Ophævelse af dispensation til udstykning af sommerhusgrunde på [adresse1]-[adresse2] grundet manglende vurdering af bilag IV-arter og strid med lokalplanens principper

Planklagenævnet ophævede Frederikssund Kommunes afgørelse om dispensation til udstykning af sommerhusgrunde. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse led af væsentlige retlige mangler.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig. Klagepunkter vedrørende værditab og dispensation fra naturbeskyttelsesloven (skovbyggelinjer) faldt uden for Planklagenævnets kompetence.

Påvirkning af bilag IV-arter

Nævnet bemærkede, at reglerne om beskyttelse af bilag IV-arter, som fastsat i Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivet) og implementeret i Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 1, gælder generelt og ikke kun inden for Natura 2000-områder. Der kan ikke gives dispensation fra en lokalplan, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-dyrearter. Hensynet til beskyttede arter skal inddrages så tidligt som muligt i beslutningsprocessen.

Kommunen havde vurderet, at udstykning generelt ikke ville påvirke bilag IV-arter, og havde ikke foretaget en konkret vurdering af dette. Planklagenævnet fandt, at kommunen var forpligtet til at foretage en konkret vurdering af, om udstykning til byggeri var i strid med habitatdirektivets formål, herunder beskyttelsen af bilag IV-arter, allerede i forbindelse med dispensationsansøgningen. Manglen på en sådan vurdering udgjorde en væsentlig retlig mangel, der medførte, at dispensationen var ugyldig.

Krav om dispensation

Lokalplanens bestemmelser er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Lokalplanens § 4.2 forbyder yderligere udstykning inden for område B. Planklagenævnet fandt, at den ansøgte udstykning ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation, jf. Planloven § 19.

Dispensationens gyldighed

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Lokalplanens principper omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, herunder fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Der kan som regel ikke dispenseres til indgreb i grønne områder og fælles friarealer.

Lokalplanens § 3.6.1 fastsætter, at område B, delområde 1, udlægges til sommerhuse i klynger med tilhørende fællesareal. Nævnet lagde til grund, at fællesarealet svarede til den "gruppezone", der er omtalt i § 9.2.1, litra b. Kommunens dispensation medførte, at ca. halvdelen af dette fællesareal blev inddraget i de private parceller. Da dette ændrede den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer, fandt Planklagenævnet, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere. Dette udgjorde ligeledes en væsentlig retlig mangel, der gjorde dispensationen ugyldig.

Afgørelse

Planklagenævnet ophævede Frederikssund Kommunes afgørelse af 11. oktober 2018 om dispensation fra lokalplan nr. 76. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales.

Lokalplanens relevante bestemmelser inkluderer:

• Lokalplanens § 4.1: Udstykning må kun ske i overensstemmelse med kortbilag 2.
• Lokalplanens § 5.1: Areal til veje og stier udlægges som vist på kortbilag 2 og 3.
• Lokalplanens § 5.6: Før udstykning skal vejenes udformning drøftes mellem grundejere, kommune og udstykker.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Kommunen modtog den 1. november 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplanens § 4.1 og § 5.1. Ansøgningen vedrørte udstykning af to grunde på ca. 2.450 m² hver, fra den nordlige del af ejendommen. Den nordligste grund skulle udstykkes som en koteletgrund med vejadgang til A 1 via en 4 meter bred indkørsel, mens den sydligste grund skulle have direkte vejadgang til A 1, hvor stiforbindelsen er etableret.

Kommunen vurderede, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre, samt ændringen af vejadgangen fra den indtegnede østlige adgangsvej til en sydlig adgangsvej, var i strid med lokalplanens § 4.1 og § 5.1 og krævede dispensation. Kommunen traf afgørelse med hjemmel i Planloven § 19 og undlod naboorientering i henhold til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen efter kommunens vurdering ikke var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af forkerte oplysninger, og at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper. Klageren fremhævede, at den ændrede vejadgang ville medføre en nedlæggelse af stiforbindelsen og dermed ødelægge lokalplanens tiltænkte vej- og stisystem, som var baseret på lukkede veje uden gennemkørende trafik. Klageren påpegede også, at ændringen af vej- og stiføringen ville medføre en væsentlig ændring af områdets karakter og en værdiforringelse af klagerens ejendom.