Tilskud til personaleklubber uden for arbejdspladsen er skattepligtige

Spørgerens argumentation

Spørgerens repræsentant anførte, at tilskuddet på 500 kr. årligt var et gode uden væsentlig værdi og et tilskud af forholdsvis begrænset omfang. Repræsentanten argumenterede for, at formålet med tilskuddet var sædvanlig personalepleje, da klubberne var åbne for alle medarbejdere. Det blev også anført, at tilskuddet i lighed med tilskud til kaffe-, kantine- og kunstordninger burde være skattefrit, jf. tidligere meddelelser fra SKAT.

Spørgsmålet var, om medarbejderne ville blive anset for skattepligtige af personalegodet ved indmeldelse og deltagelse i:

1. Ladiesklub?
2. Kunstklub?
3. Motionsklub?
4. Fitnessklub?

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse og svarede "Ja" til alle fire spørgsmål. Medarbejderne var skattepligtige af virksomhedens tilskud til samtlige fire personaleklubber.

Skatterådet lagde til grund, at værdien af personalegoder, der modtages som led i et ansættelsesforhold, som hovedregel skal medregnes i den skattepligtige indkomst, jf. Ligningsloven § 16, stk. 1.

De fire personaleklubber kunne ikke sidestilles med ordninger af "almindelig personalepleje af begrænset økonomisk værdi", da skattefrihed for sådanne goder er betinget af, at godet ydes på arbejdspladsen. Da aktiviteterne i de omhandlede klubber udelukkende foregik uden for arbejdspladsen, fandt Skatterådet, at tilskuddene ikke var undtaget fra beskatning efter praksis om skattefri goder.

Skatterådet fastslog desuden, at tilskuddene ikke var omfattet af bagatelgrænsen i Ligningsloven § 16, stk. 3 (bagatelgrænse for goder stillet til rådighed af hensyn til arbejdet).

• Klubaktiviteterne (sociale arrangementer, motion, kunst) blev anset for at være af hobbypræget og privat karakter.
• Tilskuddene kunne dermed ikke anses for at have konkret betydning for den ansattes arbejde eller den fornødne sammenhæng med arbejdets udførelse.

Vedrørende Motionsklubben og Fitnessklubben bemærkede Skatterådet, at praksis om skattefri benyttelse af motionsrum på arbejdspladsen ikke fandt anvendelse, da motionen foregik udenfor arbejdspladsen og med egenbetaling. Generelt er arbejdsgivers betaling af medarbejderes medlemskab i et motionscenter skattepligtigt.

Skatterådet afviste desuden repræsentantens henvisning til en Østre Landsretsdom fra 1991 (TfS 1991.501.ØLD) og fastslog, at den dom handlede om arbejdsgiverens fradragsret og ikke om medarbejderens skattepligt af personalegodet, og at præmisserne derfor ikke kunne anvendes analogt i nærværende sag.

SKATs afgørelse

SKAT afviste skattefrihed for svømmehal og motionsfaciliteter med henvisning til, at faciliteterne ikke lå på selve arbejdspladsen (H1 A/S, Y1-vej), men i en nabobygning på havneområdet. SKAT henviste til Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, punkt 12.4.2, samt afgørelserne SKM2007.567.SR og SKM2007.819.SR.

Klagerens argumenter

Selskabets repræsentant argumenterede for, at det ikke burde være afgørende for skattefriheden, at faciliteterne lå i en nabobygning frem for i samme bygning. Det blev fremført, at mange virksomheder opererer fra flere bygninger i tæt tilknytning, og at faciliteterne i dette tilfælde indgik i samme lejemål som de primære arbejdslokaler, og dermed udgjorde en del af den samlede arbejdsplads. Klageren mente, at de af SKAT anførte afgørelser adskilte sig væsentligt, da de omhandlede faciliteter udbudt af andre koncernselskaber eller eksterne motionscentre, ikke som her, en integreret del af lejemålet. Det blev også fremhævet, at faciliteterne i en nabobygning ville være lige så naturlige at benytte før eller efter arbejdsdagen som faciliteter i samme bygning.