Stadfæstelse af afgørelse om krav om landzonetilladelse for jordpåfyldning

Ansøgeren klagede den 18. juli 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren fastholdt, at yderligere jordpåkørsel var nødvendig for at gøre marken dyrkningsegnet og henviste til, at formålet var at hæve koter i våde lavninger og gøre stejle skråninger farbare for landbrugsredskaber. Kommunen fastholdt sin vurdering og anførte, at den tidligere placering af jorden havde skabt nye problemer, og at der allerede var tilstrækkeligt med jord til at fylde naturlige lavninger.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Frederikssund Kommunes afgørelse om, at yderligere terrænregulering på ejendommen kræver landzonetilladelse.

Planklagenævnets kompetence og vurderingsgrundlag

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om et forhold kræver landzonetilladelse, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnets prøvelse i denne sag var begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt den ansøgte terrænregulering kræver landzonetilladelse.

Principper for terrænregulering af landbrugsarealer

Nævnet præciserede, at terrænregulering af landbrugsarealer med henblik på forbedring og fortsat landbrugsdrift som udgangspunkt ikke er en "ændring af anvendelsen" og dermed ikke kræver landzonetilladelse, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Dette gælder især for udjævning af vandlidende lavninger og visse skråninger. Hvis terrænreguleringen overstiger, hvad der er nødvendigt for landbrugsdriften, anses det derimod for en ændret anvendelse til deponi, hvilket kræver landzonetilladelse. Ved tvivl skal ejeren sandsynliggøre nødvendigheden over for kommunen. Kommunen skal foretage en konkret vurdering baseret på ejendommens aktuelle beskaffenhed, mængden af jord, ændringer i terrænhøjder og varigheden af arbejdet. Landskabelige, naturmæssige, trafikale og nabohensyn indgår ikke i vurderingen af, om der er tale om ændret arealanvendelse, men kan indgå i den efterfølgende afvejning, hvis der skal gives landzonetilladelse.

Planklagenævnets afgørelse

Et enstemmigt Planklagenævn fandt, at den ansøgte terrænregulering har en sådan karakter, at den forudsætter landzonetilladelse, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet vurderede, at den yderligere tilkørsel af jord – set i sammenhæng med de allerede udførte, gentagne og betydelige jordpåfyldninger – må betragtes som en ændret anvendelse i form af deponering af jord efter landzonereglerne. Nævnet lagde vægt på, at de tidligere udførte jordpåfyldninger ikke har bidraget til at udjævne lavningerne, men tværtimod har øget niveauforskellene. Derfor fandt nævnet, at den påtænkte terrænregulering ikke er nødvendig for den landbrugsmæssige drift, og at den udgør en ændret anvendelse til deponi.

Planklagenævnet stadfæstede Frederikssund Kommunes afgørelse af 25. maj 2018 om, at påfyldning af jord på ejendommen kræver landzonetilladelse. Nævnet bemærkede, at afgørelsen alene vedrører landzonereglerne og ikke tager stilling til deponi efter anden lovgivning, f.eks. miljølovgivningen.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse.

Kommunens vurdering

Kommunen lagde vægt på den dokumenterede støjmæssige begrundelse og vurderede, at projektet ikke stred mod kommuneplanens retningslinjer, herunder for landskabskarakterområdet A2. Kommunen bemærkede, at området allerede er præget af råstofindvinding, og at jordvolden ikke ville påvirke kulturhistoriske bevaringsværdier eller værdifuldt landbrugsareal. Kommunen vurderede desuden, at anlægsarbejdet ikke ville medføre urimelige gener for naboer, og at den færdige vold ikke ville øge støjgenerne for dem.

Klagerens indsigelser

En beboer, der bor ca. 55 meter fra den planlagte jordvold, klagede til Planklagenævnet. Klageren anførte, at kommunen ikke havde inddraget alternative forslag til jordvoldens udformning, herunder en kortere vold drejet ind mellem den eksisterende sø og ansøgerens bygninger. Klageren frygtede desuden forringelse af udsigten over søen og øgede støjgener fra A1 som følge af støjreflektion fra volden, samt gener under anlægsarbejdet.

Ansøgerens bemærkninger til klagen

Ansøgeren bestred klagerens klageberettigelse med henvisning til, at klageren ikke var umiddelbar nabo, og at klagerens grund lå lavere end A1, hvilket allerede spærrede for udsigten til anlægsområdet. Ansøgeren mente ikke, at projektet ville ændre udsigt, støjforhold eller ejendomsværdi for klageren.