Skattepligt af befordringsgodtgørelse til hovedanpartshaver – lønomlægning og kontrolforpligtelse

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en hovedanpartshaver i et ApS var berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse i indkomstårene 2015, 2016 og 2017. Klageren, der var hovedanpartshaver i et selskab med engroshandel af lamper, modtog en lav månedsløn på ca. 5.000 kr. (svarende til en timeløn på 28,85 kr. ved 40 timers arbejdsuge) og samtidig skattefri befordringsgodtgørelse på henholdsvis 73.313 kr. (2015), 77.088 kr. (2016) og 61.785 kr. (2017).

Skattestyrelsen forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med den udbetalte befordringsgodtgørelse. Begrundelsen var, at den lave løn udgjorde en lønomlægning i strid med Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt., da der var et åbenbart misforhold mellem den udbetalte løn og den betydelige arbejdsindsats, som de udbetalte godtgørelser indikerede. Desuden fandt Skattestyrelsen, at arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol med udbetalingen, da der i 2015 og 2016 var anvendt for høje satser for befordringsgodtgørelse, og kørselsregnskaberne manglede klagerens adresse og CPR-nummer, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. Skattestyrelsen godkendte dog et befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C.

Klagerens repræsentant påstod, at befordringsgodtgørelsen var skattefri. Det blev anført, at den lave løn skyldtes løntilbageholdenhed som følge af selskabets dårlige økonomi, og at der ikke var tale om lønomlægning. Repræsentanten argumenterede for, at der ikke findes en lovbestemt minimumsaflønning for skattefri befordringsgodtgørelse, og at skattemyndighederne som udgangspunkt skal acceptere hovedaktionærers aftalte løn, jf. praksis om ikke at fiksere løn efter Ligningsloven § 2. De fejl, der var sket i anvendelsen af satserne, blev anset for at være bagatelagtige og burde ikke medføre, at hele godtgørelsen blev skattepligtig. Det blev fastholdt, at kørslen var erhvervsmæssigt begrundet og berettigede til skattefri godtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at godtgørelsen var skattepligtig af følgende årsager:

• Der var udbetalt med højere satser end Skatterådets satser for 2015 og 2016. Ifølge Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 3 medfører udbetaling af befordringsgodtgørelse med et højere beløb end Skatterådets satser, at hele beløbet anses for personlig indkomst.
• Klageren, som hovedanpartshaver, havde valgt at modtage en løn af symbolsk karakter (ca. 5.000 kr. pr. måned svarende til en timeløn på 28,85 kr.) og samtidig få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse. Dette blev anset for at være en lønomlægning, hvorved selskabet blev kompenseret, hvilket strider mod . Der var et åbenbart misforhold mellem den skattepligtige løn og den udbetalte skattefri godtgørelse, hvilket indikerede en anseelig arbejdsindsats.