Selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager

Spørger ønskede at vide, om hun kunne betragtes som selvstændigt erhvervsdrivende i relation til en indgået kontrakt med virksomhed A. Ligningsrådet svarede ja til dette spørgsmål. Spørger havde tidligere været ledende medarbejder i virksomhed B og ønskede nu at etablere en rådgivningsvirksomhed inden for fødevareindustrien gennem sit 100% ejede selskab, Spørger ApS. Konsulentopgaverne omfattede rådgivning til direktioner og bestyrelser, strategiudvikling, risikovurdering og optimering af værdikæden. Der var indgået en aftale med virksomhed A om disse ydelser. Opgaverne løstes via besøg, telefon- og videokonsultation. Betaling ville ske i takt med levering af ydelserne. Spørger forventede også at kunne etablere aftaler med andre virksomheder, der ikke var direkte konkurrenter til virksomhed A. Spørgers virksomhed ville blive momsregistreret. Kontrakten med virksomhed A var indgået personligt, men det var aftalt, at fakturering kunne ske via Spørger ApS. Der forventedes tegnet en rådgiveransvarsforsikring.

Spørgers Begrundelse

Spørger anførte, at aftalen og dens praktisering pegede i retning af selvstændig virksomhed. Opgaverne var ikke nærmere specificeret i aftalen, da spørger selv var med til at definere dem. Aftalen var knyttet til spørgers person og kvalifikationer. Spørger var ikke tidsmæssigt begrænset i forhold til andre kunderelationer og forventede at få andre kunder. Spørger var ikke underlagt instruktionsbeføjelse og bestemte selv sin arbejdstid. Spørger benyttede egne erhvervslokaler og eget pc-udstyr og havde udgifter og økonomisk ansvar, der lå ud over, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold.

SKATs Begrundelse

SKAT vurderede, at spørger i henhold til kontrakten med virksomhed A var selvstændigt erhvervsdrivende. SKAT lagde vægt på, at spørger havde etableret eget kontor, hvorfra arbejdet helt eller delvist blev udført. Spørger var ikke underlagt hvervgivers instruktionsbeføjelse og bestemte selv sin arbejdstid. Spørger afholdte selv udgifter til IT, udstyr, abonnementer, kontor og arbejdsplads. Begge parter kunne opsige kontrakten uden nærmere begrundelse og varsel uden krav på økonomisk kompensation. Spørger havde ansvar for korrekt opfyldelse af kontraktens ydelser, og honorering af delydelserne forudsatte, at hvervgiver accepterede, at ydelsen var leveret i kontraktmæssig stand. SKAT henviste til Cirkulære nr. 129 af. 4 juli 1994 om personskatteloven § 129 ved afgørelsen.

Skatterådets Afgørelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.