påbud om lovliggørelse af skiltning. Dette skete, fordi påbuddet alene var meddelt over for brugerens repræsentant. Nævnet tog ikke stilling til, om forholdet var i strid med lokalplanen, eller om kommunen havde hjemmel til påbuddet.
Efter nævnets afgørelse udstedte Vejle Kommune den 29. juni 2018 på ny påbud om lovliggørelse af skiltningen til brugeren af ejendommen. Klageren påklagede denne afgørelse den 5. juli 2018 til Planklagenævnet.
Planklagenævnet afviste den 22. november 2018 at behandle klagen over Vejle Kommunes påbud af 29. juni 2018. Nævnet begrundede afvisningen med, at klageren ikke havde gjort retlige forhold gældende, som nævnet kunne tage stilling til. Nævnet forstod påbuddet af 29. juni 2018 som en konsekvens af de tidligere afslag på dispensation af 14. august 2017 og 13. september 2017, som stod ved magt, da de enten var frafaldet eller ikke påklaget rettidigt. Nævnet kunne derfor kun forholde sig til gyldigheden af selve påbuddet af 29. juni 2018 og ikke til, om forholdet var i strid med lokalplanen eller til spørgsmål om lighedsgrundsætningen, da disse relaterede sig til de bagvedliggende afslag på dispensation.
Klageren anmodede om genoptagelse af sagen med den begrundelse, at påbuddet af 29. juni 2018 var en selvstændig afgørelse, der ikke var en konsekvens af de tidligere afslag på dispensation. Klageren henviste til den tidligere korrespondance med kommunen, hvor det blev bekræftet, at det alene var nødvendigt at påklage påbuddet af 22. september 2017, og at nævnets afgørelse herom ville danne grundlag for de øvrige afgørelser/parter. Klageren mente, at Planklagenævnets afgørelse af 1. marts 2018 medførte, at de fire tidligere afgørelser var ophævet eller uden betydning. Klageren anførte desuden, at afslag på dispensation ikke er et retligt spørgsmål, som Planklagenævnet kan behandle, og at nævnet derfor burde have afvist en klage over disse afslag. Klageren fastholdt, at påbuddets berettigelse beror på en selvstændig vurdering af hjemmel i lokalplanen og overholdelse af dommerskabte retsgrundsætninger, hvilket er retlige spørgsmål under nævnets kompetence.
Planklagenævnet afslog anmodningen om genoptagelse af sagen, og nævnets afgørelse af 22. november 2018 står derfor fortsat ved magt.
Planklagenævnet har pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige sagsbehandlingsfejl, eller hvis væsentlige nye retlige forhold, som f.eks. domstolsafgørelser, indikerer en forkert fortolkning eller praksis.
Klageren gjorde gældende, at nævnet havde begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl ved at afvise sagen og var forpligtet til at efterprøve hjemlen for påbuddet. Planklagenævnet fastslog, at det har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afslag på dispensation, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette inkluderer spørgsmål om, hvorvidt et forhold er umiddelbart tilladt eller kræver dispensation.
Nævnet fastholdt, at Vejle Kommunes afgørelser af 14. august 2017 og 13. september 2017, som afslog dispensation og fastslog, at forholdet var i strid med lokalplanen, ikke var blevet påklaget rettidigt og derfor stod ved magt. Nævnet fandt ikke, at påbuddet af 29. juni 2018 udgjorde en ny afgørelse om afslag på dispensation.
Planklagenævnet understregede, at det kun kan tage stilling til afgørelser, der er påklaget, og kun ophæve afgørelser, der behandles af nævnet. En klage, der udelukkende vedrører et påbud baseret på en tidligere afgørelse om lokalplanstridighed, kan derfor ikke omfatte den tidligere afgørelse, men alene selve påbuddet (f.eks. korrekt varsling eller henvisning til regelgrundlag).
Nævnet bemærkede, at dets afgørelse af 1. marts 2018 alene ophævede kommunens påbud af 22. september 2017 og ikke tog stilling til – eller ophævede – afslagene på dispensation. Nævnet fandt ingen undskyldelige omstændigheder for en forsinket klage over de to afslag på dispensation, især da nævnets sekretariat udtrykkeligt havde vejledt klageren (som var repræsenteret af advokat) om at oprette særskilte klager for hver afgørelse. Kommunen var ikke den rette myndighed til at bekræfte, at en enkelt klage ville dække alle afgørelser.
Planklagenævnet konkluderede, at det ville omgå de lovbestemte klagefrister, hvis spørgsmål vedrørende et afslag på dispensation kunne indbringes efter fristens udløb i forbindelse med en klage over et efterfølgende påbud. Nævnet fastholdt derfor, at det ikke kunne behandle klagepunkterne om de tidligere afslag på dispensation i forbindelse med det påklagede påbud. Nævnet fandt desuden ikke, at det havde begået sagsbehandlingsfejl.
På baggrund af ovenstående afslog Planklagenævnet anmodningen om genoptagelse. Afgørelsen om afslag på genoptagelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da sagen ikke blev genoptaget eller afgørelsen ændret, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Erstatningsnævnet tilbyder nu at genoptage sager, hvor der tidligere er givet afslag på grund af forældelse, som følge af ny retspraksis på området.


Odense Kommune udstedte den 22. april 2020 et påbud om nedtagning af en LED-reklameskærm, der var opsat på en ejendom i Odense C. Påbuddet blev givet, da skærmen blev anset for at være i strid med lokalplan nr. 0-786, Skilte og facader. Brugeren af ejendommen klagede herefter til Planklagenævnet.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 0-786, Skilte og facader. Ifølge lokalplanens § 8.4.2 er opsætning af "elektroniske lystavler, digitale storskærme, megavision skærme og lignende" ikke tilladt.
Kommunen konstaterede ved en besigtigelse, at en LED-reklameskærm på ca. 12 m² var opsat på bygningens gavl ud mod et lyskryds. Kommunen havde tidligere, den 22. januar 2019, varslet og partshørt ejeren og den tidligere ejer af skærmen, og den 5. februar 2019 blev der sendt et påbud. Efter et ejerskifte af skærmen sendte kommunen den 8. april 2020 en ny varsling og partshøring til den nye bruger af ejendommen. Da der ikke blev modtaget et høringssvar eller ansøgt om lovliggørende dispensation, udstedte kommunen det endelige påbud den 22. april 2020.
Ankenævnet på energiområdet har behandlet en sag om et energiselskabs ret til at opkræve faste afgifter for lagerhaller i forbindelse med tilslutningspligt.
NEKST-arbejdsgruppen lancere fem forslag til hurtigere klagebehandling og kampagnen ‑Mytedræberne‑ for at fremme vedvarende energi på land.
Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.
Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Denne afgørelse vedrørte...
Læs mere
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 5. januar 2021, hvor nævnet afviste en kla...
Læs mereForslag til Lov om bogføring