Principielle sager om ressourceforløb og førtidspension ved funktionelle lidelser

Ankestyrelsen har behandlet tre principielle sager for at afklare lovgivning og praksis vedrørende ressourceforløb og førtidspension, især med fokus på, hvornår der er et udviklingsperspektiv for en persons arbejdsevne, når vedkommende lider af en funktionel lidelse. Sagerne belyser forskellige scenarier, hvor kommunerne har truffet afgørelser om enten førtidspension eller ressourceforløb, og hvor Ankestyrelsen har vurderet, om arbejdsevnen er tilstrækkeligt afklaret og uden yderligere udviklingsmuligheder.

I den første sag klagede en borger med kroniske smerter og fibromyalgi over kommunens afslag på førtidspension. Borgeren havde en langvarig sygehistorie med omfattende lægelig udredning, men uden yderligere behandlingsmuligheder. Trods tidligere tilkendelse af fleksjob i 2015 og deltagelse i en praktik med meget begrænset arbejdsevne, vurderede kommunen, at der ikke var grundlag for førtidspension.

Den anden sag omhandlede en borger med PTSD, kronisk hjernesyndrom og post-commotionelt syndrom efter et kranietraume. Borgeren havde gennemgået adskillige behandlings- og afklaringsforløb, herunder en afbrudt virksomhedspraktik, men oplevede fortsat betydelig funktionsnedsættelse. Kommunen havde tilkendt et ressourceforløb med revision og førtidspension.

I den tredje sag klagede en borger med kronisk smertetilstand (fibromyalgi) og diskusprolaps over kommunens afslag på førtidspension. Borgeren havde en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, men havde ikke deltaget i virksomhedspraktik eller anden afklaring af arbejdsevnen efter sygemelding. Kommunen havde bevilget et femårigt ressourceforløb, men indsatserne var endnu ikke iværksat, og borgeren havde afvist socialpædagogisk støtte.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse i de tre sager med fokus på princippet om udviklingsperspektiv for arbejdsevnen, som fastslået i Principafgørelse 58-18. Et ressourceforløb er kun relevant, når der er en realistisk forventning om, at borgeren kan forbedre sin situation og deltage på arbejdsmarkedet. Hvis det er dokumenteret, eller helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres, skal førtidspension tilkendes, og et ressourceforløb skal ikke iværksættes.

Afgørelser og begrundelser

I sag 1 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse og tilkendte borgeren førtidspension fra 1. december 2018. Ankestyrelsen vurderede, at borgerens funktionsevne var meget ringe og ikke kunne forbedres, og at der ikke var et udviklingsperspektiv for arbejdsevnen. Dette blev underbygget af omfattende lægelige oplysninger om kroniske smerter og fibromyalgi, samt en tidligere tilkendelse af fleksjob i 2015, som indikerede, at arbejdsevnen allerede var afklaret i forhold til det brede arbejdsmarked. Den seneste praktik viste en yderligere forværring af arbejdsevnen, og der var ingen yderligere behandlingsmuligheder, der realistisk kunne forbedre borgerens situation til selvforsørgelse i et fleksjob. Dette er i overensstemmelse med Pensionsloven § 16 og Pensionsloven § 17, stk. 2.

I sag 2 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om ressourceforløb og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at påbegynde en sag om førtidspension. Ankestyrelsen fandt, at borgeren ikke var omfattet af målgruppen for ressourceforløb, da det var åbenbart formålsløst at udvikle arbejdsevnen grundet betydelig funktionsnedsættelse. Borgerens helbredstilstand, præget af PTSD og hjerneskade, var stationær uden yderligere behandlingsmuligheder, og tidligere lignende forløb havde ikke ført til bedring. Der var således ikke et udviklingsperspektiv for arbejdsevnen, jf. Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 68a.

I sag 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om afslag på førtidspension. Ankestyrelsen vurderede, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at borgerens arbejdsevne var varigt nedsat i et omfang, der berettigede til førtidspension. Der blev peget på, at der stadig var et udviklingsperspektiv for arbejdsevnen, og at der var behov for yderligere afklaring i det bevilgede ressourceforløb. Dette inkluderede socialpædagogisk støtte, som borgeren havde afvist, samt afklaring af boligsituationen, som nu var løst. Ankestyrelsen fremhævede, at lægefaglige oplysninger kun er ét element i vurderingen af arbejdsevnen, og at tværgående og motiverende indsatser i et ressourceforløb kan være relevante, jf. Principafgørelse 42-17.