Planklagenævnets afgørelse om tagterrasse og hævet opholdsareal i Lyngby-Taarbæk Kommune

Kommunen fastholdt, at projektet overholdt lokalplan og byggeret, og at der var tilstrækkelig afstand til naboer. Kommunen præciserede, at lokalplanens § 9, stk. 5, om terrænændringer kun vedrører ændringer af jordoverfladen og ikke hævede konstruktioner som terrasser.

Planklagenævnet behandlede klagen over Lyngby-Taarbæk Kommunes indirekte afgørelse om byggetilladelse til tagterrasse og hævet opholdsareal. Nævnet har kompetence til at vurdere retlige spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om byggeriet er i overensstemmelse med lokalplanen og om sagsbehandlingsreglerne, herunder partshøring, er overholdt. Nævnet afviste at behandle klagepunkter vedrørende hegnsloven og bygningsreglementet (BR15), da disse falder uden for nævnets kompetence og allerede var påklaget til Statsforvaltningen.

Vurdering af etageantal

Nævnet vurderede, om tagterrassen ændrede ejendommens etageantal, så den fremstod som en to-etagers bygning i strid med lokalplanens § 6, stk. 2, der tillader 1 etage med udnyttet tagetage. Nævnet lagde vægt på tagterrassens beskedne størrelse (10,3 m²), det halvtransparente værn (0,95 m højt, 48 % transparent), at den fylder under 50 % af tagarealet og er trukket tilbage fra sternkanten. På baggrund heraf fandt nævnet, at tagterrassen ikke havde et så dominerende præg, at bebyggelsen fremstod som en to-etagers bygning. Bygningens etageantal blev derfor anset for at være i overensstemmelse med lokalplanens § 6, stk. 2, og krævede ingen dispensation.

Vurdering af terrænregulering

Planklagenævnet vurderede klagepunktet om terrænregulering i forhold til lokalplanens § 9, stk. 5, som fastsætter, at terrænet ikke må ændres udover mindre ændringer på +/- 0,30 m. Nævnet fortolkede bestemmelsen som kun gældende for ændringer af selve jordoverfladen og ikke for hævede konstruktioner som terrasser. Da det ansøgte vedrørte et hævet opholdsareal og ikke en regulering af terrænet, fandt nævnet, at projektet ikke var i strid med lokalplanens § 9, stk. 5.

Vurdering af partshøring

Nævnet fastslog, at ejeren af [adresse2] ikke var part i sagen, da ejendommen grænser op til grundens sydøstlige hjørne, og byggeriet på den sydvestlige del ikke medførte tilstrækkelige indbliksgener. Derimod fandt nævnet, at ejeren af [adresse3] var part i sagen, da der var en tæt afstand til naboskel (2,53 m) og et betydeligt indblik fra det hævede opholdsareal, som det fremgik af fremsendte billeder. Kommunen skulle derfor have foretaget partshøring i henhold til Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Konsekvens af manglende partshøring

Trods den manglende partshøring fandt Planklagenævnet, at kommunens afgørelse ikke led af en væsentlig retlig mangel, der medførte ugyldighed. Nævnet lagde vægt på, at kommunen var afskåret fra at træffe en anden afgørelse, da det ansøgte var i overensstemmelse med lokalplanen. Desuden havde klagerne haft aktindsigt, indsendt indsigelser og deres bemærkninger var indgået i sagsbehandlingen, hvilket mindskede betydningen af den formelle mangel.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Lyngby-Taarbæk Kommunes indirekte afgørelse af 30. maj 2018 om tilladelse til opførelse af tagterrasse og hævet opholdsareal. Kommunens afgørelse står dermed ved magt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke.