Planklagenævnets afslag på genoptagelse af sag om lovliggørelse af LED/digital skærm

Anmodning om genoptagelse

Klageren anmodede om genoptagelse af sagen med den begrundelse, at påbuddet af 29. juni 2018 var en selvstændig afgørelse, der ikke var en konsekvens af de tidligere afslag på dispensation. Klageren henviste til den tidligere korrespondance med kommunen, hvor det blev bekræftet, at det alene var nødvendigt at påklage påbuddet af 22. september 2017, og at nævnets afgørelse herom ville danne grundlag for de øvrige afgørelser/parter. Klageren mente, at Planklagenævnets afgørelse af 1. marts 2018 medførte, at de fire tidligere afgørelser var ophævet eller uden betydning. Klageren anførte desuden, at afslag på dispensation ikke er et retligt spørgsmål, som Planklagenævnet kan behandle, og at nævnet derfor burde have afvist en klage over disse afslag. Klageren fastholdt, at påbuddets berettigelse beror på en selvstændig vurdering af hjemmel i lokalplanen og overholdelse af dommerskabte retsgrundsætninger, hvilket er retlige spørgsmål under nævnets kompetence.

Planklagenævnet afslog anmodningen om genoptagelse af sagen, og nævnets afgørelse af 22. november 2018 står derfor fortsat ved magt.

Generelt om genoptagelse

Planklagenævnet har pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige sagsbehandlingsfejl, eller hvis væsentlige nye retlige forhold, som f.eks. domstolsafgørelser, indikerer en forkert fortolkning eller praksis.

Planklagenævnets vurdering

Klageren gjorde gældende, at nævnet havde begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl ved at afvise sagen og var forpligtet til at efterprøve hjemlen for påbuddet. Planklagenævnet fastslog, at det har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afslag på dispensation, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette inkluderer spørgsmål om, hvorvidt et forhold er umiddelbart tilladt eller kræver dispensation.

Nævnet fastholdt, at Vejle Kommunes afgørelser af 14. august 2017 og 13. september 2017, som afslog dispensation og fastslog, at forholdet var i strid med lokalplanen, ikke var blevet påklaget rettidigt og derfor stod ved magt. Nævnet fandt ikke, at påbuddet af 29. juni 2018 udgjorde en ny afgørelse om afslag på dispensation.

Planklagenævnet understregede, at det kun kan tage stilling til afgørelser, der er påklaget, og kun ophæve afgørelser, der behandles af nævnet. En klage, der udelukkende vedrører et påbud baseret på en tidligere afgørelse om lokalplanstridighed, kan derfor ikke omfatte den tidligere afgørelse, men alene selve påbuddet (f.eks. korrekt varsling eller henvisning til regelgrundlag).

Nævnet bemærkede, at dets afgørelse af 1. marts 2018 alene ophævede kommunens påbud af 22. september 2017 og ikke tog stilling til – eller ophævede – afslagene på dispensation. Nævnet fandt ingen undskyldelige omstændigheder for en forsinket klage over de to afslag på dispensation, især da nævnets sekretariat udtrykkeligt havde vejledt klageren (som var repræsenteret af advokat) om at oprette særskilte klager for hver afgørelse. Kommunen var ikke den rette myndighed til at bekræfte, at en enkelt klage ville dække alle afgørelser.

Planklagenævnet konkluderede, at det ville omgå de lovbestemte klagefrister, hvis spørgsmål vedrørende et afslag på dispensation kunne indbringes efter fristens udløb i forbindelse med en klage over et efterfølgende påbud. Nævnet fastholdt derfor, at det ikke kunne behandle klagepunkterne om de tidligere afslag på dispensation i forbindelse med det påklagede påbud. Nævnet fandt desuden ikke, at det havde begået sagsbehandlingsfejl.

Afgørelse og retsmidler

På baggrund af ovenstående afslog Planklagenævnet anmodningen om genoptagelse. Afgørelsen om afslag på genoptagelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da sagen ikke blev genoptaget eller afgørelsen ændret, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

• Partshøring: Klageren mente, at påbuddet led af væsentlige retlige mangler, da ejendommens ejer ikke var blevet partshørt i forhold til påbuddet af 22. april 2020 på samme grundlag og tidspunkt som brugeren.
• Begrundelse: Klageren gjorde gældende, at kommunens begrundelse var mangelfuld, idet udtryk som "ikke ubetydelig størrelse", "meget synlig i omgivelserne" og "uroligt og uønsket udtryk" var for vage og elastiske.
• Proportionalitetsprincippet: Klageren mente, at kommunen i stedet for et påbud om nedtagning burde have givet påbud om tilpasning af skærmens størrelse og skifteintervaller, da dette ville være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.