Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Københavns Kommune afslog den 27. juni 2017 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 133, [vejnavn2], vedrørende opførelse af en 25 m2 kombineret carport og udhus i skel samt lovliggørelse af en 17 m2 udestue og en 13 m2 overdækning på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet.
Ejendommen er beliggende på [adresse1] og er omfattet af bevarende lokalplan nr. 133, [vejnavn2], vedtaget den 12. oktober 1989. Lokalplanens formål er at opretholde området som boligområde og sikre bevaring af den eksisterende byggeforeningsbebyggelse, der rummer særlige kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter. Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser for delområde I, hvor ejendommen ligger:
Ejendommen har allerede et eksisterende skur på 10 m2 (tilladt i 1955) og en tilbygning på 11 m2 (tilladt i 1987).
Kommunen havde tidligere meddelt afslag på dispensation fra lokalplanen for en udestue i 1996 og en garage på 35 m2 i 2015. Den 11. januar 2017 indgav klagerne nye ansøgninger om lovliggørende dispensation for den opførte udestue med overdækning (i alt 30 m2) og om opførelse af en kombineret carport med udhus/skur/værksted på 35 m2.
Københavns Kommune begrundede afslaget med, at udestuen stred mod lokalplanens formål om bevaring og krævede dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 1, litra a, da den blev anset for en tilbygning, der krævede en supplerende lokalplan. Kommunen vurderede, at udestuen med overdækning på 30 m2 var væsentlig større end forventeligt og ikke kunne henregnes under kategorien ”mindre havehuse, terrasseoverdækninger m.v.” i lokalplanens § 5, stk. 1, litra b. Desuden stred udestuen mod lokalplanens § 6, stk. 1, da den ikke var samstemmende med områdets karakter. For den kombinerede carport og skur på 35 m2 anførte kommunen, at den var for stor til at falde ind under lokalplanens § 5, stk. 1, litra b, især med de eksisterende bygninger på ejendommen. Kommunen var dog positiv over for carporten, hvis udestuen og det eksisterende skur blev fjernet.
Klagerne anførte, at kommunen anvendte forkerte begreber, og at udestuen burde betragtes som et udhus, og overdækningen som et åbent overdække. De var villige til at reducere overdækningen. Klagerne gjorde gældende, at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen, idet kommunen i tilsvarende sager i samme lokalplanområde havde anlagt et anderledes skøn. De henviste til flere naboejendomme ([adresse3], [adresse4], [adresse5], [adresse6], [adresse7]), hvor der var givet tilladelser til lignende eller større bebyggelse. Klagerne påpegede desuden, at bebyggelsesprocenten i kommuneplanen var overholdt, og at carporten overholdt byggelovgivningens højdekrav. De fremhævede også hensynet til parkering og opladning af elbiler samt den forringede værdi af haverne mod [vejnavn3] grundet et nærliggende nybyggeri.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afslag på dispensation. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.
Planklagenævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan således ikke efterprøve kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvorvidt en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, herunder argumenter vedrørende skyggegener, nybyggeri eller hensynet til elbiler. Klagerne havde også gjort indsigelser mod kommunens tidligere afslag fra 1996 og 2015. Planklagenævnet afviste at behandle disse klagepunkter, da klagefristen på fire uger, jf. Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2, stk. 1, var overskredet.
Lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Planklagenævnet fortolkede lokalplanens § 5, stk. 1, litra a, som et forbud mod opførelse af alt nybyggeri, herunder tilbygninger som udestuer, medmindre en supplerende lokalplan tilvejebringes. Lokalplanens § 5, stk. 1, litra b, blev fortolket som en dispensationsbestemmelse, der giver kommunen mulighed for at tillade opførelse af mindre skure, havehuse, terrasseoverdækninger og lignende efter en konkret vurdering. Nævnet fandt, at kommunen med denne formulering har begrænset sin dispensationskompetence efter Planloven § 19 til kun at omfatte de nævnte mindre bygninger. Andet nybyggeri kræver en ny/supplerende lokalplan.
Den ansøgte kombinerede carport og skur på 35 m2 blev af nævnet anset for at være en eller to mindre bygninger, som kommunen kunne have givet dispensation til efter lokalplanens § 5, stk. 1, litra b. Afslaget på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, men den skal være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler, herunder lighedsgrundsætningen.
Planklagenævnet fandt, at udestuer og lignende tilbygninger, der er direkte forbundet med beboelsesbygningen, ikke er omfattet af begrebet ”skure, havehuse, terrasseoverdækninger og lignende” i lokalplanens § 5, stk. 1, litra b. Med henvisning til det gældende bygningsreglement (BR85) ved lokalplanens vedtagelse, som skelnede mellem tilbygninger (herunder udestuer) og fritliggende småbygninger, konkluderede nævnet, at udestuen med overdækning falder ind under lokalplanens § 5, stk. 1, litra a. Dette indebærer, at byggeriet ikke er tilladt, og at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da det kræver en supplerende lokalplan. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen vedrørende udestuen.
Planklagenævnet vurderede, om kommunen havde overholdt lighedsgrundsætningen. Nævnet fandt, at de af klagerne nævnte sammenlignelige sager enten vedrørte tilladelser givet før lokalplanens vedtagelse ([adresse3], [adresse5], [adresse7] (12 m2 tilbygning)), ikke var sammenlignelige grundet fravær af andre småbygninger ([adresse4]), eller var tilfælde, hvor kommunen selv havde erkendt en fejl i sagsbehandlingen ([adresse7] (31 m2 carport/skur)). For så vidt angår dispensationen til en udestue på 14 m2 på [adresse2], fandt nævnet, at kommunen ikke havde hjemmel til at give denne dispensation, da den stred mod lokalplanens § 5, stk. 1, litra a. En tidligere ulovlig dispensation skaber ikke et retskrav for andre. På denne baggrund kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen vedrørende lighedsgrundsætningen.
Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
AkademiraadetAkademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Gentofte Kommunes afslag på tilladelse til at opføre en udestue. Klager argumenterede for, at udestuen burde sidestilles med mindre småbygninger som garager og carporte, og henviste til en tidligere afgørelse fra Naturklagenævnet. Kommunen afviste ansøgningen med henvisning til lokalplanens bestemmelser om afstand til vejskel og bevarelse af grønne vejbilleder.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
Ekspertgruppen for national arkitekturpolitik udskriver to åbne konkurrencer for at skabe bæredygtige fremtidsbilleder for vores boliger og byrum.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Holstebro Kommunes afslag på dispensation fra Lokalplan nr. 1020 ved...
Læs mereSagen omhandler Odder Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation til et udhus/havepavillon på en ejendom i Odder, ...
Læs mere