Afgrænsning mellem personlig og praktisk hjælp, rehabilitering og socialpædagogisk støtte

Ankestyrelsen har principielt behandlet to sager for at afklare afgrænsningen mellem servicelovens bestemmelser om personlig og praktisk hjælp, rehabilitering og socialpædagogisk støtte. Fokus var på, hvordan kommunen skal vurdere behov, når psykiske funktionsnedsættelser påvirker evnen til at udføre praktiske opgaver.

I den ene sag havde en borger med bipolar lidelse, psykose, ustabil personlighedsstruktur og borderline fået afslag på personlig og praktisk hjælp til hårvask, rengøring, opvask og indkøb fra NN Kommune. Kommunen mente, at borgerens behov var af socialpædagogisk karakter, da borgeren fysisk var i stand til at udføre opgaverne. Borgerens læge bekræftede dog svingende funktionsniveau og udfordringer med angst, tankemylder og manglende overblik, hvilket gjorde det svært at udføre daglige gøremål. Borgeren oplyste, at den socialpædagogiske støtteperson ikke måtte hjælpe med udførelsen af opgaverne, hvilket reelt betød, at opgaverne ikke blev udført.

I den anden sag havde en borger med hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær, angst og depression fået afslag på socialpædagogisk støtte til posthåndtering samt personlig og praktisk hjælp til rengøring, opvask, oprydning, indkøb, madlavning og bad. NN Kommune henviste til væresteder for posthåndtering og vurderede, at borgeren selv kunne varetage de praktiske opgaver, da borgeren fysisk kunne transportere sig. Værestederne oplyste dog, at de ikke kunne imødekomme borgerens behov for posthåndtering på grund af støj og manglende ressourcer, og borgeren glemte ofte at åbne post.

Ankestyrelsen har i begge sager understreget, at kommunen har en forpligtelse til at sikre, at støtten er tilrettelagt, så borgeren reelt kan modtage den nødvendige hjælp, og at formålet med støtten opfyldes. Dette gælder uanset om hjælpen bevilges som personlig/praktisk hjælp eller socialpædagogisk støtte. Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, og serviceniveauet skal fraviges, hvis borgerens behov nødvendiggør dette, jf. Serviceloven § 1, stk. 2 og 3.

Afgørelse i sag nr. 1 (18-48511)

Sagen blev hjemvist til NN Kommune for ny behandling. Ankestyrelsen fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til at vurdere, om borgerens behov for personlig og praktisk hjælp blev dækket af den udmålte socialpædagogiske støtte.

• Kommunen skal indhente yderligere oplysninger om, hvorvidt borgeren er kompenseret for sit behov for personlig og praktisk hjælp med den socialpædagogiske støtte.
• Kommunen skal forholde sig til, om hjælpen er tilrettelagt, så borgeren rent faktisk kan modtage den, og opgaverne bliver udført, især i lyset af borgerens svingende funktionsniveau og psykiske funktionsnedsættelse. Det blev præciseret, at kommunen ikke alene kan lægge vægt på fysisk formåen, når psykisk funktionsnedsættelse forhindrer udførelse af opgaver.
• Ankestyrelsen bemærkede, at personlig og praktisk hjælp også kan indeholde elementer af motivering, guidning og rådgivning, jf. Serviceloven § 83.
• Kommunen skal genoptage den praktiske og personlige hjælp, indtil en ny afgørelse er truffet.

Afgørelse i sag nr. 2 (18-39904 og 18-65549)

Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse vedrørende socialpædagogisk støtte til posthåndtering og hjemviste sagen vedrørende personlig og praktisk hjælp.

• Borgeren fik ret til socialpædagogisk støtte til posthåndtering, da værestederne ikke kunne dække behovet tilstrækkeligt, jf. Serviceloven § 85.
• Sagen om personlig og praktisk hjælp til rengøring, opvask, oprydning, indkøb, madlavning og bad blev hjemvist til ny behandling. Kommunen manglede konkrete oplysninger til at underbygge vurderingen af borgerens evne til at varetage opgaverne.
• Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering, der også inddrager borgerens psykiske funktionsnedsættelse, og ikke kun den fysiske evne til at udføre opgaverne. Det blev fremhævet, at personlig og praktisk hjælp kan gives som hjælp til selvhjælp, herunder motivering og guidning.
• Kommunen skal undersøge, om rehabilitering vil kunne nedsætte behovet for hjælp, men skal sikre, at nødvendig hjælp ydes under rehabiliteringsforløbet, jf. Serviceloven § 83 a. Kommunen har en omsorgsforpligtelse, jf. Serviceloven § 81, til at sikre, at borgeren reelt kan modtage den bevilgede støtte, jf. principafgørelse 76-17.