PFA Pensions afslag på udbetaling af invalidesum til bibliotekar med psoriasisgigt

Sagen drejer sig om en bibliotekar (født i 1952), der via sin arbejdsgiver har en pensionsordning i PFA Pension. Hun klager over, at PFA Pension har afvist at udbetale et engangsbeløb ved invaliditet.

Sagens baggrund

Klageren har siden 1990 lidt af psoriasisgigt og blev i august 2013 sygemeldt på grund af smerter og et sammenbrud. Hun forsøgte at genoptage arbejdet delvist i oktober og november 2013, men måtte sygemelde sig fuldtid efter kort tid. Hun blev tilkendt førtidspension fra 1. maj 2014.

PFA Pension har anerkendt, at klagerens erhvervsevne er nedsat med halvdelen, og har udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne fra lønophør den 1. oktober 2014. Selskabet har dog afvist at udbetale engangsbeløbet ved invaliditet, da de mener, at hendes erhvervsevne ikke er nedsat i tilstrækkelig grad.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren anfører, at hendes helbredssituation er blevet bedre efter pensioneringen, fordi hun har tid og ro til at pleje sit helbred. Hun erkender, at smerteniveauet er forbedret, men at trætheden stadig er et problem. Hun mener, at selv en lille arbejdsbelastning vil forværre hendes tilstand. Hun henviser til, at hun for nylig måtte opgive formandskabet i en lille forening på grund af energitab og smerter. Hun fremhæver også, at hun har haft koncentrationsbesvær siden pensioneringen.

Klageren mener, at PFA Pension ser bort fra, at hun ikke var i stand til at arbejde under meget skånsomme vilkår under de to raskmeldingsforsøg. Hun henviser til en udtalelse fra rehabiliteringsteamet, der beskriver, at hun oplever forværring af symptomer ved stress og belastning. Hun mener, at hendes erhvervsevne er reduceret med mere end 66 %, og at hun derfor er berettiget til engangsbeløbet.

Selskabets påstande og argumenter

PFA Pension vurderer, at klagerens erhvervsevne er nedsat med halvdelen, men ikke med to tredjedele. De har udbetalt løbende tab af erhvervsevne til klageren fra 1. oktober 2014. Selskabet henviser til, at klageren under et ophold i udlandet trænede dagligt og gik i fitnesscenter tre gange om ugen. De bemærker, at klageren klarede to timers administrativt arbejde fint, men blev stresset af vagter. De henviser også til, at klageren med træning har forbedret sig fysisk og har fået mere energi og udholdenhed.

PFA Pension mener, at klagerens forsøg på at vende tilbage til arbejdsmarkedet er få og meget kortvarige. De henviser til, at klagerens gigt er forbedret i 2014, og at hun i december 2014 beskrives som havende det bedre end længe gigtmæssigt og i god almentilstand. De fastholder, at klageren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at hendes erhvervsevne er varigt nedsat med to tredjedele eller mere.

Efter en gennemgang af sagen fandt Ankenævnet for Forsikring ikke grundlag for at kritisere PFA Pensions afvisning af at udbetale invalidesummen. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke havde bevist, at hendes erhvervsevne varigt var nedsat med mindst 2/3.

Nævnet fremhævede, at de lægelige akter viste en bedring i klagerens gener efter førtidspensioneringen i maj 2014. Desuden skyldtes klagerens funktionsnedsættelse og førtidspensionering primært hendes gigtlidelse og medfølgende udtrætning, og der var ikke gennemført en relevant arbejdsprøvning efter denne bedring.

Det forhold, at klageren før sin seneste sygemelding kun kunne arbejde 4-8 timer om ugen, ændrede ikke nævnets vurdering.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.