Vederlag for konsulentarbejde anset for lønindkomst og ikke momspligtig omsætning

Sagen omhandlede, hvorvidt en konsulent, der via sin enkeltmandsvirksomhed udførte arbejde som projektleder for en kunde, skulle anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed eller for at være lønmodtager. Konsulenten havde indgået en kontrakt med formidlingsvirksomheden [virksomhed2] A/S om at arbejde for deres kunde, [virksomhed4] A/S. Konsulenten fakturerede [virksomhed2] A/S med moms for det udførte arbejde.

Skattestyrelsen vurderede, at der reelt var tale om et lønmodtagerforhold mellem konsulenten og [virksomhed2] A/S. Begrundelsen var, at arbejdet blev udført under lønmodtagerlignende vilkår, hvor [virksomhed2] A/S via kunden havde instruktionsbeføjelsen, og konsulenten ikke bar en reel økonomisk risiko. Som konsekvens heraf blev vederlaget anset for personlig lønindkomst, og virksomhedens momstilsvar blev nedsat, da der ikke var tale om momspligtig omsætning.

Konsulenten gjorde gældende, at der var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Han fremhævede, at han bar den økonomiske risiko, selv afholdt udgifter til forsikringer og kurser, og at [virksomhed2] A/S alene fungerede som formidler uden instruktionsbeføjelse. Subsidiært blev det anført, at det fakturerede momsbeløb ikke skulle medregnes i den personlige lønindkomst.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at der forelå et arbejdstager-arbejdsgiverforhold. Der blev lagt vægt på, at [virksomhed2] A/S bar det overordnede økonomiske ansvar over for kunden, at vederlaget var en fast timeløn, og at konsulenten ikke havde en væsentlig økonomisk risiko. Arbejdet blev derfor ikke anset for selvstændig økonomisk virksomhed efter momslovens § 3, og vederlaget var dermed ikke momspligtigt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om en virksomhed, der leverede ydelser til [virksomhed2] A/S, var afgiftspligtig i henhold til momslovens § 4, stk. 1, jf. momslovens § 3, stk. 1. Dette afhang af, om virksomheden drev selvstændig økonomisk virksomhed.

Efter en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at de ydelser, virksomhedens indehaver havde leveret, var sket som led i et ansættelsesforhold til [virksomhed2] A/S. Der forelå derfor ikke en afgiftspligtig transaktion i momslovens forstand.

Retten lagde vægt på følgende momenter:

• Kontraktforhold: Kontrakten mellem virksomheden og [virksomhed2] A/S var underlagt en rammeaftale mellem [virksomhed2] A/S og kunden, [virksomhed4] A/S.
• Ansvar og ledelse: [virksomhed2] A/S havde det overordnede ansvar og den løbende ledelse over for kunden. Selvom den daglige instruktionsbeføjelse var overdraget til kunden, bar [virksomhed2] A/S det økonomiske ansvar for arbejdet.
• Økonomisk risiko: Virksomhedens indehaver modtog vederlag på timebasis og havde ikke haft udgifter ud over, hvad der er normalt i et arbejdstager-arbejdsgiverforhold. Indehaveren blev ikke anset for at have en reel økonomisk risiko, da en højere timeløn kompenserede for manglende feriepenge og pension.
• Eksklusivitet: Indehaveren havde siden oktober 2013 udelukkende arbejdet for [virksomhed4] A/S via [virksomhed2] A/S.

På baggrund af disse forhold konkluderede Landsskatteretten, at indehaveren måtte betragtes som lønmodtager omfattet af momssystemdirektivets artikel 10. Da ydelserne blev leveret i et lønmodtagerforhold, var de ikke omfattet af momslovens § 3 og dermed ikke momspligtige transaktioner. De beløb, der var angivet som moms på fakturaerne, var derfor ikke reelt moms.

Skattestyrelsens afgørelse om at nedsætte virksomhedens salgsmoms og nægte fradrag for købsmoms blev derfor stadfæstet.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.