Afvisning af klage over tilladelse til geotermisk efterforskning grundet manglende klageberettigelse

Energiklagenævnet modtog en klage fra foreningen Nul huller, Beskyttelse af natur, undergrund og miljø (herefter klager) vedrørende Energistyrelsens afgørelse af 6. april 2018. Afgørelsen gav Nail Resources Denmark B.V. tilladelse til efterforskning og indvinding af geotermisk energi til fjernvarmeforsyning på Lolland-Falster i henhold til Undergrundsloven § 5, stk. 1. Tilladelsen er en rammetilladelse, der løber i 6 år, men kræver yderligere godkendelser for konkrete arbejder, jf. Undergrundsloven § 10 og Undergrundsloven § 28.

Klager anførte flere klagepunkter:

Manglende SMV-miljøvurdering

Klager mente, at Energistyrelsens tilladelse ikke var SMV-miljøvurderet, selvom den fastlægger rammer for anlæg inden for energisektoren, der er omfattet af bilag 1 og/eller 2 til VVM-direktivet. Klager argumenterede for, at tilladelsen, især arbejdsprogrammet, udgør en plan i SMV-direktivets forstand.

Klageberettigelse og rette klagemyndighed

Klager gjorde gældende, at Energiklagenævnet var rette klagemyndighed i henhold til Miljøvurderingsloven § 48, stk. 1 og 2. Desuden anførte klager, at Energistyrelsen havde truffet afgørelse, før kommunerne i området havde udført screeningsafgørelse med henblik på VVM-vurdering.

Klageberettigelse efter Undergrundsloven

Klager begrundede sin klageberettigelse på flere måder:

• Efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 2: Klager mente, at foreninger principielt kan være klageberettigede, hvis de har en væsentlig og individuel interesse. Klager fremhævede, at 40 % af foreningens medlemmer bor eller arbejder i det berørte område, hvilket giver dem en væsentlig og individuel interesse.
• Efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 3: Klager argumenterede for, at tilladelsen ikke udelukkende var en tilladelse efter Undergrundsloven § 5, men også omfattet af Undergrundsloven § 10, stk. 2 og Undergrundsloven § 28, da den implicerer prøveindvinding eller en plan/program for samme. Klager henviste til EU-dom C-531/13, præmis 22, som angiver, at prøveboringer betragtes som kommercielle og omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2. Klager henviste også til Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, og argumenterede for, at tilladelsen er omfattet af konventionens artikel 6, da den vedrører dybdeboring efter geotermi, som kræver offentlig deltagelse. Endvidere mente klager, at tilladelsen er omfattet af miljøvurderingsloven, da den fastlægger rammerne for efterforskning og prøveindvinding ved dybdeboring og indvinding af geotermi, og da området indbefatter flere Natura 2000-områder.

Energistyrelsens bemærkninger

Energistyrelsen fastholdt, at klager ikke var klageberettiget. Styrelsen anførte, at tilladelsen er en rammetilladelse efter Undergrundsloven § 5, som ikke giver ret til at udføre konkrete arbejder uden yderligere godkendelse. Disse konkrete godkendelser, f.eks. for boringer efter Undergrundsloven § 28 eller produktion efter Undergrundsloven § 10, ville give klageadgang i henhold til Undergrundsloven § 37 a, stk. 3. Styrelsen mente, at den påklagede rammetilladelse ikke havde retlige, økonomiske eller faktiske virkninger for klager, og at en generel interesse ikke var tilstrækkelig for klageberettigelse efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 2.

Energiklagenævnet afviste klagen på grund af manglende klageberettigelse i henhold til Undergrundsloven § 37 a, stk. 1. Afgørelsen blev truffet på baggrund af de almindelige forvaltningsretlige principper for klageberettigelse.

Klageberettigelse efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 2

Nævnet fandt, at klager ikke havde en væsentlig og individuel interesse i afgørelsen efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 2. På tidspunktet for Energistyrelsens afgørelse var der ingen faktiske eller økonomiske virkninger for klager eller dennes repræsentant. Det forhold, at medlemmer bor eller arbejder i området, medfører ikke en tilstrækkelig individuel interesse, da en større kreds af personer berøres på samme måde.

Klageberettigelse efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 3

Energiklagenævnet fandt heller ikke, at klager var klageberettiget efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 3. Nævnet lagde vægt på, at den påklagede tilladelse korrekt var givet med henvisning til Undergrundsloven § 5 og dermed ikke var omfattet af klagebestemmelsen i Undergrundsloven § 37 a, stk. 3. Tilladelsen er en rammetilladelse, som ikke giver rettighedshaveren ret til at udføre konkrete arbejder uden yderligere godkendelse fra Energistyrelsen. En tilladelse til boring vil kræve særskilt godkendelse efter Undergrundsloven § 28, og en boring til produktion af geotermisk vand vil kræve godkendelse efter Undergrundsloven § 10. Disse specifikke godkendelser giver klageadgang i henhold til Undergrundsloven § 37 a, stk. 3. EU-dom C-531/13 kunne ikke føre til et andet resultat.

Klageberettigelse efter Århuskonventionens artikel 9, stk. 2

Nævnet afviste også klageberettigelse efter Århuskonventionens artikel 9, stk. 2. Tilladelsen er en rammetilladelse, der ikke giver ret til at udføre arbejdet uden yderligere godkendelse, og den har derfor på nuværende tidspunkt ingen indvirkning på miljøet, jf. Århuskonventionens artikel 6, stk. 1, litra b, og Miljøvurderingslovens bilag 2, 2. punkt, litra d. Aktiviteten er heller ikke omfattet af bilag 1 i Århuskonventionen, hvorfor tilladelsen ikke er omfattet af artikel 6, stk. 1, litra a.

Konklusion

Energiklagenævnet afviste klagen på grund af manglende klageberettigelse. Afgørelsen blev truffet af Energiklagenævnets formand i henhold til Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 6, stk. 1.