Ophævelse og hjemvisning af afgørelse om dispensation til cykelsti i beskyttet naturområde

Nævnets vurdering

Nævnet lagde vægt på, at der skal foreligge særlige omstændigheder for at meddele dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, og at nævnets praksis er restriktiv. En væsentlig økonomisk interesse er ikke tilstrækkelig, medmindre området er uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse, eller indgrebet ikke medfører en afgørende forrykning af tilstanden.

Nævnet vurderede, at Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse ikke var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, hvilket er i strid med det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip (officialprincippet).

Nævnet begrundede sin afgørelse med følgende mangler i kommunens sagsbehandling:

• Hydrologiske påvirkninger: Kommunen havde ikke undersøgt eller beskrevet de potentielle påvirkninger af de hydrologiske forhold, som etableringen af cykelstien kunne medføre. Nævnet påpegede, at udlægning af opgravet materiale (cirka 113 m3) kunne føre til terrænhævninger, der negativt ville påvirke dyre- og plantelivet. Desuden kunne cykelstien, med sin højde og opbygning af stabilgrus, fungere som en dæmning eller et dræn, hvilket ville påvirke afstrømningen af overfladevand og vandtilførslen til engarealerne vest for stien. Disse forhold er afgørende for naturtilstanden i engene og den nærliggende habitatnatur (strandeng og rigkær).
• Kumulative påvirkninger: Kommunen havde ikke undersøgt eller beskrevet den eventuelle kumulative påvirkning, som cykelstien sammen med de øvrige etablerede og planlagte strækninger rundt om Ringkøbing Fjord kunne have på Natura 2000-området. Kommunens vurdering af marginal forstyrrelse af fuglearterne rørhøg og rørdrum manglede et grundlag for, om de samlede effekter var inddraget.
• Forstyrrelse fra offentlig adgang: Nævnet vurderede, at den frie adgang for gående, cyklende og hunde ville medføre forstyrrelse i form af lyde og bevægelser, hvilket potentielt kunne påvirke fuglenes bevaringsstatus negativt. Dette forhold skulle indgå i kommunens vurdering.

Nævnet bemærkede desuden, at afgørelser om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 er omfattet af Bekendtgørelse om udpegning og administration i internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter. Ifølge Bekendtgørelse om udpegning og administration i internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 6, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om udpegning og administration i internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 3, nr. 1, skal der foretages en vurdering af, om et projekt kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Endvidere kan der ikke gives tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for dyrearter optaget i habitatdirektivets bilag IV, jf. Bekendtgørelse om udpegning og administration i internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 10, stk. 1 og Bekendtgørelse om udpegning og administration i internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 10, stk. 2.

Afgørelse

På baggrund af de mangelfulde undersøgelser og vurderinger ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse af 16. februar 2018 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.

Kommunens vurdering

• Frederikshavn Kommune vurderede, at kørsel ind til mast nr. 9 ikke krævede dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, da masten ikke stod på et areal registreret som beskyttet natur, og der ikke skulle køres på sådanne arealer.
• Kommunen mente ikke, at der skulle foretages en vurdering af, om projektet kunne påvirke et Natura 2000-område.

Nævnets begrundelse for afvisning

• Klagen vedrørte mast nr. 9, mens kommunens afgørelse drejede sig om mast nr. 3, 15 og 19.
• Da kommunen ikke havde truffet en afgørelse vedrørende mast nr. 9, kunne Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke behandle klagen.
• Klager blev desuden ikke anset for klageberettiget i forhold til dispensationen vedrørende mast nr. 3, 15 og 19, jf. Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, da klager ikke var adressat for afgørelsen eller ejer af den ejendom, som afgørelsen vedrørte.