Skattepligt af rejsegodtgørelse - manglende kontrol med udbetaling - Landsskatteretten

Landsskatteretten fastslog, at:

• En forhøjelse af skatteansættelsen vedrørende befordringsgodtgørelse i indkomståret 2015 ikke var begrundet i et helt tilsvarende forhold som i indkomståret 2016, da befordringsgodtgørelse udbetales med hjemmel i Ligningsloven § 9 B, mens rejsegodtgørelse udbetales med hjemmel i Ligningsloven § 9 A.
• Fristerne for genoptagelse af klagerens skatteansættelse for befordringsgodtgørelse i indkomståret 2015 derfor ikke var overholdt.
• Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den udbetalte befordringsgodtgørelse i indkomståret 2015 var ugyldig.

Rejsegodtgørelse

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt for indkomstårene 2015 og 2016. Retten lagde vægt på følgende:

• De fremlagte afregningsbilag indeholdt ikke de krævede oplysninger i henhold til Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, herunder manglende angivelse af rejsens start- og sluttidspunkt samt i flere tilfælde manglende angivelse af arbejdssted/adresse.
• Det var ikke muligt at fastslå rejsens reelle varighed, og der var ikke taget højde for, om den ansatte havde været på rejse i hele døgn eller kun dele af døgnet, hvilket er afgørende for satsreduktion.
• Oplysninger fra tidsregistreringssystemet Intempus angav arbejdstid, men ikke rejsens start- og sluttidspunkt.
• I flere tilfælde var der udbetalt rejsegodtgørelse samtidig med, at arbejdsgiveren havde betalt for logi og/eller kost, uden at det udbetalte beløb var reduceret i overensstemmelse hermed. Selskabets forklaring om omorganisering af hotelophold blev ikke anset for tilstrækkeligt afkræftet.
• Der var udbetalt diæter til den samme sats i 2015 og 2016, hvilket indikerer manglende tilpasning til de faktiske forhold.

Landsskatteretten konkluderede, at arbejdsgiveren ikke havde ført fornøden kontrol med udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelser. Fejlene blev anset for at være af en sådan karakter, at de ikke var bagatelagtige, og Landsskatterettens tidligere afgørelse SKM2018.240.LSR blev derfor ikke anset for sammenlignelig.

Den udbetalte rejsegodtgørelse i indkomstårene 2015 og 2016 blev herefter anset for skattepligtig for klageren.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende indkomståret 2015 (befordringsgodtgørelse) og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende indkomståret 2016 (rejsegodtgørelse) samt rejsegodtgørelsen for 2015.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om nedsættelse af SKATs forhøjelse til 0 kr. Repræsentanten anførte, at klageren selv havde afholdt alle transportomkostninger fra hjemmet til arbejdspladserne, og at arbejdsgiveren havde ført reel kontrol med medarbejdernes tilstedeværelse på byggepladserne, da selskabets direktør var i daglig kontakt med klageren. Det blev fremhævet, at der ikke kræves kørselsregnskab for befordring mellem hjem og arbejdsplads, og at broafgifter betalt af arbejdsgiveren bekræftede kørslen.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende rejsegodtgørelsen, da der ikke var ført fornøden kontrol med udbetalingen, og de fremlagte bilag manglede de krævede oplysninger. Dette medførte, at den udbetalte godtgørelse var skattepligtig. Vedrørende befordringsfradraget fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for at have afholdt udgifterne i det påståede omfang. Dog hjemviste retten sagen til Skattestyrelsen for at foretage et skøn over den fradragsberettigede befordring, da det ikke var bestridt, at klageren havde arbejdet i [by4]-området.