Afgørelse om etablering af rørlagt vandløb med udledning til beskyttet sø kræver dispensation

Sagen omhandler en klage fra Danmarks Naturfredningsforening, lokalafdeling Svendborg, over Svendborg Kommunes afgørelse af 6. marts 2017. Kommunen havde vurderet, at etablering af et rørlagt vandløb med udledning til en beskyttet sø ikke krævede dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Projektet havde til formål at reducere risikoen for oversvømmelser af den offentlige vej og en privat ejendom ved at aflede vand fra et kildevæld og overfladevand til søen. Klagen blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet den 4. april 2017.

Tidligere afgørelser

Miljø- og Fødevareklagenævnet havde tidligere afvist at realitetsbehandle klagen over kommunens udledningstilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, da klager ikke havde klageret i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 100, stk. 4, jf. stk. 2. Nævnet havde dog bemærket, at klagen over den manglende dispensationspligt efter naturbeskyttelsesloven ville blive behandlet særskilt. Desuden havde nævnet den 3. juni 2021 afgjort, at projektet ikke var omfattet af krav om VVM-redegørelse.

Ejendommen og området

Den omhandlede sø er beliggende på matr. nr. [F1] Svendborg Markjorder og matr. nr. [F2] Holmdrup By, Skårup, ca. 500 m øst for Svendborg. Søen dækker ca. 1.350 m² og er registreret som beskyttet natur efter Naturbeskyttelseslovens § 3. I nærområdet findes flere andre beskyttede søer og vandløb, herunder Egsmadeafløbet, der er målsat til god økologisk og kemisk tilstand. Der er observationer af bilag IV-arter som stor vandsalamander, markfirben og springfrø i området.

Svendborg Kommunes afgørelse

Svendborg Kommune vurderede, at projektet, der omfattede et 44 m langt drænrør langs en rabat, en underføring under vejen og et 42 m fastrør til søen, ikke ville have negative konsekvenser for søens afvanding og biologiske forhold. Kommunen forventede en maksimal udledning på 1,8 l overfladevand pr. sekund ved kraftigt regnvejr og anslog, at vandstanden i søen (anslået 1.000 m²) maksimalt ville stige med 6-7 cm i timen. Kommunen mente, at vandet primært var rent overflade- og kildevand, og at tilledningen ikke krævede dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Vilkår for tilladelsen inkluderede jævnt fald, ingen sand eller andre stoffer nedstrøms, ingen ændring i søens tilstand, samt vejejers vedligeholdelse af sandfang og ejers opmærksomhed på ikke at aflede spildevand.

Klagens indhold

Danmarks Naturfredningsforening anførte, at etableringen af drænet kunne føre olie, vejsalt og andre miljøfremmede stoffer til søen. Klager mente, at kommunen ikke tilstrækkeligt havde dokumenteret, at tilledningen af disse stoffer ikke ville påvirke søens tilstand negativt, og at der ikke kunne udelukkes tilførsel af bioakkumulerbare stoffer. Klager bemærkede, at sandfang var den eneste tekniske foranstaltning mod forurening og efterlyste mere restriktive krav til brug af pesticider på tilstødende arealer.

Svendborg Kommunes bemærkninger til klagen

Svendborg Kommune fastholdt, at der ikke var andre muligheder for at afhjælpe oversvømmelsesproblemet. Kommunen vurderede, at mængderne af olie, vejsalt og miljøfremmede stoffer fra vejen ville være ubetydelige og ikke påvirke søens tilstand, da kildevældet udgjorde langt størstedelen af vandet. Kommunen mente, at Miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 1, tilstrækkeligt sikrede søen mod forurening, og at krav til pesticidanvendelse var unødvendige. Ved uheld ville sandfangsbrønden kunne slamsuges.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet sagen med fokus på, hvorvidt Svendborg Kommunes afgørelse var tilstrækkeligt oplyst til at vurdere, om projektet krævede dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet har ikke taget stilling til sagens øvrige klagepunkter, men har anført en række forhold, som kommunen skal tage i betragtning ved fornyet behandling.

Nævnets vurdering af søens beskyttelsesstatus

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Svendborg Kommunes vurdering af, at søen er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Dette skyldes søens størrelse (ca. 1.350 m²), dens eksistens siden mindst 1954, og sandsynligheden for et karakteristisk plante- og dyreliv.

Krav om dispensation og officialprincippet

Efter Naturbeskyttelseslovens § 3 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af beskyttede naturtyper. Også foranstaltninger uden for et beskyttet område, der ændrer dette, kan kræve dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Nævnet understregede, at det afgørende er foranstaltningens virkning på området, og at alle ændringer i princippet er omfattet, medmindre de er perifere eller bagatelagtige. Nævnet henviste til officialprincippet, som er en almindelig retsgrundsætning, der pålægger forvaltningsmyndigheder at sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse. Utilstrækkelig oplysning kan medføre, at afgørelsen er ugyldig.

Utilstrækkelig sagsoplysning

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at Svendborg Kommune kunne vurdere, om projektet ville medføre en ændring af tilstanden i søen. Nævnet lagde vægt på følgende mangler:

• Ingen detaljeret redegørelse for den hydrauliske effekt af vandtilledningen.
• Ingen beskrivelse af det præcise udledningspunkt.
• Ingen beskrivelse af søens aktuelle biologiske tilstand.
• Det fremgik ikke, om der var afløb fra søen, hvilket er relevant for vandstandsstigning og risiko for ophobning af næringsstoffer og pesticider.
• Vilkåret om, at sandfang skulle ”tømmes efter behov”, var ikke tilstrækkeligt præcist til at sikre sandfangets funktion.
• Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for, at vilkårene var tilstrækkelige til at undgå tilførsel af miljøfremmede stoffer, herunder tagrensningsmidler og pesticider, til trods for forbuddet i Miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 1.

På baggrund af disse mangler kunne det ikke udelukkes, at projektet ville medføre en ændring af søens tilstand, hvilket ville gøre projektet dispensationskrævende. Nævnet konkluderede derfor, at den påklagede afgørelse led af en konkret væsentlig mangel.

Øvrige bemærkninger og afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Svendborg Kommune ved den fornyede behandling af sagen skal være opmærksom på, at der med en vis sandsynlighed findes bilag IV-arter, herunder springfrø, i projektområdet.

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Svendborg Kommunes afgørelse af 6. marts 2017 og hjemviser sagen til fornyet behandling.