Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 136A, Boligområde ved Engelsborg

Sagen omhandler en klage over Viborg Kommunes afgørelse af 24. maj 2017, hvor kommunen gav en lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 136A, Boligområde ved Engelsborg, til et udhus på ejendommen [adresse1]. Klagen blev indgivet af en nabo, der navnlig gjorde gældende, at det opførte skur var i strid med lokalplanen.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er beliggende på [adresse1] og er omfattet af lokalplan nr. 136A, vedtaget i 2002. Lokalplanen fastlægger områdets anvendelse til tæt-lav boligbebyggelse og indeholder bestemmelser om bebyggelsens omfang. Specifikt fastsætter lokalplanens § 6.3, at bebyggelsesprocenten for det enkelte byggefelt ikke må overstige 35.

Forløbet før kommunens afgørelse

Det omhandlede skur blev opført i oktober 2011. Klageren gjorde kommunen opmærksom på dette kort efter opførelsen. I marts 2014 meddelte kommunen, at de havde ændret procedure vedrørende en samlet bebyggelsesplan, og at redskabsskure ikke længere skulle opføres efter en sådan plan. Denne afgørelse blev dog ophævet af Natur- og Miljøklagenævnet den 3. november 2014 (NMK-33-02611), da nævnet fandt, at lokalplanens § 6.2 om en samlet bebyggelsesplan ikke var bindende.

Kommunens dispensation

Viborg Kommune traf den 24. maj 2017 afgørelse om at give lovliggørende dispensation fra lokalplanens § 6.3 til skuret på 6 m². Skuret medførte, at ejendommens bebyggelsesprocent steg fra 37 til 39, hvilket oversteg den tilladte grænse på 35. Kommunen begrundede dispensationen med, at udhuset ikke medførte væsentlige yderligere skygge- eller indbliksgener sammenlignet med en overdækning, som kunne opføres uden at skulle medregnes i bebyggelsesprocenten. Kommunen bemærkede desuden, at bebyggelsesprocenten for en stor del af ejendommene i området allerede var over 35.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at udhuset var i strid med lokalplanens principper, da det overskred den tilladte bebyggelsesprocent. Klageren anførte også, at udhuset forhindrede etablering af et fælleshegn og medførte visuelle gener. Endelig kritiserede klageren kommunens sagsbehandlingstid og dens ændring af procedure med tilbagevirkende kraft, samt at grundejerforeningen ikke var blevet inddraget. Kommunen kommenterede ikke på sagsbehandlingskritikken, men henviste til, at bebyggelsesprocenten i området varierede, og at kommuneplanen tillod en bebyggelsesprocent på 40.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Viborg Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan vurdere, om kommunen har haft hjemmel til at give dispensation fra lokalplanen. Dog kan nævnet ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til klager over kommunens tilsynspligt, sagsbehandlingstid eller prioritering af tilsynsopgaver. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at Natur- og Miljøklagenævnet allerede i 2014 havde fastslået, at lokalplanens § 6.2 om en samlet bebyggelsesplan ikke var bindende, og at en kommune generelt kan ændre sin dispensationspraksis, hvis det er baseret på saglige hensyn.

Krav om dispensation

Planklagenævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation, jf. Planloven § 19. Nævnet fandt, at bebyggelsesprocenten i den konkrete sag skulle beregnes for den enkelte matrikel/ejendom, hvilket kommunen også havde gjort. Da ejendommens bebyggelsesprocent på 39 oversteg lokalplanens grænse på 35, krævede forholdet dispensation.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser samt den planlagte struktur. De omfatter derimod som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelser (§ 1 og § 3) ikke var i strid med en dispensation fra lokalplanens § 6.3 om bebyggelsesprocent. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen, da kommunen havde hjemmel til at meddele dispensationen.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Viborg Kommunes afgørelse af 24. maj 2017 om lovliggørende dispensation til udhus på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.