Planklagenævnets afgørelse om ophævelse af Aarhus Kommunes afgørelser vedrørende hævet opholdsareal og overdækning

Aarhus Kommune traf den 6. marts 2015 en indirekte afgørelse om, at et hævet opholdsareal på ejendommen [adresse1] var i overensstemmelse med lokalplanen. Den 5. oktober 2018 traf kommunen yderligere afgørelse om, at etablering af en overdækning på samme ejendom ligeledes var i overensstemmelse med lokalplanen. Disse afgørelser blev efterfølgende påklaget til Planklagenævnet.

Klageforløb for sag 18/09428

Ejeren af en naboejendom indgav den 4. december 2015 en klage til Natur- og Miljøklagenævnet over kommunens afgørelse af 6. marts 2015. Natur- og Miljøklagenævnet afviste klagen den 12. april 2016 med den begrundelse, at klagefristen var overskredet. Klageren indbragte herefter nævnets afgørelse for domstolene.

Efter ikrafttrædelsen af Lov om Planklagenævnet den 1. februar 2017 overgik sager vedrørende planforhold til Planklagenævnet. Vestre Landsret hjemviste den 16. november 2018 sagen til Planklagenævnet, idet landsretten fastslog, at klagen var indgivet rettidigt. Planklagenævnet genoptog herefter sagen.

Klageforløb for sag 19/05469

Den 30. oktober 2018 klagede klageren til Planklagenævnet over kommunens afgørelse af 5. oktober 2018. Denne klage blev modtaget af Planklagenævnet den 5. juli 2019 fra kommunen.

Byrettens dom og kommunens reaktion

Klageren havde også indbragt kommunens byggetilladelse af 6. marts 2015 for Statsforvaltningen. Statsforvaltningen stadfæstede den 7. juli 2017 kommunens afgørelse, idet de vurderede, at klageren ikke var part i sagen. Denne afgørelse blev ligeledes indbragt for domstolene.

Byretten afsagde den 11. april 2019 dom i sagen, hvor Statsforvaltningens afgørelse af 7. juli 2017 blev kendt ugyldig. Byretten fastslog, at klageren var part i sagen, og at kommunen derfor skulle have givet klageren lejlighed til at udtale sig inden afgørelsen.

Aarhus Kommune oplyste den 2. juli 2019 Planklagenævnet om byrettens dom. Kommunen meddelte, at dommen var taget til efterretning, og at både byggetilladelsen af 6. marts 2015 og den supplerende byggetilladelse af 5. oktober 2018 til overdækning af opholdsarealet blev anset for ugyldige. Kommunen oplyste endvidere, at den endnu ikke havde taget endelig stilling til, hvorvidt forholdet skulle søges fysisk eller retligt lovliggjort. I et brev af 31. juli 2019 til klageren bekræftede kommunen, at klageren fremadrettet ville have partsstatus i sagen.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser truffet i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. En byggetilladelse fortolkes som udgangspunkt som en afgørelse om, at det ansøgte projekt er i overensstemmelse med en gældende lokalplan eller byplanvedtægt.