Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 01.37, Asserbohus, vedrørende bebyggelsesprocent

Halsnæs Kommune meddelte den 1. september 2017 dispensation fra lokalplan nr. 01.37, Asserbohus, vedrørende bebyggelsesprocenten for byggeri på fem ejendomme i Melby By, Melby. Dispensationen tillod en bebyggelsesprocent på 15 for de udstykkede sommerhusgrunde, selvom lokalplanens § 8.1 fastsatte en bebyggelsesprocent på 10 for disse grunde. Kommunen begrundede afgørelsen med, at ændringen ikke ville have væsentlig indflydelse på områdets karakter, idet den omkringliggende kommuneplanramme 1.S5 for sommerhusområdet også fastsætter en bebyggelsesprocent på 15.

Klagen til Planklagenævnet

En grundejerforening klagede den 26. september 2017 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen blev modtaget af nævnet den 16. oktober 2017. Hovedpunkterne i klagen var, at kommunen manglede hjemmel til at give dispensationen, og at afgørelsen var baseret på urigtige oplysninger. Planklagenævnet traf den 3. november 2017 afgørelse om ikke at tillægge klagen opsættende virkning.

Ejendommene og lokalplanens bestemmelser

De omhandlede ejendomme er beliggende ved [vejnavn1] og [vejnavn2] og er omfattet af lokalplan nr. 01.37, Asserbohus, specifikt i delområde A. Lokalplanens formål er blandt andet at fastlægge bebyggelsesregulerende bestemmelser for sommerhusbebyggelsen. Lokalplanens § 8.1 fastsætter, at bebyggelsesprocenten for sommerhusgrunde frastykket delområde A ikke må overstige 10, mens bebyggelsesprocenten for delområde A generelt er 30. Lokalplanen indeholder ikke yderligere bestemmelser om maksimal størrelse af bebyggelse.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at dispensationen til den øgede bebyggelsesprocent ville medføre en øget belastning af området, og at kommunens skønsmæssige vurdering af, at dette ikke ville have væsentlig indflydelse på områdets karakter, var urimelig. Det blev også påpeget, at det eksisterende byggeri allerede umuliggjorde en plantagelignende karakter. Derudover blev det anført, at vejene ikke var udbedret i forbindelse med tidligere byggeri. Klageren gjorde gældende, at dispensationen udgjorde en så generel ændring af bebyggelsesprocenten, at det krævede udarbejdelse af en ny lokalplan, og at dispensationen derfor var ulovlig. Endvidere mente klageren, at kommunens skøn var baseret på urigtige oplysninger, idet bebyggelsesprocenten i området gennemsnitligt var 5, ikke 15, og at det var inkonsekvent at henvise til kommuneplanens ramme for bebyggelsesprocent, mens man afviste kommuneplanens generelle byggegrænse på 250 m². Klageren fremhævede også, at tilladelse til udlejningsejendomme til flere familier frem for privatejede sommerhuse til én familie medførte en væsentlig ændring af området. Klageren kritiserede desuden kommunens behandling af indsigelser fra naboorienteringen, idet ejere med økonomisk fordel af dispensationen blev anset for inhabile.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Halsnæs Kommunes afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 01.37. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Hvorvidt en kommune vil meddele dispensation er en skønsmæssig afgørelse, som nævnet ikke kan prøve. Nævnet kunne derfor ikke tage stilling til klagerens anbringender om, at kommunens skønsmæssige vurdering var urimelig. Spørgsmålet om udbedring af veje faldt uden for nævnets kompetence, da kommunen ikke havde truffet en afgørelse herom efter lokalplanen.

Krav om dispensation og hjemmel

Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Da de omhandlede ejendomme er frastykket delområde A, og der blev ansøgt om en bebyggelsesprocent på 15, som overstiger lokalplanens fastsatte 10 % for disse grunde, krævede forholdet dispensation, jf. Planloven § 19. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Planklagenævnet fandt, at den meddelte dispensation fra lokalplanens § 8.1 om bebyggelsesprocent ikke var i strid med lokalplanens principper. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens formålsbestemmelse ikke henviser til konkrete bebyggelsesregulerende bestemmelser.

Officialprincippet og sagsoplysning

Vedrørende klagerens påstand om, at kommunens afgørelse hvilede på et fejlagtigt skøn, fandt Planklagenævnet ikke, at kommunen havde truffet afgørelse på et forkert grundlag. Nævnet bemærkede, at lokalplanområdet ligger midt i et større sommerhusområde, som ikke er omfattet af en lokalplan, og at kommuneplanrammen for dette område fastlægger bebyggelsesprocenten til 15. Kommunen havde desuden bemærket, at lokalplanen ikke fastsætter bestemmelser om maksimal størrelse på sommerhuse, og at sommerhusene kan anvendes efter reglerne i Planlovens §§ 40-42.

Naboorientering og inhabilitet

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over kommunens behandling af de bemærkninger, der var modtaget i forbindelse med naboorienteringen. Efter Planloven § 20, stk. 1 skal der orienteres om dispensationer, med visse undtagelser i Planloven § 20, stk. 2. Nævnet bemærkede, at forvaltningslovens regler om inhabilitet kun gælder for ansatte i den myndighed, der træffer afgørelse, og at kommunen er berettiget til at lægge vægt på både negative og positive bemærkninger fra naboorienteringen, uanset hvem der har indsendt dem.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Halsnæs Kommunes afgørelse af 1. september 2017. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.