Hjemvisning af sag om afslag på grundbetalingsstøtte i Vejen Kommune

Sagen omhandler en landbrugers ansøgning om direkte arealstøtte for 2015 under grundbetalingsordningen og ordningen om grøn støtte. Landbrugeren indsendte Fællesskema 2015 den 31. marts 2015.

Kontrol og afslag

Landbrugsstyrelsen gennemførte en fysisk kontrol den 16. november 2015. Efterfølgende, den 26. januar 2016, traf styrelsen afgørelse om afslag på udbetaling af grundbetalingsstøtte for 2015. Afslaget skyldtes en afvigelse på 31,04 % (6,91 ha) mellem det anmeldte areal og det godkendte areal, hvilket oversteg 20 %-grænsen fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 artikel 19, stk. 1. Afvigelsen var primært relateret til mark 20-0.

Begrundelse for afslag

Landbrugsstyrelsen begrundede afslaget med, at mark 20-0 ikke opfyldte kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 32. Ifølge denne bestemmelse er det en grundlæggende betingelse, at der retsmæssigt blev udbetalt støtte til arealet i 2008. Styrelsen fandt, at kun en mindre del af arealet på mark 20-0 var støtteberettiget i 2008. Styrelsen beklagede, at mark 20-0 ved en tidligere kontrol i 2011 fejlagtigt var blevet godkendt, men fastholdt, at dette ikke ændrede ved støttebetingelserne for 2015.

Klage og Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Landbrugeren påklagede afgørelsen den 23. februar 2016 til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (sagen overgik senere til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6). Klageren anførte, at den tidligere godkendelse i 2010 var en begunstigende forvaltningsakt, som Landbrugsstyrelsen var bundet af, og henviste til den almindelige 5-års forældelsesfrist. Landbrugsstyrelsen bemærkede, at en erhvervsdrivende ikke kan skabe en berettiget forventning, når en national myndighed har anvendt EU-retten forkert. Styrelsen anmodede senere, den 9. juli 2018, om at få sagen hjemvist til fornyet behandling, da nye beregninger af klagers betalingsrettigheder fra 2012, 2013 og 2014 ville reducere arealafvigelsen og sanktionen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet sagen i henhold til Landbrugsstøtteloven § 22 b, stk. 1 og har fundet anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Landbrugsstyrelsen.

Nævnets prøvelse

Nævnet har i denne klagesag valgt at begrænse sin prøvelse til forholdet vedrørende Landbrugsstyrelsens anmodning om hjemvisning, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og 2. Nævnet har ikke taget stilling til sagens øvrige klagepunkter.