Afslag på dispensation til udestuer i Solrød Strand fastholdes

Planklagenævnet har behandlet en klage over Solrød Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan nr. 312.1, Bækbo, Dige-Broparken og Klosterparken, Solrød Strand, vedrørende opførelse af udestuer i Klosterparken, 2680 Solrød Strand. Afgørelsen blev truffet den 16. august 2017, og klagen blev indsendt af en grundejerforening den 11. september 2017.

Klagens Hovedpunkter

Klageren anførte primært, at opførelse af udestuer ikke ville ændre den eksisterende ensartethed af bebyggelsen, og at kommunens afslag på dispensation derfor var forkert. Klageren uddybede, at der allerede var stor variation i vindfangenes størrelse og udformning i området, hvilket betød, at en ensartethed aldrig havde eksisteret og ikke ville blive brudt af udestuer. Desuden blev det anført, at en overdækket terrasse ikke ville kunne ses fra fortovene bag husene på grund af hegnsloven, som tillader hæk/hegn på op til 180 cm. Klageren mente også, at der var fejl i de oprindelige beregninger af bebyggelsesprocenten for Klosterparken, som lå til grund for lokalplanens vedtagelse i 1991, og at dette burde give grundlag for dispensation.

Ejendommen og Lokalplanen

Sagen vedrører ejendomme i Klosterparken, som er en del af delområde I under lokalplan nr. 312.1. Lokalplanens formål, som beskrevet i § 1, er at muliggøre opførelse af mindre tilbygninger til den eksisterende bebyggelse og at samle planlægningsbestemmelserne for området.

Lokalplanens § 6 om bebyggelsens omfang og placering fastsætter følgende:

• Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 40 for området som helhed.
• I delområde I kan der opføres ét vindfang på maksimalt 5,2 m² og én overdækket terrasse på maksimalt 18 m² pr. ejendom. Derudover kan der opføres carporte på fællesarealerne, svarende til én carport pr. beboelse.

Lokalplanens redegørelse præciserer, at der i Klosterparken (delområde I) kan opføres ét vindfang, én overdækket terrasse og én carport pr. ejendom.

Kommunens Begrundelse for Afslag

Solrød Kommune begrundede afslaget med, at opførelse af udestuer ikke er umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 6.2. Kommunen anførte, at lokalplanen er udarbejdet med baggrund i at gøre det muligt at opføre udestuer i en bestemt del af bebyggelsen (delområde IV), men at der i Klosterparken (delområde I) alene er taget stilling til vindfang og overdækkede terrasser. Kommunen skønnede, at der allerede ved udarbejdelsen af lokalplanen var taget stilling til udestuer, og at etablering af udestuer ville bryde den ensartede facade, da disse – i modsætning til overdækkede terrasser – har omkransende vægge/vinduespartier. Kommunen fastholdt, at det er vigtigt at bevare den ensartede facade mod havesiden, uanset at hækken dækker en del af udsynet.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Solrød Kommunes afgørelse af 16. august 2017 om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 312.1 til udestuer i Klosterparken. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets Kompetence og Vurdering

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Et centralt retligt spørgsmål i denne sag var, om kommunen havde hjemmel til at give afslag på dispensation fra lokalplanen.

Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation, jf. Planloven § 19. Lokalplanens § 6.2 fastsætter specifikt, at der i delområde I kun må opføres et vindfang på maksimalt 5,2 m² og en overdækket terrasse på maksimalt 18 m². Da der blev ansøgt om tilladelse til opførelse af udestuer, fandt Planklagenævnet, at dette ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation. På denne baggrund havde kommunen hjemmel til at give afslag på dispensation fra lokalplanens § 6.2.

Nævnet understregede, at selve afgørelsen om afslag på dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Dette inkluderer vurderingen af, om afslaget er rimeligt eller hensigtsmæssigt, samt kommunens skønsmæssige vurdering af, at den ensartede facade ville blive brudt ved etablering af udestuer.

Endelig Afgørelse og Gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.