Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Letland, Rådet for Den Europæiske Union, EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen, EU-medlemsstater, Europa-Parlamentet
Generaladvokat
Kumin
Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Letland vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (4. hvidvaskdirektiv) i forbindelse med SIA »Rodl & Partner« — et lettisk selskab, der leverer bogføring og rådgivning, og som er en »forpligtet enhed« under direktivet. Rodl & Partner blev pålagt en bøde af Valsts ieņēmumu dienests (VID, den lettiske skatte- og afgiftsmyndighed) for utilstrækkelige kundekendskabsprocedurer (CDD) og manglende iværksættelse af skærpede kundekendskabsprocedurer (EDD) over for to kunder, som VID anså for at udgøre en øget risiko for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (HFP/FT).
De risikofaktorer, VID påberåbte sig, omfattede kundens status som ikke-statslig organisation (NGO), tilknytning til Den Russiske Føderation (som Letland anser for et højrisikotredjeland for korruption, selvom det ikke er på EU-Kommissionens officielle liste over højrisikotredjelande), samt manglende fremlæggelse af en kopi af en kontrakt mellem kunden og en tredjepart.
Den lettiske domstol stillede spørgsmål vedrørende:
Domstolen fastslog, at direktiv 2015/849, der bygger på den risikobaserede tilgang, ikke pålægger de forpligtede enheder automatisk at tillægge en kunde et højt risikoniveau og følgelig iværksætte skærpede kundekendskabsprocedurer (EDD) alene baseret på NGO-status eller en handelspartners tilknytning til et tredjeland med høj korruptionsrisiko.
Domstolen understregede, at EDD kun er automatisk i de situationer, der er specifikt nævnt i direktivet (artikel 19-24) eller ved forbindelse til officielt identificerede højrisikotredjelande (Kommissionens liste). Uden for disse tilfælde kræver EDD, at medlemsstaten eller den forpligtede enhed har identificeret øget risiko. En medlemsstat kan dog i national ret identificere yderligere faktorer for potentiel øget risiko (såsom en NGO’s retlige form eller tilknytning til Den Russiske Føderation), forudsat at disse faktorer er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.
»artikel 18, stk. 1 og 3, i direktiv 2015/849 [...] skal fortolkes således, at bestemmelserne ikke pålægger forpligtede enheder automatisk at tillægge en kunde et højt risikoniveau og følgelig gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer over for denne kunde, alene fordi kunden er en ikke-statslig organisation, fordi en af den nævnte kundes ansatte er statsborger i et tredjeland med høj korruptionsrisiko, eller fordi en handelspartner til denne kunde – men ikke kunden selv – har en tilknytning til et sådant tredjeland.«
Domstolen fastslog, at de forpligtede enheders bevis- og dokumentationskrav (artikel 13, stk. 1, litra c) og d), og artikel 40, stk. 1, litra a)) ikke ubetinget pålægger indhentning af en kopi af en kontrakt indgået mellem kunden og en tredjemand. Det er tilstrækkeligt, at enheden kan fremlægge anden passende dokumentation for den kompetente myndighed, der godtgør, at transaktionen og forretningsforbindelsen er analyseret, og at de nødvendige kundekendskabsprocedurer er iværksat i forhold til den identificerede risiko.
Domstolen præciserede, at forpligtelsen til at gennemføre kundekendskabsprocedurer over for eksisterende kunder på et risikobaseret grundlag gælder, når det forekommer passende, herunder når kundens relevante omstændigheder ændrer sig. Denne forpligtelse gælder uafhængigt af, at den maksimale frist, der er fastsat i national ret for en ny risikovurdering (i dette tilfælde 18 måneder), ikke er udløbet, og den gælder for alle kunder, ikke kun dem med øget risiko.
Endelig afgjorde Domstolen, at den kompetente nationale myndighed har pligt til at sikre, at de oplysninger, der offentliggøres om en pålagt sanktion (artikel 60, stk. 1 og 2), er nøjagtigt overensstemmende med de oplysninger, der er indeholdt i selve afgørelsen.
Finanstilsynet har gennemført en hvidvaskinspektion i Saxo Bank A/S, hvilket har medført en række påbud og krav om øget kapitaldækning. Inspektionen fokuserede primært på bankens håndtering af korrespondentforbindelser og procedurer for kundekendskab.


Dette lovforslag er et samlelovforslag, der har til formål at gennemføre en række EU-direktiver og -forordninger samt foretage justeringer i den danske finansielle lovgivning. Hovedformålene er at øge forbruger- og investorbeskyttelsen, styrke og målrette tilsynet på hvidvask- og betalingsområdet, samt fremme bæredygtige investeringer.
Finanstilsynet har i maj 2025 foretaget en hvidvaskinspektion hos Clearhaus A/S, hvilket har ført til en række påbud om forbedring af risikovurdering, kundekendskab og overvågningsprocedurer.
Finanstilsynet har gennemført en inspektion af hvidvaskområdet hos Svea Finans A/S, hvilket har resulteret i en række påbud vedrørende risikovurdering og kundekendskab.
Lovforslaget implementerer dele af det andet betalingstjenestedirektiv (PSD2) og andre EU-regler.
Forslaget implementerer dele af 4. og 5. hvidvaskdirektiv for at styrke indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.
Loven har en differentieret ikrafttrædelse:
| Bestemmelse(r) | Ikrafttrædelsesdato |
|---|---|
| § 1, nr. 25 (Tavshedspligt og videregivelse af oplysninger) | 29. december 2020 |
| Hovedparten af loven | 1. januar 2021 |
| § 4, nr. 3-5; § 5, nr. 3-4; § 6, nr. 5-7; § 7 (Disclosureforordningen) | 10. marts 2021 |
| § 1, nr. 17, 28-30, 32 (Grænseoverskridende betalinger) | 19. april 2021 |
Finanstilsynet har udsendt et udkast til en revideret vejledning, der skal hjælpe virksomheder omfattet af hvidvaskloven...
Læs mereDette lovforslag implementerer en række justeringer og præciseringer i den danske finansielle regulering for at holde de...
Læs mere
National administrativ restriktion mod bankforretninger med ikke-residenter til bekæmpelse af hvidvask: Forenelighed med kapitalens og tjenesteydelsernes frie bevægelighed (C-78/21)