Håndboldspiller beskattet af kørselsgodtgørelse og private udgifter betalt af klubben på grund af manglende kontrol

Sagen omhandlede en professionel håndboldspiller, der blev beskattet af kørselsgodtgørelse og en række private udgifter, som hans klub, [virksomhed1] A/S, havde betalt. Spilleren var ansat i klubben og modtog udover løn også skattefri kørselsgodtgørelse og fik refunderet udgifter til bl.a. tøj, elektronik, møbler og en cykel.

SKAT fandt, at betingelserne for skattefri kørselsgodtgørelse ikke var opfyldt, primært fordi klubben ikke førte tilstrækkelig kontrol. Dette omfattede manglende overholdelse af 60-dages reglen i Ligningslovens § 9 B, forkert anvendelse af satser og manglende dokumentation for, om spilleren kørte selv eller benyttede klubbens bus til udekampe. Derfor blev hele godtgørelsen anset for skattepligtig A-indkomst.

Derudover blev de mange udgifter, klubben havde refunderet, anset for private og dermed skattepligtige som løn i henhold til Statsskatteloven § 4. Klagerens forklaring om, at udgifterne var erhvervsmæssige, blev afvist som udokumenteret.

Skatteankenævnet annullerede forhøjelsen for indkomståret 2008 på grund af overskredne frister i Skatteforvaltningsloven § 26 og § 27, men stadfæstede afgørelserne for 2009, 2010 og 2011. Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse for disse år.

Økonomiske konsekvenser for klageren

Selvom kørselsgodtgørelsen blev beskattet, fik klageren medhold i, at han var berettiget til et standard befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9 C, som SKAT skulle beregne.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse om de to hovedpunkter i sagen: skattefri befordringsgodtgørelse og vederlæggelse i form af naturalier (private udgifter betalt af klubben).

Skattefri befordringsgodtgørelse

Landsskatteretten fastslog, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig. Rettens begrundelse var, at en række betingelser for skattefrihed ikke var opfyldt, og at arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, ikke havde ført den fornødne kontrol, hvilket er en forudsætning for skattefrihed i henhold til § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

De specifikke mangler omfattede:

• Overtrædelse af 60-dages reglen: Klageren havde kørt til de samme arbejdspladser (hallerne i [by2] og [by3]) langt mere end 60 dage inden for en 12-måneders periode, hvilket gør kørslen privat, jf. Ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.
• Forkert sats: I 2010 blev der udbetalt godtgørelse for over 20.000 km uden at nedsætte satsen, som reglerne foreskriver.
• Manglende kontrol ved udekampe: Klubben stillede en spillerbus til rådighed, men registrerede ikke, hvilke spillere der kørte selv. Klageren fik godtgørelse for kørsel til 8 kampe, hvor der var bus, men fik kun refunderet broudgift for én af turene, hvilket skabte tvivl om den faktiske kørsel.

Da betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt, og arbejdsgiverens kontrol var mangelfuld, blev hele godtgørelsesbeløbet anset for skattepligtig A-indkomst. Retten afviste klagerens argument om en berettiget forventning, da SKAT allerede ved en kontrol i 2007 havde påpeget mangler i klubbens kontrolprocedurer.

Landsskatteretten gav dog klageren medhold i den subsidiære påstand og henviste sagen til SKAT med henblik på at beregne et befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9 C.

Vederlæggelse i naturalier

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om, at klageren skulle beskattes af værdien af de private udgifter, som klubben havde dækket. Dette blev begrundet med Statsskatteloven § 4, hvorefter alle indtægter, uanset om de er i penge eller formuegoder, er skattepligtige.

Retten fandt klagerens forklaring om, at udgifterne var erhvervsmæssige, for udokumenteret og usandsynlig. Udgifterne til tøj, møbler, elektronik og en cykel blev anset for at være af privat karakter. Mailkorrespondancen mellem klageren og klubbens bogholder understøttede, at der var tale om dækning af private udgifter som en del af lønnen.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Skatteankenævnet havde udøvet ved fastsættelsen af den skattepligtige værdi.