Landsskatteretten stadfæster afgørelse om maskeret udlodning og skattepligtig rejse- og befordringsgodtgørelse

Klageren nedlagde påstand om, at SKATs forhøjelse skulle bortfalde. Han henviste til, at der hele vejen igennem havde været en mellemregning med hovedanpartshaver, som SKAT ikke havde medtaget. Han anførte desuden, at det ikke var muligt at indsende yderligere dokumentation, da selskabet var under konkursbehandling, og kurator ikke ville indtræde i sagen. Klageren mente, at hans indskud på 200.000 kr. ved oprettelsen af selskabet gav ham et tilgodehavende, og at ind- og udbetalinger via mellemregningskontoen ikke var taget i betragtning af SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Maskeret udlodning

Landsskatteretten fandt, at der fra selskabet [virksomhed1] ApS' driftskonto var overført væsentlige beløb til klagerens private bankkonto, ligesom der var udbetalt kontantbeløb og fremmed valuta, samt betalt private udgifter for klageren via selskabets bankkonti. Disse hævninger kunne afstemmes til indsætninger på klagerens private bankkonto, der for 2014 udgjorde 556.000 kr., for 2015 612.000 kr. og for 2016 643.000 kr.

Retten tiltrådte, at indsætningerne på klagerens bankkonti var skattepligtige for ham, jf. praksis i bl.a. SKM2019.250.ØLR. Det blev fremhævet, at hvis en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke er selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse stammer fra allerede beskattede eller skattefri midler, jf. SKM2008.905.HR. Klageren havde ikke dokumenteret dette.

Med henvisning til Ligningsloven § 16 E, stk. 1 og SKM2021.422.VLR blev det fastslået, at der ikke er grundlag for at opgøre løbende hævninger og indbetalinger på en særskilt skattemæssig mellemregningskonto, og at dobbeltbeskatning kan være en forudset konsekvens.

Landsskatteretten tiltrådte, at de kontante hævninger og valutakøb samt diverse private udgifter betalt af selskabet, uden dokumentation for erhvervsmæssig relevans, med rette var anset for at være tilgået klageren privat. Retten stadfæstede SKATs beløbsmæssige opgørelser for den samlede maskerede udlodning, der udgjorde henholdsvis 532.962 kr., 586.001 kr. og 651.350 kr. for indkomstårene 2014, 2015 og 2016.

Rejse- og befordringsgodtgørelse

Klageren havde for årene 2014-2016 modtaget skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse fra selskabet [virksomhed1] ApS. Som eneanpartshaver havde klageren bestemmende indflydelse på selskabets dispositioner. Hverken klageren eller selskabet havde indsendt tilstrækkeligt dokumentationsmateriale for udbetalingerne, hverken til SKAT eller under klagebehandlingen.

Det er en forudsætning for skattefri godtgørelse, at arbejdsgiveren fører fornøden kontrol med grundlaget for skattefriheden, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4, Ligningsloven § 9 A, Ligningsloven § 9 B, stk. 1 samt Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 1 og Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1. Da det ikke var muligt at føre kontrol med, hvorvidt betingelserne var opfyldt, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om at anse udbetalingerne for skattepligtige med henholdsvis 49.729 kr., 18.133 kr. og 33.861 kr. i indkomstårene 2014, 2015 og 2016.

SKATs begrundelse

SKAT begrundede forhøjelsen af selskabets indkomst med 118.231 kr. med, at beløb fra udenlandske kunder, der vedrørte konsulenthonorar udført i selskabets navn, var indbetalt på anpartshaverens private konto og ikke indtægtsført i selskabet. Disse indtægter blev anset for skattepligtig omsætning i selskabet efter Statsskatteloven § 4 og maskeret udbytte til anpartshaveren efter Ligningsloven § 16 A og Personskatteloven § 4a, stk. 1, nr. 1.

Vedrørende befordringsgodtgørelsen på 86.908 kr. fandt SKAT, at selskabet ikke havde ført den fornødne kontrol med, om udbetalingen vedrørte kørsel efter Ligningsloven § 9 B, og at det foreliggende materiale ikke opfyldte kravene i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 2. Beløbet blev derfor anset som yderligere løn til anpartshaveren efter Statsskatteloven § 4 og beskattet som personlig indkomst efter Personskatteloven § 3. SKAT henviste til skærpede dokumentationskrav ved interessefællesskab, jf. SKM2015.73.ØLR.

Fradrag for rejseudgifter på 4.394 kr. og køb af pc på 12.898 kr. blev ikke godkendt, da selskabet ikke havde dokumenteret, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Disse udgifter blev ligeledes anset for maskeret udbytte til anpartshaveren, jf. Ligningsloven § 16 A.

Selskabets opfattelse

Selskabet påstod, at indkomsten skulle nedsættes med 135.523 kr. og at befordringsgodtgørelsen på 86.908 kr. skulle godkendes som skattefri. Selskabet gjorde gældende, at den udenlandske omsætning var selvangivet (hvilket modsagde SKATs oplysninger) og at udgifterne til pc og rejser var fradragsberettigede driftsomkostninger, da de var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Selskabet henviste til, at skatteretten ikke stiller formkrav til dokumentation, men at sandsynliggørelse er tilstrækkelig, og citerede UfR.2002.1484 H.

Vedrørende befordringsgodtgørelsen argumenterede selskabet for, at kravet om kontrol var opfyldt, og at godtgørelsen var skattefri for anpartshaveren, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9 B. Selskabet henviste til Landsskatterettens praksis (LSR’s j.nr. 12-0191975 og LSR’s j.nr. 13-6640662), som ifølge selskabet viste, at der ikke kræves et egentligt kørselsregnskab, men alene mulighed for kontrol af de kørte kilometer, og at differencer mellem selvangivet og faktureret kørsel ikke nødvendigvis medfører manglende kontrol.